Flid i embedet
Mange forskellige kaldelser
Som langt de fleste os ved, er der i Kirken mange forskellige kaldelser. Et hurtigt kig hen over listen af kaldelser i Håndbogen bringer tallet langt over 100 på stavs- og menighedsplan. Fælles for langt de fleste af kaldelser er dette, at generelt er den eneste »kvalifikation«, der forventes, at den pågældende er medlem af Kirken, har et vidnesbyrd og er villig til at tjene. Og tjene gør de – medlemmerne. Flittigt år efter år, efterhånden som de kaldes og så efter nogle år afløses og kaldes igen i en anden kaldelse. Der er ingen fast »tjenestetid«, bortset fra enkelte såsom biskopper (6-8 år), stavspræsidenter (ca. 10 år), fuldtidsmissionærer (1½-2 år), tempel- og missionspræsidenter (3 år), halvfjerdser (5 år eller til emeritus-status) og endelig apostle (til de kaldes »hjem«.)
»Særtilfælde«
Når man læser lidt gennem Kirkens historie, støder man af og til på særlige situationer, hvor en person kaldes med et noget andet tidsperspektiv. Da de hellige bosatte sig i vesten og pionererne, der efterhånden kom fra store dele af verden, selvom der indledningsvis jo især var Skandinavien og Storbritannien, flokkedes til Saltsøstaden, begyndte præsident Brigham Young at kalde flere til at flytte ud til mere øde steder i Vesten, hvor der efterhånden blev oprettet små menigheder. Adskillige brødre blev kaldet som biskopper/grenspræsidenter med besked om, at de muligvis på et eller andet tidspunkt ville blive afløst og flere tjente meget længe – enkelte lige til de døde.
På vores hjemlige breddegrader vil flere sikkert huske, hvordan min gamle ven – bror Frants Bøving fra Rønne – endte med at tjene som grenspræsident i over 25 år.
Men her er tanken nu at fremhæve en ganske særlig og langvarig kaldelse, en af de kaldelser, der i hvert fald generelt kræver en yderligere kvalifikation end de, der er nævnt foroven.
Toner i Fredericia
I 1948 fik grenen i Fredericia nogle nye medlemmer, nemlig en mor og hendes to døtre - Meta Dybvang med Nunne og Else. På det tidspunkt var Nunne, søster Nunne Andersen i dag, 14 år gammel og besad netop den yderligere kvalifikation – hun kunne spille klaver. Og det var velkomment, så det varede ikke længe, førend den unge talentfulde pige blev kaldet som grenens pianist. I 1977 blev hun den 30. april viet til Knud Bent Andersen, og de fik 42 gode år sammen.
Som årene gik, spillede hun til alle de møder, hvor der – dengang – blev spillet: Nadvermøder, Søndagsskolen (der dengang var noget anderledes end i dag som et helt selvstændigt møde med åbnings-, nadver- og slutsalme samt dertil sangøvelse, hvor medlemmerne hver måned øvede en ny sang), Primary og Hjælpeforeningen (Kvindelig Hjælpeforening, som det hed). Mange har sikkert deltaget i et møde, hvor spørgsmålet har lydt: »Er der nogen, der kan spille« og tro mig, var Nunne til stede, blev der svaret ja. Og ikke nok med det. Da hun sammen med sin mand, præsident Knud B. Andersen, tjente dels i Den Danske Mission som præsidentpar og senere som rådgiverpar i templet fik hun mulighed for ved særlige lejligheder at glæde andre med sit talent. Og tak for det.
Et velfortjent otium
Nunne, søster Andersen, er nu blevet 86 år og blev den 1. november (2020) afløst fra sin kaldelse efter 72 (tooghalvfjerds) år og kan således med stor ret nyde dette otium. Men lur mig, om ikke hun indimellem vil give »et nummer til bedste«.
Fra Liahona og fra en, der gennem årene har nydt musikken, skal der lyde et stort tillykke og tak.