Hvorfor jeg blev medlem af Kirken
Hvad mente han?
Som min mand, Detlef, skriver, modtog jeg et brev fra ham, da han var flyttet tilbage til Düsseldorf, hvori han skrev, at han havde »fundet noget, vi kunne blive lykkelige med i al evighed«. Jeg husker tydeligt sætningen og spurgte mig selv, hvad han mente med det?
Forstod det, men
Kort tid efter kom to missionærsøstre til min dør i Kolding. Den ene var Gerda Nørgård fra Randers. Jeg viste ikke større interesse og sagde, at jeg for øvrigt var på vej i biografen. En dag, jeg kom hjem fra arbejde, lå der en Mormons Bog foran min dør. Gerda havde skrevet i den, at hun ville ønske, at jeg ville læse bogen. Det gjorde jeg nu ikke på det tidspunkt, men jeg gemte bogen. Jeg begyndte at forstå, hvad det var, Detlef havde ment, men tillagde det ikke nogen dybfølt betydning. Jeg var ung, lykkelig og forelsket. Verden lå åben og var fuld af muligheder …
Første gang i kirken
Jeg flyttede til Odense i forbindelse med min uddannelse, og Detlef flyttede også dertil og opsøgte Kirken. Jeg husker, at jeg tænkte, at hvis det havde så stor betydning for ham, kunne jeg jo godt kigge lidt nærmere på, hvad det var. Første gang, jeg var i kirke, var en onsdag aften for de unge i Odense. Vi blev taget rigtigt godt imod og følte os hurtigt godt tilpas og velkomne. Jeg talte også med missionærerne.
Et godt fundament
Jeg blev undervist af missionærerne hjemme hos Rita og Jørgen Bendix. Religion havde indtil da ikke fyldt så meget for mig, bortset fra at mine forældre indimellem sendte mig i søndagsskolen i Folkekirken, og det, syntes jeg, var meget hyggeligt. Detlef var på dette tidspunkt blevet døbt, og nu besluttede jeg mig for det samme. Mine forældre tog ikke så meget notits af det, men »hvis det bare ikke var noget dårligt med kriminalitet og stoffer og den slags«, var jeg jo gammel nok til at beslutte selv. Der var meget, jeg ikke forstod, men jeg følte godt ved at komme i kirken og syntes, at evangeliet var et godt fundament »at bygge mit hus på klippegrund« på.
Så blev det min tur
Jeg blev døbt ved Måle strand ved Kerteminde d. 12. maj 1973 af ældste Durham. Jeg har følt min himmelske Faders nærhed og vejledning mange gange gennem årene og er taknemmelig for evangeliet.