Fokus på omsorg
Hjemme- og besøgsundervisning bliver pensioneret, bekendtgjorde præsident Russell M. Nelson under mødet søndag eftermiddag ved generalkonferencen. »Omsorg«, en »nyere og mere hellig tilgang« til en kristuslignende måde at tage sig af andre på, sørger for en koordineret indsats for at imødekomme medlemmers åndelige og timelige behov.
Søster Jean B. Bingham, Hjælpeforeningens hovedpræsident, og ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum talte også om, hvordan denne nye tilgang koncentrerer sig mere om Det Melkisedekske Præstedømmes kvorummers og Hjælpeforeningens bestræbelse på at vise omsorg, som Frelseren gjorde (se s. 101 og 104).
Laurbær- og rosenpiger kan nu virke som omsorgsgivende søstre sammen med hjælpeforeningssøstre. I et interview en gang i kvartalet vil omsorgsgivende brødre og søstre tale sammen med ledere om behov hos dem, de har fået tildelt. Det antal interview, lederne har i løbet af et kvartal, bliver den eneste formelle rapport. Besøg er vigtige, når det er muligt, men omsorg har ikke en foreskreven måde at holde sig i månedlig kontakt på.
»De unge kan bruge deres enestående gaver og vokse åndeligt, mens de tjener ved de voksnes side i arbejdet med frelse,« sagde søster Bingham. Når de unge inddrages, øges også antallet af medlemmer, der tager sig af hinanden, og det hjælper de unge til »bedre at kunne forberede sig til at opfylde deres rolle som ledere i Kirken og i lokalsamfundet og til at være bidragende partnere i deres familie.«
»Vi i Kirkens hovedsæde behøver ikke at vide, hvordan eller hvor eller hvornår I har haft kontakt med jeres medlemmer,« sagde ældste Holland, »vi bekymrer os blot om, at I har kontakt, og at I velsigner dem på enhver måde, I kan.«
I overensstemmelse med et brev fra Det Første Præsidentskab kan tilpasningerne af omsorgsindsatsen tage nogen tid, men bør falde på plads så hurtigt som muligt. Ministering.lds.org kommer med yderligere detaljer, herunder svar på ofte stillede spørgsmål. Instruktionsvideoer og andre ressourcer tilføjes denne hjemmeside i løbet af de kommende uger.
Fra og med juni indeholder Liahona et månedligt indlæg, der hedder »Principper for omsorg« for at hjælpe medlemmer til at se, hvordan de kan være mere kristuslignende, når de tjener hinanden.