Ældste Mathias Held
Generalautoritet og halvfjerdser
Ældste Mathias Held og hans hustru, Irene, kunne meget passende blive kaldt for personliggørelsen af en global kirke. De er begge colombianere med tyske forfædre. Arbejde og uddannelse har ført dem fra deres sydamerikanske hjemland til Canada, Tyskland, Guatemala, Brasilien og til sidst tilbage til Colombia. I alle lande har de fundet sig til rette med et nyt sprog og en ny kultur.
»Men Kirken var præcis den samme, uanset hvor vi var,« sagde ældste Held, der blev opretholdt som generalautoritet og halvfjerdser den 31. marts 2018.
Den åndelige »ensartethed« forankrede parret, mens de opdrog deres tre børn og voksede i evangeliet.
Ældste og søster Held var klassekammerater på en tysktalende skole i deres fødeby Bogotá i Colombia. De blev beseglet den 13. juni 1989 i templet i Frankfurt i Tyskland, efter at Mathias var blevet uddannet til maskiningeniør i Bogotá, og efter at han fik en kandidatgrad i erhvervsøkonomi i Canada.
Muligheder for arbejde førte senere det unge par til Hannover i Tyskland, hvor søster Held modtog et stærkt åndeligt indtryk om, at deres liv var ved at blive ændret.
»Jeg sagde til Mathias, at jeg havde en fornemmelse af, at vi ville få et budskab fra himlen,« sagde hun. Det himmelske budskab kom en regnfuld eftermiddag i 1987 med et bank på fordøren. Udenfor stod der nogle mormonmissionærer, der talte tysk med amerikansk accent.
I de næste 10 måneder studerede familien Held sammen med missionærerne og fik venner i den lokale sdh-menighed. Efter mange bønner fik de en åndelig bekræftelse på evangeliets sandhed, og de blev døbt i 1988.
Ældste Held arbejdede mere end 25 år for bilfabrikanten Daimler-Benz, hvor hans arbejde som leder førte ham rundt omkring i verden. Ældste og søster Held har stolet på Herren ved hvert stop.
»Det betyder ikke noget, hvilke prøvelser man gennemgår,« sagde han. »Hvis man kommunikerer med himlen, så skal det nok gå.«
Ældste Held blev født den 5. juni 1960 som søn af Michael og Elisabeth Held, og han har tjent som rådgiver i et stavspræsidentskab, rådgiver i et biskopråd og som områdehalvfjerdser i det nordvestlige Sydamerika.