Slægtsforskning og tempeltjeneste: Besegling og helbredelse

Ældste Dale G. Renlund

De Tolv Apostles Kvorum

Når vi indsamler vores families historie og tager til templet på vegne af vores forfædre, gengiver Gud mange af de lovede velsignelser på begge sider af sløret.

Familiebånd kan være nogle af de mest belønnende, men udfordrende forhold, vi har. Mange af os har oplevet et brud af en eller anden slags i vores familie. Sådan et brud forekom mellem to af genoprettelsens helte i Jesu Kristi kirke i de sidste dage. Parley og Orson Pratt var brødre, nogle af de første medlemmer og ordinerede apostle. De mødte begge en trosprøve, men kom ud på den anden side med et urokkeligt vidnesbyrd. Begge ofrede og gav meget til sandhedens sag.

Under tiden i Nauvoo blev deres forhold anspændt og kulminerede med en ophedet offentlig konfrontation i 1846. Det udviklede sig til en dyb og langvarig splittelse. Parley skrev til at begynde med til Orson for at løse uenigheden, men Orson svarede ikke. Parley gav op og følte, at korrespondancen var forbi for evigt, medmindre Orson gjorde noget.¹

Adskillige år senere i marts 1853 hørte Orson om et projekt med udgivelsen af en bog om William Pratts efterkommere, brødrenes første amerikanske forfader. Orson begyndte at græde »som et lille barn«, da han så denne skat med familiens historie. Hans hjerte blev blødgjort, og han besluttede sig for at reparere sit forhold til sin bror.

Orson skrev til Parley: »Nu, min kære bror, findes der jo ingen blandt vores forfader løjtnant William Pratts mange efterkommere, der har så meget lyst til at finde hans efterkommere som os to.« Orson var en af de første til at forstå, at sidste dages hellige har en forpligtelse til at forske i og samle familiens historie, så vi kan udføre stedfortrædende ordinancer for vores forfædre. Hans brev fortsatte: »Vi ved, at vores fædres Gud har haft en finger med i spillet … Jeg vil trygle om tilgivelse for at være så modvillig med at skrive til dig … Jeg håber, at du vil tilgive mig.«² På trods af deres urokkelige vidnesbyrd var deres kærlighed til deres forfædre katalysatoren til at hele deres forhold, lindre smerten og søge og give tilgivelse.³

Når Gud leder os til at gøre noget, har han ofte mere end én hensigt med det. Slægtshistorie og tempeltjeneste er ikke kun for de afdøde, men velsigner også de levende. For Orson og Parley betød det, at de vendte deres hjerte til hinanden. Slægtshistorie og tempeltjeneste gav den fornødne kraft til at hele.

Som kirkemedlemmer har vi et guddommeligt fastsat ansvar for at finde vores forfædre og samle vores families historie. Det er langt mere end en opmuntrende hobby, fordi de frelsende ordinancer er nødvendige for alle Guds børn.⁴ Vi skal identificere vores egne forfædre, som døde uden at modtage de frelsende ordinancer. Vi kan udføre ordinancerne stedfortrædende i templet, og vores forfædre kan vælge at acceptere ordinancerne.⁵ Vi bliver også opfordret til at hjælpe menighedens og stavens medlemmer med deres slægtsnavne. Det er superfantastisk, at vi gennem slægtshistorie og tempeltjeneste kan være med til at forløse de døde.

Men når vi deltager i slægtshistorie og tempeltjeneste i dag, kan vi også få de »helbredende« velsignelser, som profeter og apostle har lovet os.⁶ Disse velsignelser er også superfantastiske på grund af deres rækkevidde, specifikke natur og konsekvenser i livet her på jorden. Den lange liste omfatter disse velsignelser:

En større forståelse af Frelseren og hans sonoffer.
En øget indflydelse af Helligånden⁷ for at føle styrke og vejledning i vores liv.
En større tro, så vores omvendelse til Frelseren bliver dyb og varig.
En større evne og motivation til at lære og omvende os⁸ på grund af en forståelse af, hvem vi er og hvor vi kommer fra, og en tydeligere vision af, hvor vi skal hen.
En mere forfinende, helliggørende og mildnende indflydelse på vores hjerte.
En øget glæde gennem en større evne til at føle Herrens kærlighed.
Nogle større velsignelser i familien, uanset hvad vores nuværende, tidligere eller fremtidige familiesituation er, eller hvor ukomplet vores slægtstræ måtte være.
En større kærlighed og påskønnelse af forfædre og levende familiemedlemmer, så vi ikke længere føler os alene.
En øget kraft til at opdage det, der skal helbredes, og derefter med Herrens hjælp tjene andre.
En større beskyttelse mod fristelser og modstanderens øgede indflydelse.
Mere hjælp til at helbrede et bekymret, knust eller ængsteligt hjerte og læge de sårede.⁹

Hvis I har bedt om at få nogen af disse velsignelser, så deltag i slægtsforskning og tempeltjeneste. Når I gør det, vil jeres bønner blive besvaret. Når ordinancerne udføres på vegne af de afdøde, bliver Guds børn på jorden helbredt. Det er intet under, at præsident Russell M. Nelson i sit første budskab som Kirkens præsident har erklæret: »Jeres tilbedelse i templet og jeres tjeneste der for jeres forfædre vil velsigne jer med øget personlig åbenbaring og fred og vil styrke jeres forpligtelse til at blive på pagtens sti.«¹⁰

En tidligere profet forudså også velsignelser for både de levende og de døde.¹¹ En himmelsk budbringer viste Ezekiel et syn med et tempel, hvor der løb vand ud af det. Ezekiel fik at vide:

»Dette vand løber ud … og ned i Araba-lavningen, og det når til [det døde hav] … så vandet bliver sundt.

Alle levende væsener, som vrimler, skal kunne leve overalt, hvor strømmene kommer … vandet [bliver] sundt, og overalt, hvor strømmen kommer, bliver der liv.«¹²

Der er to bemærkelsesværdige egenskaber ved vandet. For det første, at selvom den lille strøm ikke har noget udløb, bliver den til en kæmpe flod, bredere og dybere jo længere den strømmer. Noget lignende sker med de velsignelser, der strømmer ud fra templet, når enkeltpersoner bliver beseglet som familie. Betydningsfuld udvikling sker, når man går frem og tilbage mellem generationerne, idet beseglinger binder familien sammen.

For det andet fornyr floden alt, som den rører. Templets velsignelser har også en forbløffende evne til at helbrede. Templets velsignelser kan hele hjerter, sjæle og familier.

Lad mig illustrere det. I 1999 kollapsede en ung mand, der hed Todd, på grund af en sprængt blodåre i sin hjerne. Selvom Todd og hans familie var medlemmer af Kirken, havde deres aktivitet været sporadisk, og ingen havde fået templets velsignelser. Den sidste nat i Todds liv sad hans mor, Betty, ved hans seng og aede hans hånd og sagde: »Todd, hvis du virkelig er nødt til at tage af sted, lover jeg dig, at jeg vil sørge for, der bliver udført ordinancer for dig i templet.« Den næste morgen blev Todd erklæret for hjernedød. Kirurger transplanterede hans hjerte i min patient, en vidunderlig person, der hed Rod.

Nogle få måneder efter transplantationen fandt Rod organdonorens familie og begyndte at skrive med dem. Cirka to år senere inviterede Todds mor, Betty, Rod med, da hun tog i templet for første gang. Rod og Betty mødtes for første gang i det celestiale værelse i templet i St. George i Utah.

Noget tid efter døde Todds far, Bettys mand. Et par år senere inviterede Betty Rod til at være stedfortræder for sin afdøde søn, da han fik sine tempelordinancer. Rod gjorde det med taknemmelighed, og de stedfortrædende ordinancer kulminerede i et beseglingsværelse i templet i St. George. Betty blev beseglet til sin afdøde mand og knælede ned foran alteret over for sit barnebarn, der var stedfortræder. Med tårerne strømmende ned af kinderne vinkede hun Rod hen til alteret. Rod knælede ned ved siden af dem og var stedfortræder for hendes søn, Todd, hvis hjerte stadig bankede i hans bryst. Hans hjertedonor, Todd, blev derefter beseglet til sine forældre for al evighed. Todds mor havde holdt sit løfte til sin døende søn flere år tidligere.

Men historien slutter ikke der. 15 år efter sin hjertetransplantation blev Rod forlovet og bad mig om at besegle dem i templet i Provo i Utah. På deres bryllupsdag mødte jeg Rod og hans smukke brud, Kim, i et værelse ved siden af beseglingsværelset, hvor deres familie og nærmeste venner ventede. Efter et kort møde med Rod og Kim spurgte jeg, om de havde nogle spørgsmål.

Rod sagde. »Ja. Min donorfamilie er her, og de vil gerne møde dig.«

Jeg var uforberedt og spurgte: »Mener du, at de er her? Lige nu?

Rod svarede: »Ja.«

Jeg gik rundt om hjørnet og kaldte på familien i beseglingsværelset. Betty, hendes datter og svigersøn kom ind til os. Rod gav Betty et knus, takkede hende for at komme og introducerede mig for hende. Rod sagde: »Betty, det er ældste Renlund. Han er den læge, der har taget sig af din søns hjerte i så mange år.« Hun kom hen og krammede mig. Og i de næste minutter var der knus og glædestårer i hele lokalet.

Da vi havde samlet os, gik vi ind i beseglingsværelset, hvor Rod og Kim blev beseglet for tid og al evighed. Rod, Kim, Betty og jeg kan bære vidnesbyrd om, at himlen var meget tæt på, at der var andre sammen med os den dag, der tidligere var gået gennem sløret efter dette liv.

Gud besegler og helbreder med sine uendelige evner enkeltpersoner og familier på trods af tragedier, tab og modgang. Vi sammenligner sommetider de følelser, vi får i templet, med et glimt af himlen.¹³ Men den dag i templet i Provo genlød C.S. Lewis’ udtalelse i mit hoved: »Mennesker siger om visse timelige lidelser: ›Ingen fremtidig lykke kan gøre det godt igen,‹ men de ved ikke, at når himlen først nås, vil den arbejde baglæns og vende selv smerte til herlighed … De velsignede vil sige: ›Vi har aldrig levet andre steder end i himlen.‹«¹⁴

Gud vil styrke, hjælpe og opløfte os,¹⁵ og han vil løfte os fra den dybeste grund.¹⁶ Når vi indsamler vores families historie og tager til templet på vegne af vores forfædre, gengiver Gud mange af de lovede velsignelser på samme tid på begge sider af sløret. Vi bliver på lignende måde velsignet, når vi hjælper andre i vores menighed og stav med at gøre det samme. Medlemmer, der ikke bor tæt på templet, modtager også disse velsignelser ved at udføre slægtsforskning og indsamle navnene på deres forfædre, så tempelordinancerne kan blive udført.

Men præsident Russell M. Nelson har advaret os: »Vi kan blive inspireret dagen lang af oplevelser med tempeltjeneste og slægtsforskning, andre har haft. Men vi må rent faktisk gøre noget for selv at opleve den glæde.« Han fortsatte: »Jeg opfordrer jer til bønsomt at overveje, hvilket offer – og helst et offer af tid – I kan yde for at udføre mere slægtshistorie og tempeltjeneste.«¹⁷ Når I tager imod præsident Nelsons udfordring, vil I finde, indsamle og knytte jeres familie sammen. Og velsignelser vil tilflyde jer og jeres familie ligesom den strøm, Ezekiel talte om. I vil opleve heling af det, som har brug for helbredelse.

Orson og Parley Pratt oplevede den helbredelse og beseglende effekt ved slægtsforskning og tempeltjeneste i denne uddeling. Betty, hendes familie og Rod oplevede det. Det kan I også. Gennem Jesu Kristi sonoffer gav han os alle disse velsignelser, både døde og levende. På grund af disse velsignelser kan vi metaforisk opdage, at vi »aldrig har levet andre steder end i himlen.«¹⁸ Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.