Den, der holder ud til enden, skal frelses

Ældste Claudio D. Zivic

De Halvfjerds

Lad os være trofaste mod det, vi har troet på og ved.

Kære søskende, jeg påskønner meget muligheden for at give udtryk for nogle af mine følelser.

For adskillige år siden deltog min hustru og jeg ved åbningsceremonien for den interaktive udstilling for børn i Kirkens historiske museum i Salt Lake City. Ved slutningen af ceremonien kom præsident Thomas S. Monson gående hen imod os, og da han tog vores hånd, sagde han: »Hold ud, så skal I sejre«, en storslået lærdom og en sandhed, som vi alle selvfølgelig kan bekræfte.

Jesus Kristus forsikrede os om, at »den, der holder ud til enden, skal frelses.«¹

At holde ud til enden betyder, »at man holder fast ved sin beslutning om at ville være trofast mod Guds befalinger på trods af fristelser, modgang og vanskeligheder.«²

Selv de, der har haft stærke åndelige oplevelser og har tjent trofast, kan en dag fare vild eller henfalde til inaktivitet, hvis de ikke holder ud til enden. Må vi altid og eftertrykkeligt huske på denne sætning i vores sind og hjerte: »Det skal ikke ske for mig.«

Da Jesus Kristus underviste i Kapernaum, »var der mange af hans disciple, der forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham.

Jesus spurgte da de tolv: ›Vil I også gå jeres vej?‹«³

Jeg tror, at Jesus Kristus i dag spørger alle os, der har indgået hellige pagter med ham: »Vil I også gå jeres vej?«

Jeg beder om, at vi alle efter en grundig overvejelse af, hvad evighederne har i vente for os, kan svare, som Simon Peter gjorde: »Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord.«⁴

Lad os være trofaste mod det, vi har troet på og ved. Hvis vi ikke har levet i overensstemmelse med vores kundskab, så lad os ændre det. Syndere, der holder fast i deres synder og ikke omvender sig, synker dybere og dybere ned i snavset, indtil Satan selv gør krav på dem og bringer deres mulighed for at omvende sig, for at blive tilgivet og for at blive velsignet med alle evighedens velsignelser i fare.

Jeg har hørt mange retfærdiggørelser fra dem, der er stoppet med at deltage aktivt i Kirken og har mistet den rette vision for formålet med vores rejse på denne jord. Jeg formaner dem til at tænke sig om og vende tilbage, for jeg tror ikke, nogen vil være i stand til at komme med undskyldninger over for vor Herre, Jesus Kristus.

Da vi blev døbt, indgik vi pagter, ikke med noget menneske, men med Frelseren, idet vi indvilligede i at »påtage [os] Jesu Kristi navn, idet [vi] er fast besluttede på at tjene ham til enden.«⁵

Deltagelse ved nadvermøderne er en af de vigtigste måder, hvorpå vi kan måle vores faste beslutning om at tjene ham, vores åndelige styrke og hvor meget vores tro på Jesus Kristus vokser.

At nyde nadveren er det vigtigste, vi gør på sabbatsdagen. Herren forklarede sine apostle denne ordinance, lige før han døde. Han gjorde det samme på det amerikanske kontinent. Han fortæller os, at hvis vi deltager i denne ordinance, vil det være et vidnesbyrd for Faderen om, at vi altid erindrer ham, og han lover, at vi i overensstemmelse dermed vil have hans Ånd til at være hos os.⁶

I Alma den Yngres belæringer til hans søn Shiblon finder vi vise råd og advarsler, der hjælper os til at blive ved at være trofaste mod vores pagter:

»Se til, at du ikke bliver indbildsk i stolthed; ja, se til, at du ikke praler af din egen visdom, ej heller af din megen styrke.

Vær frimodig, men ikke anmassende; og se også til, at du tøjler alle dine lidenskaber, så du kan være fyldt af kærlighed; se til, at du afholder dig fra dovenskab.«⁷

For adskillige år siden, mens jeg var på ferie, ville jeg gerne prøve at sejle i kajak for første gang. Jeg lejede en kajak, og fuld af begejstring satte jeg den i søen.

Efter få minutter fik en bølge kajakken til at kæntre. Med meget besvær, hvor jeg holdt pagajen i den ene hånd og kajakken i den anden, fik jeg igen fodfæste.

Jeg prøvede igen at padle i min kajak, men blot et par minutter senere tippede kajakken igen rundt. Jeg blev stædigt ved med at prøve, til ingen nytte, indtil en, der forstod sig på at sejle i kajak, fortalte mig, at der måtte være en revne i skallen, og at kajakken måtte være blevet fyldt med vand, hvilket gjorde den ustabil og umulig at styre. Jeg trak kajakken op på land, fjernede proppen, og ganske rigtigt kom der en stor mængde vand ud.

Jeg tror, at vi til tider går gennem livet med synder, der ligesom lækken i min kajak hæmmer vores åndelige fremgang.

Hvis vi fremturer i vores synder, glemmer vi de pagter, vi har indgået med Herren, på trods af at vi bliver ved med at kæntre på grund af den ubalance, disse synder forårsager.

Ligesom med revnerne i min kajak bliver vi nødt til at tage os af revnerne i vores liv. Nogle synder kræver større indsats end andre at omvende sig fra.

Vi bør derfor spørge os selv: Hvor er vi med hensyn til vores holdning over for Frelseren og hans værk? Er vi i samme situation som Peter, da han fornægtede Jesus Kristus? Eller er vi nået frem til det punkt, hvor vi har den indstilling og faste beslutning, han havde efter det store hverv, han fik af Frelseren?⁸

Vi er nødt til at stræbe efter at adlyde alle buddene og nøje lægge mærke til dem, der er vanskeligst for os at holde. Herren vil være ved vores side og hjælpe os, når vi har brug for det og er svage, og dersom vi viser et oprigtigt ønske og handler derefter, vil han gøre »det svage stærkt«.⁹

Lydighed vil give os styrken til at overvinde synd. Vi må også forstå, at vores tros prøve kræver, at vi adlyder, ofte uden at kende resultatet.

Jeg foreslår en opskrift, der vil hjælpe os til at holde ud til enden:

Bed dagligt og læs i skrifterne.
Nyd nadveren ugentligt med et sønderknust hjerte og en angergiven ånd.
Betal vores tiende og månedlige fasteoffer.
Forny vores tempelanbefaling hvert andet år, hvert år for de unge.
Tjen i Herrens værk hele livet igennem.

Må evangeliets storslåede sandheder stabilisere vores sind, og må vi holde vores tilværelse fri for de revner, der kan hæmme vores trygge rejse gennem dette livs hav.

Fremgang på Herrens måde har en pris, og den eneste måde at opnå den på er at betale den pris.

Hvor er jeg taknemmelig for, at vor Frelser holdt ud til enden og fuldendte sit store sonoffer.

Han led for vores synder, smerter, depressioner, kvaler, skrøbeligheder og frygt, og sådan ved han, hvordan han kan hjælpe os, hvordan han kan inspirere os, hvordan han kan trøste os og hvordan han kan styrke os, så vi kan holde ud og opnå den krone, der er beredt til dem, der ikke bliver besejret.

Livet er forskelligt for hver eneste af os. Vi har alle en tid med prøvelser, en tid med glæde, en tid hvor der skal træffes beslutninger, en tid hvor der skal overvindes forhindringer og en tid hvor vi skal drage fordel af vores muligheder.

Uanset hvad vores situation måtte være, så bærer jeg vidnesbyrd om, at vor himmelske Fader uophørligt siger: »Jeg elsker dig. Jeg støtter dig. Jeg er med dig. Giv ikke op. Omvend dig og hold ud på den vej, jeg har vist dig. Og jeg forsikrer dig om, at vi skal se hinanden igen i vores celestiale hjem.« I Jesu Kristi navn. Amen.