Så nåede de frem
Husker du?
I en artikel bragt i januar-nummeret af Liahona fortalte vi om det store arbejde, som ca. 20 danske søstre fordelt ud over det ganske land sammen med ca. 60 andre kvinder havde udført i løbet af foråret og forsommeren 2020 med syning af babysoveposer og strikning af huer til samme aldersgruppe. Over 160 poser og 700 huer blev det til.
Hvor langt nåede vi
I artiklen havde vi den glæde at kunne fortælle om, hvordan den første portion – en kuffert fyldt med poser og huer – gennem en god bekendts mellemkomst var nået frem til flygtningelejre på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien.
Vi kunne også fortælle, at der oven på den forfærdelige brand, der ødelagde Morialejren på Lesbos, var blevet opbygget en ny lejr, og at vores lokale kontakt – Philippa – der sammen med sin mand leder Project Hope Greece (som samarbejder med Kirkens Charity afdeling for Grækenland) var parat til at modtage resten af poserne/huerne.
Hvordan er det så gået
Nogle få dage efter afsendelse af den tidligere artikel til trykning modtog vi så de store kasser, der var brug for til forsendelse af varerne. Vi havde overvejet at bruge almindelige flyttekasser, men det viste sig, at 10 babysoveposer i en vacuumpose havde en længde, der umuliggjorde brugen af almindelige flyttekasser.
Men kasserne kom og vi fyldte 4 kasser med de skønne poser og huer og lukkede dem forsvarligt, hvorefter vi påklistrede portolabels.
Vi fandt ud af, at vi for en meget beskeden sum kunne bestille Potnord til at afhente kasserne hos os, hvilket var en stor fordel. Kasserne målte ca. 80x50x40 og vejede ca. 20 kg stykket, så dels havde vi svært ved at håndtere dem, dels kunne vi ikke have dem i bilen.
Men en lokal sød postdame kom og hentede kasserne og kørte væk med dem.
Og så til Grækenland
Efter at vi havde meddelt Philippa, at kasserne var på vej, ventede vi spændt. Efter nogle dage kunne vi læse i trackingsystemet, at kasserne var nået til Grækenland og lå til toldbehandling. Efter endnu nogle dage så vi, at de var videresendt fra toldbehandling og så var det bare at vente. Da øen Lesbos jo ikke lige ligger ud for Athen, men i virkeligheden snublende tæt på Tyrkiet, gik der yderligere nogle dage, inden vi endelig fra Philippa kunne få den opmuntrende besked, at varerne var nået frem.
Efter yderligere lidt tid kumme vi glæde os over at modtage dels nyt om, at hovedparten af poserne med huer var nået frem til »slutmodtagerne« – flygtningebørnene i lejren – dels et billede af en af de skønne, nu varme unger.
Hvor fantastisk at opleve, at det, der begyndte som en spirende tanke hos min hustru, Arja Lykkegaard, om at gøre noget for disse børn, nu var blevet til virkelighed.
En stor tak skal lyde til alle de frivillige kvinder/søstre landet over, der så villigt brugte tid og midler på at dette kunne ske, til de, der ydede bidrag på den ene eller anden måde, så der kunne skaffes materialer, til kirkens Charity program, der både hjalp med kontakten og finansierede forsendelse samt til bror Hans Jørn Sørensen, stavsassistent i København, der formidlede den pekuniære afslutning.
Behøver jeg at nævne, at kvinderne allerede har udtrykt villighed til at gentage succesen i år.