Budskab fra områdets ledelse
Føl og følg Ånden – Lær hvad vi føler
Det var som missionær, jeg først med sikkerhed lærte, hvordan det var at føle Helligånden. Det er ikke, fordi jeg ikke havde følt Ånden tidligere, jeg vidste bare ikke rigtigt, at jeg følte den. Selv før jeg blev medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, kan jeg huske følelser fra Helligånden komme til mig. Ånden forsøgte at påvirke mig gennem følelser, der lod til at være relateret til andre kendte vejledere som min samvittighed. Selvom de føltes ens, kunne jeg fornemme, at følelser fra Ånden ikke var min samvittighed, men ligesom med min samvittighed kunne følelser fra Ånden være meget diskrete og let overvældet af konkurrence.
Med alt, jeg ikke vidste om Åndens følelser dengang, havde jeg lært at begynde at stole på de følelser, når de kom. Jeg husker, at de følelser hjalp mig til at tage beslutningen om at blive medlem af Kirken og støttede mig med energi til at tjene andre, opmuntring til at omvende mig og med glæde, når jeg lærte sandhed og genkendte godhed i livet. Disse følelser forsikrede mig om, at Jesu Kristi evangelium gjorde mig lykkelig på en meget vigtig måde, og jeg ønskede, at det skulle være en del af livet for mig og dem, jeg elsker.
Fordi jeg ærligt talt ikke kunne beskrive mine følelser, som om »at det brænder i brystet på« mig,1 og det for mig ikke føltes, som om mit hjertes milde følelser passede på de brændende, autoritative udtalelser jeg ville høre fra mange hellige ved faste- og vidnesbyrdsmøder, konkluderede jeg, at jeg ikke havde den lovede overbevisning, der kommer fra himlen. Jo mere jeg sammenlignede mig med andre, jo mindre syntes mine oplevelser at være. Selvom jeg var taknemmelig for at få disse troværdige vejledende følelser, havde jeg ikke udviklet selvtillid nok til, at de milde følelser var de lovede følelser fra Helligånden.
Som missionær lærte jeg næsten dagligt lektier fra andre, der havde Åndens vejledning som en integreret del af deres liv. Det var på det tidspunkt Paulus’ skrivelser gav mig klarhed. Jeg indså, at da Paulus talte om »Åndens frugt«, talte han om den del af Ånden, vi oplever – vi smager trods alt frugt. Han forsøgte at fortælle, hvordan Åndens følelser smagte for ham. Han sagde, at »Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.«2 Jeg kunne ikke beskrive smagen af en frugt ved brug af et eller to ord. Sådan var det også med Paulus’ beskrivelse af Åndens frugt, han beskrev en række »smage«, som han fornemmede, når han følte Herrens Ånd. Det var smage, der også repræsenterede mine følelser. Det gav mig forsikring, forståelse og selvtillid. Hvis Paulus havde fået vejledning af Ånden, så havde jeg også!
Min erfaring med Åndens frugt er måske en anden fremhævet smag for mig end den oplevelse, andre har, men begge er gyldige. Jeg smagte ikke på en måde, så andre kunne nyde, og deres erfarne smage gjaldt ikke for mig. Vi smager alle til vores egen gavn og vejledning.
Siden da har jeg forsøgt at fremme og omhyggeligt følge disse dejlige vejledende følelser fra Ånden. De holder mig altid på livets lykkeligere stier.3 Min erfaring bekræfter, at når det lader til, at vi næsten ikke følte nok til at udruste til at følge, næsten ikke nok er stadig nok, og vi kan vælge stadig at følge!
Når vi forsøger at trække mere guddommelig vejledning ind i vores liv, kan vi følge præsident Nelsons opmuntrende indsigt: »Intet åbner himlen som kombinationen af øget renhed, nøjagtig lydighed, oprigtig søgen, dagligt at mætte sig med Kristi ord i Mormons Bog og regelmæssigt afsat tid til tempeltjeneste og slægtsforskning.«4