Udvis omsorg som Frelseren
Jean B. Bingham
Hjælpeforeningens hovedpræsident
Må vi vise vores taknemlighed og kærlighed til Gud ved kærligt at udvise omsorg for vores evige brødre og søstre.
Hvor er det en vidunderlig velsignelse at leve i en tid med fortsat åbenbaring fra Gud! Når vi ser frem til og modtager alt det, der genoprettes,1 det, som er kommet og vil komme gennem profeterede begivenheder i vor tid, bliver vi forberedt til Frelserens andet komme.2
Og er der nogen bedre måde at forberede sig til at møde ham på end at stræbe efter at blive ligesom ham gennem kærligt at udvise omsorg for hinanden? Som Jesus sagde til sine disciple i begyndelsen af denne uddeling: »Hvis du elsker mig, skal du tjene mig«.3 Vores virke for at tjene andre er en demonstration af disciplens vej og vores taknemlighed og kærlighed til Gud og hans Søn, Jesus Kristus.
Nogle gange tænker vi, at vi skal gøre noget stort og heroisk for, at »det tæller« som at tjene vores næste. Alligevel kan enkle venlige handlinger have stor påvirkning på andre – og på os selv. Hvad gjorde Frelseren? Gennem hans himmelske gaver – forsoningen og opstandelsen – som vi fejrer på denne smukke påskedag – har ingen anden »haft så vidtrækkende indflydelse på alle, der har levet, og som kommer til at leve på jorden.«4 Men han smilede også til, talte med, gik med, lyttede til, tog sig tid til, opmuntrede, underviste, bespiste og tilgav. Han hjalp familie og venner, både naboer og fremmede, og han inviterede bekendte og sine kære til at nyde sit evangeliums rige velsignelser. Disse »enkle« omsorgsfulde og kærlige gerninger giver os en skabelon for vores omsorg i dag.
Når I har privilegiet af at repræsentere Frelseren i jeres omsorgsindsats, så spørg jer selv: »Hvordan kan jeg videregive evangeliets lys til denne person eller denne familie? Hvad inspirerer Ånden mig til at gøre?«
Man kan udvise omsorg på rigtig mange forskellige måder. Så hvordan ser det ud?
At udvise omsorg sker, når præsidentskaberne i ældsternes kvorum og Hjælpeforeningen i bøn rådfører sig omkring opgaver. Snarere end at opleve ledere, der blot uddeler papirsedler, så ser man en personlig rådgivning omkring enkeltpersoner og familier, når opgaverne gives til de omsorgsgivende brødre og søstre. Det minder om at gå en tur, komme sammen til en spilleaften, tilbyde en tjeneste eller tilmed tjene sammen. Det minder om et personligt besøg hos nogen eller tale i telefon eller chatte online eller sende sms’er. Det minder om et fødselsdagskort eller at heppe ved en fodboldkamp. Det minder om at videregive et skriftsted eller et citat fra en konferencetale, der vil være meningsfuld for den person. Det minder om at drøfte et evangelisk spørgsmål eller at bære sit vidnesbyrd for at videregive klarhed og fred. Det minder om at blive en del af en andens liv og holde af ham eller hende. Det minder også om et omsorgsinterview, hvor behov og stærke sider bliver drøftet hensynsfuldt. Det minder om et menighedsråd, der organiserer sig og reagerer på et større behov.
Den slags omsorg styrkede en søster, som flyttede langt hjemmefra, da hendes mand påbegyndte en videregående uddannelse. Uden telefonforbindelse og med et lille spædbarn følte hun sig desorienteret det nye sted, helt fortabt og alene. En hjælpeforeningssøster kom uanmeldt til hendes dør med et par små sko til spædbarnet, placerede de to i sin bil og kørte af sted for at finde et supermarked. Den taknemlige søster fortalte: »Hun var min livline!«
Sand omsorg illustreres af en ældre søster i Afrika, som fik til opgave at finde en søster, som i lang tid ikke havde overværet Kirkens møder. Da hun kom til søsterens hjem, fandt hun ud af, at kvinden var blevet slået ned og frastjålet alt. Hun havde meget lidt at spise og ejede ikke noget tøj, som hun følte var passende til søndagens kirkemøder. Kvinden, der havde fået til opgave at udvise omsorg for hende, kom med et lyttende øre, afgrøder fra sin have, skrifterne til at læse fra og venskab. Den »savnede« søster kom snart tilbage til Kirken og har nu en kaldelse, fordi hun ved, at hun er elsket og værdsat.
At kombinere en sådan hjælpeforeningsindsats med det nyligt rekonstruerede ældsternes kvorum vil frembringe en samhørighed, der kan føre til forbløffende resultater. At udvise omsorg bliver en koordineret indsats for at opfylde præstedømmets pligt til at »besøge hvert medlems hjem« og »altid at våge over kirken og at være hos dem og styrke dem«,5 samt at opnå Hjælpeforeningens formål om at hjælpe hinanden med at forberede sig på det evige livs velsignelser.6 Når præsidentskaberne for ældsternes kvorum og Hjælpeforeningen arbejder sammen under ledelse af biskoppen, kan de blive inspireret, når de søger efter den bedste måde at våge over og udvise omsorg over for hver enkelt og for familierne.
Lad mig give jer et eksempel. En mor fik konstateret kræft. Snart begyndte hun behandlingen, og straks gik Hjælpeforeningen i gang. De planlagde, hvordan man bedst hjalp med måltider, transport til lægeaftaler og anden støtte. De besøgte hende regelmæssigt og kom med opmuntrende selskab. Samtidig sprang kvorummet i Det Melkisedekske Præstedømme til. De bidrog med arbejdskraft ved at tilføje et nyt soveværelse og badeværelse for at gøre det lettere at tage sig af den syge søster. De unge mænd gav en hånd og lagde deres ryg til ved at deltage i denne væsentlige indsats. Og de unge piger blev involveret: De arrangerede med glæde trofast at lufte hunden hver dag. Som tiden gik, fortsatte menigheden deres virke, som de tilføjede og tilpassede, hvor det var nødvendigt. Det var helt klart et kærlighedsværk, hvert eneste medlem gav samdrægtigt af sig selv og viste på personlige måder omsorg, der ikke blot velsignede den lidende søster, men hele familien.
Efter en tapper indsats måtte søsteren dog til sidst give op over for kræften, og hun blev stedt til hvile. Drog menigheden nu et lettet suk og betragtede indsatsen som godt klaret og veloverstået? Nej, de unge piger blev ved med at lufte hunden hver dag, præstedømmekvorummerne blev ved med at tage sig af faderen og hans familie, og søstrene i Hjælpeforeningen blev ved med i kærlighed at række ud for at finde stærke sider og behov. Brødre og søstre, det er omsorg – det er at elske som Frelseren!
En anden velsignelse ved disse inspirerede bekendtgørelser er muligheden unge piger i alderen 14-18 år får for at deltage i omsorgsindsatsen som partnere med hjælpeforeningssøstre, ligesom de unge mænd på deres alder tjener som partnere til brødrene i Det Melkisedekske Præstedømme. De unge kan bruge deres enestående gaver og vokse åndeligt, mens de tjener ved de voksnes side i arbejdet med frelse. At involvere de unge i omsorgsopgaver kan også øge rækkevidden af Hjælpeforeningens og ældsternes kvorums omsorg for andre ved at øge antallet af personer, som deltager.
Når jeg tænker på de vidunderlige unge piger, som jeg har kendt, bliver jeg begejstret på vegne af de hjælpeforeningssøstre, som vil opleve privilegiet af at blive velsignet af en ung piges entusiasme, talent og åndelige opmærksomhed, når de tjener side om side eller bliver vist omsorg af dem. Og jeg er lige så begejstret for den chance, som unge piger vil opleve ved at have mentorer og blive undervist og styrket af deres søstre i Hjælpeforeningen. Denne mulighed for at deltage i opbygningen af Guds rige vil være til umådelig gavn for de unge piger og hjælpe dem til bedre at kunne forberede sig til at opfylde deres rolle som ledere i Kirken og i lokalsamfundet og til at være bidragende partnere i deres familie. Som søster Bonnie L. Oscarson sagde i går om de unge piger, at de »ønsker at være til nytte. De har brug for at vide, at de er værdsatte og afgørende i arbejdet med frelse.«7
Rent faktisk udviser unge piger allerede omsorg for hinanden, uden at have en opgave og uden fanfarer. En familie, jeg kendte, flyttede mange hundrede kilometer til et nyt sted, hvor de ikke kendte nogen. I løbet af den første uge stod en 14-årig pige fra deres nye menighed på deres dørtrin med en tallerkenfuld småkager og bød dem velkommen til området. Hendes mor stod bag hende som en villig chauffør og støttede sin datters ønske om at udvise omsorg.
En anden mor blev bekymret en dag, hvor hendes 16-årige datter ikke kom hjem til den sædvanlige tid. Da pigen endelig kom hjem, udspurgte hendes mor hende noget frustreret om, hvor hun havde været? Den 16-årige svarede næsten flovt, at hun havde givet en blomst til en enke, som boede i nærheden. Hun havde bemærket, at den ældre søster virkede ensom, og hun havde følt sig tilskyndet til at besøge hende. Med sin mors fulde støtte fortsatte den unge pige med at besøge den ældre kvinde. De blev gode venner, og deres nære forhold fortsatte i årevis.
Alle disse unge piger og mange flere som dem bemærker en andens behov og gør noget for at hjælpe. Unge piger har et naturligt ønske om at udvise omsorg og hjælpe til, og de kan blive styrket ved at tjene i partnerskab med en voksen søster.
Uanset vores alder spørger vi, når vi overvejer, hvordan vi kan tjene bedst: »Hvad har hun (eller han) behov for?« Når vi sammenkobler det spørgsmål med et ønske om at tjene, bliver vi ledt af Ånden til at gøre det, der opløfter og styrker den person. Jeg har hørt utallige beretninger om brødre og søstre, som er blevet velsignet af en enkel inkluderende gestus og et velkommen i kirken, en betænksom e-mail eller sms-besked, en personlig kontakt på et vanskeligt tidspunkt, en invitation til at deltage i en gruppeaktivitet eller et tilbud om hjælp i en udfordrende situation. Enlige forældre, nyomvendte, mindre aktive medlemmer, enker og enkemænd eller unge, der kæmper, har måske brug for lidt ekstra opmærksomhed og prioriteret hjælp fra omsorgsgivende brødre og søstre. Koordinering mellem præsidentskaber i ældsternes kvorum og Hjælpeforeningen giver mulighed for at give de præcist rigtige opgaver.
Når alt er sagt og gjort, vises sand omsorg en for en med kærlighed som motivationen. Værdien, fortjenesten og vidunderet ved oprigtig omsorg er, at den virkelig forandrer andres liv! Når vores hjerte er åbent og villigt til at vise kærlighed og inkludere, opmuntre og trøste, vil kraften i vores omsorg være uimodståelig. Med kærlighed som motivation vil mirakler ske, og vi vil finde ud af at bringe vores »savnede« søstre og brødre hen til Jesu Kristi evangeliums altomfattende favntag.
Frelseren er vores eksempel i alt – ikke blot på, hvad vi bør gøre, men hvorfor vi bør gøre det.8 »Hans liv på jorden var [en] invitation til os – til at hæve vores blik lidt højere, til at glemme vores egne problemer og [til] at række ud til andre.«9 Når vi tager imod muligheden for helhjertet at udvise omsorg for vores søstre og brødre, bliver vi velsignet til at blive mere åndeligt forædlet, mere i harmoni med Guds vilje og mere i stand til at forstå hans plan om at hjælpe hver enkelt med at komme tilbage til ham. Vi vil lettere genkende hans velsignelser og være ivrige efter at viderebringe disse velsignelser til andre. Vores hjerter vil enstemmigt synge:
Frelser, lær mig nu at elske
sådan som du elsker mig.
Kun hos dig jeg finder styrke,
lad mig altid tjene dig.
Frelser, lær mig hjælpe andre og
følge i dit spor.10
Må vi vise vores taknemlighed og kærlighed til Gud ved i kærlighed at udvise omsorg over for vores evige søstre og brødre.11 Resultatet vil være en følelsesmæssig samhørighed, som folket i det fordums Amerika nød i 100 år efter, at Frelseren viste sig i deres land.
»Og det skete, at der ikke var nogen strid … på grund af Guds kærlighed, som boede i folkets hjerte …
der var ingen misundelse eller stridigheder … og visselig kunne der ikke findes noget lykkeligere folk blandt alle de folk, der var blevet skabt ved Guds hånd.«12
Jeg bærer med glæde mit personlige vidnesbyrd om, at disse åbenbarede forandringer er inspireret af Gud, og at vi, når vi favner dem med et villigt hjerte, vil blive bedre beredt til at møde hans Søn, Jesus Kristus, når han kommer. Vi vil være tættere på at blive et Zion-folk og vil føle en uforlignelig glæde sammen med dem, vi har hjulpet langs disciplens vej. At vi gør dette er min inderlige og ydmyge bøn i Jesu Kristi navn. Amen.