Dyrebare gaver fra Gud

Ældste M. Russell Ballard

Fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum

Livet kan være fuld af tro, glæde, lykke, håb og kærlighed, når vi blot udøver den mindste smule reel tro på Kristus.

Mine brødre og søstre, vi har lige deltaget i en højtidelig forsamling, en skik, der kan spores tilbage til Bibelen, hvor det gamle Israel samledes for at føle Herrens nærvær og fejre hans velsignelser.¹ Vi har det privilegium at leve i en tid, hvor denne tidligere praksis er blevet genindført ved profeten Joseph Smith.² Jeg opfordrer jer til at skrive i jeres dagbog, hvad I følte omkring denne yderst hellige hændelse, som I har taget del i.

For nylig sagde vi farvel til vores kære ven og profet, præsident Thomas S. Monson. Selvom vi alle savner ham, er vi dybt taknemlige for, at Herren har kaldet en ny profet, præsident Russell M. Nelson, til at præsidere over sin kirke. I god ro og orden har vi nu taget hul på et nyt kapitel i Kirkens historie. Det er en dyrebar gave fra Gud.

Da vi hver især opretholdt præsident Nelson med en oprakt hånd, stod vi som vidner for Gud om, at vi anerkendte ham som præsident Monsons retmæssige efterfølger. Med vores oprakte hænder lovede vi at give agt på hans stemme, når han modtager vejledning fra Herren.

Herren har sagt:

»Derfor skal I … give agt på alle de ord og befalinger, som [Kirkens præsident] giver jer, efterhånden som han modtager dem …

for hans ord skal I tage imod i al tålmodighed og tro.«³

Jeg har kendt vores nye profet-præsident i mere end 60 år. Jeg har tjent sammen med ham i De Tolvs Kvorum i 33 år, og jeg er et vidne om, at Herrens hånd har forberedt ham til at blive vores præsiderende apostel og profet til at forvalte alle det hellige præstedømmes nøgler her på jorden. Må vi hver især opretholde ham og hans rådgivere helhjertet og følge deres vejledning. Vi byder også ældste Gong og ældste Soares varmt velkomne som medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum.

Efter Jesu opstandelse, en begivenhed vi fejrer denne herlige påskeweekend, viste han sig for sine disciple og sagde: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.«⁴ Bemærk den toleddede handling – Gud sendte sin Søn. Sønnen sender sine tjenere – dødelige mænd og kvinder – for at udføre deres værk.

Det bør ikke komme bag på os, at de personer, som er kaldet til at udføre Herrens værk, ikke er fuldkomne mennesker. Beretninger i skrifterne skildrer detaljeret mænd og kvinder, der blev kaldet af Gud til at udføre store ting – gode sønner og døtre af vor himmelske Fader, der blev kaldet til at tjene i deres kaldelser i Kirken, der bestræbte sig på at gøre deres bedste, men ingen af dem var fuldkomne. Det samme gælder for os i dag.

Hvordan bevæger vi os så fremad og støtter og opretholder hinanden, når vi nu som mennesker har svagheder og mangler? Det begynder med tro – ægte, oprigtig tro på Herren Jesus Kristus. Tro på Frelseren er det første princip i Kristi evangelium.

For adskillige år siden besøgte jeg det hellige land. Da vi kørte forbi en sennepsmark, spurgte rektoren for BYU’s Jerusalem-center mig, om jeg nogensinde havde set et sennepsfrø. Det havde jeg ikke, så vi standsede. Han viste mig frøene på sennepsplanten. De var overraskende små.

Så kom jeg i tanke om Jesu belæring: »Sandelig siger jeg jer: Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer.«⁵

Hvis vi blot har tro på størrelse med et sennepsfrø, kan Herren hjælpe os med at flytte de bjerge af mismod og tvivl, der ligger foran os, når vi tjener med Guds børn, deriblandt familiemedlemmer, Kirkens medlemmer og dem, som endnu ikke er medlemmer af Kirken.

Brødre og søstre, livet kan være fuld af tro, glæde, lykke, håb og kærlighed, når vi blot udøver den mindste smule reel tro på Kristus – ja, bare tro som et sennepsfrø.

Ældste George A. Smith huskede nogle råd, han havde fået af profeten Joseph Smith: »Han sagde, at jeg aldrig måtte miste modet, uanset hvilke vanskeligheder jeg stod i. Hvis jeg sank ned i det dybeste hul i Nova Scotia, og alle Rocky Mountains bjerge var stablet oven på mig, måtte jeg ikke blive modløs, men holde ud, udøve tro og forblive ved godt mod, og så ville jeg komme ud på toppen af bjerget til sidst.«⁶

Vi bør huske Paulus’ ord: »Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft«.⁷ At vide det er endnu en dyrebar gave fra Gud.

Udover de gaver, jeg har nævnt, er der mange, mange flere. Jeg taler nu blot om nogle få – gaver som sabbatsdagen, nadveren, at tjene andre og den uforlignelige gave fra Gud i form af vor Frelser.

Kraften ved sabbatsdagen ligger både derhjemme og i kirken i at opleve fryden, glæden og den varme følelse af Herrens Ånd uden nogen form for forstyrrelse.

Alt for mange tillader sig næsten udelukkende at leve online med deres smarte enheder – skærme, som oplyser deres ansigt dag og nat, og med høretelefoner i ørerne, som lukker Åndens stille sagte stemme ude. Hvis vi ikke kan finde tid til at koble fra, kan vi gå glip af muligheder for at høre den stemme, der sagde: »Vær rolig og vid, at jeg er Gud.«⁸ Nu er der intet galt i at drage nytte af de teknologiske fremskridt, som Herren har inspireret til, men vi må udvise visdom i vores brug af dem. Husk på sabbatsdagens gave.

Velsignelsen ved at modtage nadveren til nadvermødet må aldrig blive en vane eller noget, vi bare gør. Det er kun 70 minutter på en hel uge, hvor vi kan tage en pause og finde mere fred, glæde og lykke i vores liv.

Deltagelse i nadveren og fornyelse af vores pagter er et tegn, vi viser Herren, på, at vi altid erindrer ham. Hans sonoffer er en dyrebar gave fra Gud.

Privilegiet ved at tjene vor himmelske Faders børn er en anden mulighed for at følge det eksempel på at tjene hinanden, som hans elskede Søn viste.

Nogle muligheder for at yde tjeneste er formelle – både i vores familie, vores kirkekaldelser og ved vores deltagelse i samfundsorganisationer.

Kirkemedlemmer, og det gælder både mænd og kvinder, bør ikke tøve, hvis de har et ønske om at stille op til et offentligt hverv, hvor de bor. Det er vigtigt, at vi lader vores stemmer blive hørt i vores skoler, vores byer og vores lande. Hvor der råder demokrati, er det vores pligt som medlemmer at stemme på hæderlige mænd og kvinder, der er villige til at tjene.

Mange muligheder for at tjene er uformelle – det er ikke et arbejde – og kommer, når vi rækker ud mod andre, som vi møder på livets rejse. Husk, at Jesus belærte den lovkyndige om, at vi skal elske Gud og vores næste som os selv, og han brugte den barmhjertige samaritaner som eksempel.⁹

Tjeneste åbner et vindue til forståelse af Kristi liv og tjenestegerning. Han kom for at tjene, som skriften siger: »Ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«¹⁰

Peter er måske kommet med den bedste beskrivelse af Frelserens tjenestegerning, da han om Jesus sagde, at han »færdedes overalt og gjorde vel.«¹¹

Herren Jesus Kristus er den mest dyrebare af alle Guds gaver. »Jesus sagde til ham: ›Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.‹«¹²

Nefi indfangede vigtigheden af vor Frelser, da han erklærede: »Vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus, og vi skriver i overensstemmelse med vore profetier, for at vore børn kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder.«¹³ Vi må gøre Kristus til det centrale i vores liv til alle tider og på alle steder.

Vi bør huske, at det er hans navn, der nævnes de steder, vi tilbeder, vi bliver døbt i hans navn, og vi bliver bekræftet, ordineret, begavet og beseglet som ægtepar i hans navn. Vi deltager i nadveren og lover at påtage os hans navn og blive sande kristne. Og endelig bliver vi i nadverbønnen bedt om »altid [at] erindre ham.«¹⁴

Når vi forbereder os på påskedag i morgen, så lad os huske, at Kristus er den største. Han er den retfærdige Dommer, vores trofaste Talsmand, vores velsignede Forløser, den gode Hyrde, den lovede Messias, en sand Ven og meget, meget mere. Han er i sandhed en meget dyrebar gave til os fra Faderen.

Som disciple påhviler der os mange fordringer, bekymringer og opgaver. Dog må nogle aktiviteter altid være grundlaget for vores medlemskab af Kirken. Herren har sagt: »Vær derfor trofast; stå i det embede, som jeg har tildelt dig; bistå de svage, opløft de nedhængende hænder, og styrk de matte knæ.«¹⁵

Det er Kirken i aktion. Det er ren gudsdyrkelse! Det er evangeliet i dets sande betydning, at vi bistår, løfter og styrker dem med åndelige og timelige behov! At gøre det kræver, at vi besøger og støtter dem,¹⁶ så deres vidnesbyrd om og tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus og hans forsoning bliver forankret i deres hjerte.

Må Herren hjælpe og velsigne os til at påskønne vores mange dyrebare gaver fra Gud, herunder vores medlemskab af hans genoprettede kirke. Jeg beder om, at vi må være fyldt af kærlighed til vor himmelske Faders børn og være i stand til at se deres behov og være villige til at besvare deres spørgsmål og overvejelser om evangeliet på en klar og venlig måde, som vil øge vores forståelse for og påskønnelse af hinanden.

Jeg vidner om, at Jesus Kristus er vor Frelser. Det, vi undervises om ved denne generalkonference, kommer til os ved inspiration fra apostle og profeter, fra generalautoriteter og kvindelige ledere, som er blandt Kirkens øverste ledere. Må Herrens glæde og fred være med enhver, det er min ydmyge bøn i Herren Jesu Kristi navn. Amen.