Kirken i Odense
Et ønske opstår
Lige siden min hustru og jeg på vej hjem fra en tur til Fredericia besøgte kirken i Lahnsgade i Odense til et vidnesbyrdmøde, har jeg haft lyst til at skrive en lille beretning om bygningen. Årsag? Jo, vi fandt ud af, at det ikke var særligt længe siden, at medlemmerne var vendt tilbage til bygningen efter i lang tid at have holdt møder »ude i byen«. Der var blevet foretaget såvel en til- som en ombygning. Og hvorfor så skrive om det? Det er nok en blanding af nostalgi, glæde og beundring.
Min barndoms »kirker«
Som det nok er nogle læsere bekendt går mit forhold til Kirken laaangt tilbage, til efteråret 1949, hvor min far inviterede et par slukørede missionærer ind i vores hjem i Nyborg. Vi begyndte at gå i kirke i Nyborg, i nogle lejede lokaler i en logebygning. Nyborg var jo blot en lille gren med ca. 10 medlemmer og et par missionærer, som hørte under Odense Distrikt – husk det var længe før stavenes »indtog i Danmark«. Så vi tog ind i mellem i kirke i Odense. De almindelige møder blev afholdt i lejede lokaler i Store Gråbrødrestræde. Det var interessant, for når vi børn skulle i klasse i Søndagsskolen foregik det i et kælderrum, hvortil vi kom via en trappe/stige midt i en andet rum, hvorefter lemmen blev lukket, mens der var klasse. Det hus blev senere revet ned, og nu er der et P-hus på stedet. Når der var konference – 4 gange om året – mødtes vi i en danseskoles lokaler i Kongensgade 27, hvor jeg i øvrigt som 10-11-årig holdt min første konferencetale. Et af mine gode minder fra den tid stammer fra en episode, hvor et konferencemøde var færdigt. Så skulle bl.a. talerstolen bæres tilbage til Gråbrødrestræde. Den ene gang var det en af missionærerne, der gjorde dette. Han hed James O. Mason (som skuespilleren). Han var i øvrigt den, der ordinerede min far til ældste og tjente – som jeg husker det – som distriktspræsident.
Jeg kan stadig se ham for mig komme med talerstolen, stille den ned midt på gaden ud for vores »kirkebygning«, slå i bordet og råbe: »Omvend jer.« Ak ja, det var tider.
Men i begyndelse af 1950erne skete der noget, da Kirken ved årsskiftet 1951/1952 købte grunden Lahnsgade 56-58 for – ja, tænk sig – for 33.550 kr.
Der sker noget i Lahnsgade
Der kom hurtigt gang i projektet. I september 1952 kom byggetilladelsen »i hus«, og byggegrunden blev indviet den 17. oktober. Den 23. december 1952 blev grundstenen lagt og følgende ting blev »indmuret«: Standardværkerne, Odense Grens historie samt billeder og navne på Kirkens generalautoriteter. Allerede den 24. januar 1953 blev der holdt rejsegilde og i forbindelse med distriktskonferencen i oktober 1953 blev kirkebygningen indviet, men den havde allerede været i brug – første gang i forbindelse med Ungdomsstævnet i juli 1953.
At læse om disse ting er virkelig – for mig – en tur down memory lane. Jeg smiler, når jeg læser navne som Klokker Hansen, Stoffer, Schiller, Lilli Christoffersen, Ejnar Nielsen (»stamfader« til Ilskov’erne, fra Esbjerg og rådgiver til missionspræsidenten), Werner Rønne, Ellen O’Brien, Junius M. Sørensen, Harry Hvistendahl m.fl.
Det er også interessant at læse, hvordan Fyn den gang var et selvstændigt distrikt, og man holdt distriktskonferencer 4 gange om året. I begyndelsen af 1960’erne var der nogle »forandringsår«. Fyn og øerne kom til at høre under Fredericia Distrikt (sydlige del af Jylland), så til Københavns Distrikt, så Jylland og igen København og endelig Jylland.
Så blev det for småt
Som årene gik, voksede antallet af medlemmer i området, så kirken blev for lille, dels til konferencer, dels mht. antallet af klasseværelser. Så i en 6 måneders periode fra juni 1980 blev møderne henlagt til Kragsbjergskolen i Odense, mens en ombygning blev gennemført.
Som en del af ombygningen blev tagetagen efter tilladelse fra kommunen inddraget, hvilket resulterede i 8 klasseværelser ovenpå, heraf 1 deleligt samt 3 toiletter. Samtidig blev hele kirken istandsat og ligeledes parkeringspladsen.
Som anført var ombygningen et resultat af »vokseværk«, noget der fortsatte og resulterede i, at Det Første Præsidentskab godkendte en deling af det daværende Odense Ward, således at hele Fyn var inddelt i Odense 1. Ward og Odense 2. Ward.
At det ikke stoppede her, kunne jeg jo ved selvsyn konstatere den søndag i før-corona tiden, hvor min hustru og jeg besøgte min barndomskirke i Odense.
Endnu en ombygning
Selvom jeg jo kun lejlighedsvis har besøgt kirken i Odense gennem de sidste mange år, var det tydeligt, at der var sket noget. Og ja, begge menigheder havde – igen – været henvist til at mødes i skoleregi, mens en større ombygning fandt sted.
Denne nye ombygning betød bl.a., at man fik en tilbygning med en ny trappehall og elevator, der forbinder alle 3 etager i bygningen. Tilbygningen indeholder også et nyt biskopkontor på 1. sal (så hver menighed har eget biskopkontor) og et handicaptoilet i kælderen.
Samtidig er kirkesalen blevet renoveret og åbnet med en glasfoldedør ind til det bagerste lokale, hvorved salen kan udvides med 25-30 pladser. I kælderen er såvel dåbslokale som dåbsbassin renoveret og flyttet, så de er placeret i forbindelse med de to omklædningsrum.
Der er etableret et nyt ventilationssystem, et nyt brandalarmsystem og etableret nye flugtveje.
Så selvom det nu er et corona-år og mere til, siden det blev taget i brug, vil et »tillykke« næppe være forkert. Det var virkelig en fornøjelse at se og besøge.