Bered jer til at møde Gud

Ældste Quentin L. Cook

De Tolv Apostles Kvorum

Forfølgelse af vores guddommeligt anviste ansvar i retfærdighed, samdrægtighed og lighed vil forberede os på at møde Gud.

Eliza R. Snow talte om indvielsen af templet i Kirtland (som hun var med til) og sagde: »Disse indvielsesceremonier kan øves, men intet jordisk sprog kan beskrive denne mindeværdige dags himmelske tilkendegivelser. Engle viste sig for nogle, mens guddommeligt nærvær kunne føles af alle tilstedeværende, og hvert hjerte fyldtes med en ubeskrivelig, forklaret glæde.«¹

De himmelske tilkendegivelser, der fandt sted i templet i Kirtland, var helt grundlæggende for formålet med Jesu Kristi genoprettede Kirke for at tilvejebringe frelse og ophøjelse for vor himmelske Faders børn.² I vores forberedelse på at møde Gud kan vi vide, hvad vores guddommeligt anviste ansvar er ved at gennemgå de hellige nøgler, der blev gengivet i templet i Kirtland.

I indvielsesbønnen tryglede profeten Joseph Smith ydmygt Herren »om at antage dette hus, der er vore, dine tjeneres, hænders værk, og som du befalede os at bygge.«³

En uge senere, da det var påskesøndag, viste Herren sig i et storslået syn og antog sit tempel. Dette fandt sted den 3. april 1836, næsten lige præcis for 182 år siden denne påskedag. Dette faldt også sammen med den jødiske påske – en af de sjældne gange, hvor den kristne og jødiske påske falder på samme tid. Da synet blev lukket, viste tre fordums profeter, Moses, Elias og profeten Elias, sig og overdrog nøglerne til det, der var afgørende for at opfylde Herrens formål med at genoprette sin kirke i denne uddeling. Det formål er ganske enkelt, men elegant blevet defineret som indsamlingen af Israel, beseglingen af dem som familier og forberedelse af verden til Herrens andet komme.⁴

At både profeten Elias og Moses viste sig, havde en »slående lighed med den jødiske overlevering om, at Moses og profeten Elias vil ankomme sammen ›ved tidens ende‹«⁵ I vores lære fuldførte denne tilsynekomst den grundlæggende gengivelse af visse nøgler, der blev »givet for de sidste dage og for sidste gang, hvori tidernes fyldes uddeling findes.«⁶

Templet i Kirtland var både af placering og størrelse relativt lidet kendt. Men når det gælder dets enorme betydning for menneskeheden, satte det et evigt aftryk. Fordums profeter gengav præstedømmets nøgler til evigt frelsende ordinancer i Jesu Kristi evangelium. Dette resulterede i overvældende glæde for de trofaste medlemmer.

Disse nøgler giver »kraft fra det høje«⁷ til varetagelse af det guddommeligt anviste ansvar, der udgør det primære formål med Kirken.⁸ På denne skønne påskedag i templet i Kirtland blev der gengivet tre nøgler.

Først viste Moses sig og overdrog nøglerne til Israels indsamling fra jordens fire dele, hvilket er missionering.⁹

For det andet viste Elias sig og overdrog nøglerne til Abrahams evangeliums uddeling, hvilket omfatter genoprettelsen af Abrahams pagt.¹⁰ Præsident Russell M. Nelson har undervist om formålet med nøgler i forbindelse med at forberede medlemmerne på Guds rige. Han sagde: »Vi ved, hvem vi er, og [vi ved] hvad Gud forventer af os.«¹¹

Det tredje var, at profeten Elias viste sig og overdrog nøglerne til beseglingsmagten i denne uddeling, som er slægtshistorie og tempelordinancer, der muliggør forløsning af de levende og døde.¹²

Der er under ledelse af Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum tre udøvende råd ved Kirkens hovedsæde, der har tilsyn med disse guddommeligt anviste ansvar, der er baseret på de nøgler, der blev gengivet i templet i Kirtland. Det drejer sig om Det udøvende råd for missionering, Det udøvende råd for præstedømme og familie og Det udøvende råd for tempeltjeneste og slægtshistorie.

Hvor står vi i dag med hensyn til at opfylde disse guddommeligt anviste ansvar?

For det første med hensyn til Moses’ overdragelse af nøgler til Israels indsamling er der i dag næsten 70.000 missionærer spredt over hele jorden, som forkynder Herrens evangelium for at indsamle Herrens udvalgte. Dette er begyndelsen på opfyldelsen af det store og forunderlige værk, som Nefi forudså blandt ikke-jøder og Israels hus. Nefi så vores tid, hvor Guds hellige ville være overalt på jordens overflade, omend antallet af dem ville være småt på grund af ugudelighed. Han forudså dog også, at de ville blive »udrustet med retfærdighed og med Guds kraft i stor herlighed.«¹³ Når man ser på den genoprettede kirkes korte historie, har missioneringsindsatsen været påfaldende. Vi ser opfyldelsen af Nefis syn. Selvom vi ikke fylder meget i antal, vil vi fortsætte vores indsats for at nå ud til dem, som vil tage imod Frelserens budskab.

For det andet viste Elias sig og overdrog Abrahams evangeliums uddeling og erklærede, at i os og vores efterkommere skulle alle slægter efter os blive velsignet. Ved denne konference er der blevet præsenteret en vigtig vejledning til at bistå i fuldkommengørelsen af de hellige og forberede dem på Guds rige.¹⁴ Bekendtgørelsen ved præstedømmets møde om ældsternes og højpræsternes kvorummer vil frigøre præstedømmekraft og -myndighed. Hjemme- og besøgsundervisning, nu »omsorg«, som der så elegant blev undervist om ved dette møde, vil forberede sidste dages hellige på at møde Gud.

For det tredje overdrog profeten Elias beseglingsnøglerne til denne uddeling. For de af os, der lever nu, er stigningen i tempeltjeneste og slægtsforskning fænomenal. Dette tempo vil fortsætte og øges frem til Frelserens andet komme, for ikke at hele jorden skal »blive lagt fuldstændig øde ved hans komme.«¹⁵

Slægtsforskning, som er blevet velsignet med ny teknologi, har oplevet en gevaldig stigning de sidste par år. Det vil være uklogt af os at være selvtilfreds i forbindelse med dette guddommeligt udpegede ansvar og forvente, at tante Anne eller en anden engageret slægtning vil tage sig af det. Lad mig gengive præsident Joseph Fielding Smiths skarpe kommentarer: »Ingen er undtaget fra denne forpligtelse. Den kræves af apostlen såvel som af den mest beskedne ældste [eller søster]. Stilling eller anseelse eller lang tjeneste i Kirken … vil ikke give nogen ret til at tilsidesætte frelsen for sin afdøde slægt.«¹⁶

Vi har nu templer rundt om i verden og ressourcerne i Kirkens hjælpefond for tempelbesøgende til dem, der har brug for hjælp til at komme til templet.

Vi står os vel ved at evaluere vores indsats indenfor missionering, udføre tempeltjeneste og slægtsforskning og forberedelser på at møde Gud.

Retfærdighed, samdrægtighed og lighed for Gud understøtter disse hellige ansvar

Med hensyn til retfærdighed er dette liv den tid, vi alle har fået til rådighed for at forberede os til at møde Gud.¹⁷ Mormons Bog rummer utallige eksempler på de tragiske konsekvenser af, at enkeltpersoner og grupper fejler i at holde Guds bud.¹⁸

I min levetid har verdslige emner og bekymringer flyttet sig fra den ene ekstrem til den anden – fra frivolitet og trivielle sysler til alvorlig umoralitet. Det er prisværdigt, at en del påtvunget umoralitet er kommet frem i lyset, og der er blevet taget afstand fra det.¹⁹ En sådan umoral, som man ikke er nået til samtykke om, strider mod Guds og samfundets love. De, der forstår Guds plan, bør også modsætte sig umoralitet, som der er samtykke omkring, fordi det er også en synd. Familieproklamation til verden advarer om, at »personer, som bryder deres [pagt om kyskhed], som misbruger deres ægtefælle eller deres børn [eller enhver anden for den sags skyld] … en dag skal stå til ansvar over for Gud.«²⁰

Når vi ser os omkring, ser vi de ødelæggende følger af ugudelighed og afhængighed alle vegne. Hvis vi, som enkeltpersoner, virkelig bekymrer os for vor Frelsers endelige dom over os, bør vi stræbe efter at omvende os. Jeg er bange for, at mange mennesker ikke længere føler, at de skal stå til ansvar over for Gud og derfor ikke vender sig til skrifterne eller profeterne efter vejledning. Hvis vi som samfund kunne fatte følgerne af synd, ville der være en massiv folkelig modstand mod pornografi og objektgørelsen af kvinder.²¹ Som Alma i Mormons Bog sagde til sin søn Corianton: »Ugudelighed har aldrig været lykke.«²²

Med hensyn til samdrægtighed erklærede Frelseren: »Hvis I ikke er ét, er I ikke mine.«²³ Vi ved, at stridens ånd er af det onde.²⁴

I vore dage bliver påbuddet i skrifterne om samdrægtighed også ignoreret i stor stil, og for mange mennesker ligger vægten på stammekultur,²⁵ der ofte er baseret på status, køn, race og velstand. I mange lande, om ikke de fleste, er folk meget delte om, hvordan man skal leve. I Herrens kirke er den eneste kultur, vi holder os til og underviser om, Jesu Kristi evangeliums kultur. Den samdrægtighed, vi søger, er at være forenede om og med Frelseren og hans lære.²⁶

Når vi ser på Kirkens primære formål, er de alle baseret på lighed for Herren²⁷ og på at følge Jesu Kristi evangelium. Med hensyn til missionering er de vigtigste betingelser for at blive døbt, at man ydmyger sig for Gud og træder frem med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd.²⁸ Uddannelse, velstand, race eller nationalitet bliver end ikke taget i betragtning.

Derudover tjener missionærer ydmygt, hvor de kaldes til det. De prøver ikke at tjene ud fra verdslige standarder for status eller som forberedelse til en fremtidig karriere. De tjener af hele deres hjerte, sjæl, sind og styrke, hvor end de bliver udpeget til det. De vælger ikke selv deres missionærkammerater, og de stræber flittigt efter at udvikle kristelige egenskaber,²⁹ som er selve kernen i dannelsen i Jesus Kristus.

Skrifterne vejleder os omkring vores allervigtigste forhold. Frelserens lærte os, at den første og største befaling er at »elsk[e] Herren din Gud.« Og det andet er, »du skal elske din næste som dig selv.«³⁰

Frelseren forklarede yderligere, at alle er vores næste.³¹ Mormons Bog gør det klart, at der ikke skal være nogen form for itter, stammer eller klasser.³² Vi må være forenede og lige for Gud.

Hellige ordinancer og guddommelige ansvar bygger på den præmis. Jeg vil tro, at jeres egen erfaring i templet svarer til min. Når jeg tog fra mit arbejdsplads og den verden i San Francisco og ankom til templet i Oakland, oplevede jeg en overvældende følelse af kærlighed og fred. Meget af den kom, fordi jeg følte mig nærmere på Gud og hans hensigter. De frelsende ordinancer var mit primære fokus, men en væsentlig del af den skønne følelse udsprang af den lighed og enighed, der gennemsyrer templet. Alle er klædt i hvidt. Der er ingen tegn på velstand, rang eller uddannelsesmæssig præstation, vi er alle brødre og søstre, der er ydmyge over for Gud.

I det hellige beseglingsværelse er ordinancen for evigt ægteskab den samme for alle. Jeg elsker det faktum, at par fra selv de mest beskedne kår og par med den mest privilegerede baggrund får præcis den samme oplevelse. De bærer de samme klæder og indgår de samme pagter hen over alteret. De modtager også de samme evige præstedømmevelsignelser. Dette finder sted i et smukt tempel, der bygget for de helliges tiende og for at hellige Herren.

Opfyldelse af vores guddommeligt anviste ansvar, der er baseret på retfærdighed, samdrægtighed og lighed for Herren, giver personlig lykke og fred i denne verden og forbereder os til evigt liv i den tilkommende.³³ Det forbereder os på at møde Gud.³⁴

Vi beder for, at hver eneste af jer, uanset hvad jeres nuværende situation er, vil rådføre jer med jeres biskop og blive værdig til en tempelanbefaling.³⁵

Vi er taknemmelige for, at mange flere medlemmer forbereder sig til at tage i templet. Der har været en markant stigning i antallet af voksne med en gyldig tempelanbefaling i mange år. Tempelanbefalinger med begrænset anvendelse til de unge er steget drastisk i løbet af de seneste to år. Det er tydeligt, at den trofaste kerne af medlemmer aldrig har været stærkere.

Som afslutning vil jeg forsikre jer om, at de ledende kirkeledere, som præsiderer over de guddommeligt anviste formål med Kirken, modtager himmelsk hjælp. Denne vejledning kommer fra Ånden og sommetider direkte fra Frelseren. Der modtages begge former for vejledning. Jeg er taknemmelig for at modtage sådan bistand. Men vejledning kommer efter Herrens timing, linje på linje og forskrift på forskrift,³⁶ når den »Almægtige Gud bevidst vælger at skole os.«³⁷ Vejledning til Kirken som helhed kommer kun til Herrens profeter.

Vi nyder alle det privilegium at kunne opretholde præsident Russell M. Nelson som vores profet og præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ved denne konference. Som gruppe og som individer havde De Tolv en bemærkelsesværdig åndelig oplevelse, da vi lagde vores hænder på hovedet af præsident Nelson, og med præsident Dallin H. Oaks som talerør ordinerede og indsatte ham som præsident for Kirken. Jeg bærer vidnesbyrd om, at han er blevet forudordineret og forberedt til at blive Herrens profet i vore dage igennem hele sit liv. I Jesu Kristi navn. Amen.