2021
Stor smittespredning blandt UK i Aalborg
April 2021


Stor smittespredning blandt UK i Aalborg

Forskellige former for smitte

Når vi i disse tider snakker smittespredning, tænker alle på COVID-19, men man kan vel også smitte med begejstring, ideer, støtte og initiativ ud over det sædvanlige? Sådan har det i hvert fald været blandt de unge kvinder i Aalborg Menighed, der de sidste 2 år benhårdt har arbejdet på at færdiggøre målsætningsprogrammet »Personlig Fremgang«.

Personlig fremgang på pension

Sommeren 2018 bekendtgjorde hovedpræsidentskabet for UK, at Personlig Fremgang, der har kørt siden 1978, ville gå på pension ved udgangen af 2019. Af forskellige årsager blev dette udskudt til april 2020, da det nye program først skulle oversættes til dansk.

Kort tid til at gennemføre

Programmet tager normalt 6 år at gennemføre, og man skal færdiggøre adskillige mål inden for værdinormerne: Tro, Guddommelighed, Personlig værdi, Kundskab, Valg og ansvarlighed, Gode gerninger, Retskaffenhed og Dyd. Herudover er der tilknyttet et 10 timers projekt til hver af værdinormerne samt læsning af hele Mormons Bog. En kæmpe opgave, vi nu havde meget kort tid til at gennemføre.

Pigerne smittede hinanden

Vi besluttede i præsidentskabet at gå i gang med programmet sammen med pigerne, og en mor til en af pigerne ville også gennemføre projektet.

Det var en ordentlig mundfuld, og det er her smittespredningen kommer ind i billedet, for pigerne smittede virkelig hinanden og støttede og opmuntrede hinanden. Nogle sad sammen og hjalp hinanden, andre fik hjælp af forældre og søskende, og vi tænkte mål ind i vores torsdagsaktiviteter og søndagslektioner – ja, vi så faktisk mål alle vegne.

Når man gennemfører projektet, kan man efterfølgende arbejde på at få et vedhæng til Personlig Fremgang-smykket, med en bi på. Rigtig mange af pigerne arbejdede videre og fik også bien.

Stor udvikling

Det var virkelig en særlig tid at være sammen med de unge kvinder i. At se dem udvikle sig inden for så mange forskellige områder var en sand fornøjelse. Nogle syede kjoler, en arbejdede nogle uger i en genbrugsbutik, andre lavede mad, vaskede biler og meget, meget mere.

Det var en særlig oplevelse at se pigerne samlet gå op til forhøjningen en søndag for at modtage deres anerkendelse. Vi valgte at fejre det med en fest, som billedet er taget fra.

At sætte mål er en guddommelig opskrift

At kunne sætte sig mål og opnå dem er et vigtigt middel til at opnå vores evige potentiale. Jeg er overbevist om, at pigerne gennem programmet Personlig Fremgang har lært metoden og står stærkt rustet til fremtiden, der kalder på større mål som mission, uddannelse, ægteskab m.v.