Tro, håb og næstekærlighed – lykke

Ældste Matthieu Bennasar, Frankrig

Områdehalvfjerdser

De tre ben på lykkens skammel må være de sammenhængende dyder fra skriften tro, håb og næstekærlighed. Hvorfor? Sandsynligvis fordi de alle er centreret i Jesus Kristus! Og også fordi »den glæde, vi føler, har lidet at gøre med vores livsvilkår og alt at gøre med vores fokus i livet.«¹ Når Jesus Kristus er vores livs fokus, er der, uanset hvad der sker, lykke og glæde!

Verden opfatter disse tre dyder som drømmeagtige, uhåndgribelige og magtesløse. Herren betragter dem som sikre, kraftfulde og mægtige. Der er bestemt ikke noget spinkelt, flygtigt eller kortvarigt over dem:

Tro i skriften er ikke en objektløs, vaklende tillid til, at det måske vil gå godt denne gang. Det er snarere tro på Herren Jesus Kristus,² den fredelige forsikring om, at uanset hvilke faretruende farvande vi måtte sejle på, vil hans nåde være tilstrækkelig hver gang, hvis vi sejler med ham.
På samme måde er evangeliets håb ikke et verdsligt håb, som er centreret om usikre fremtidsønsker. Det er ikke den slags desperate ønsker, som vi griber til, når vores yndlingssportshold har tabt deres sidste kamp og kun kan vinde mesterskabet, hvis deres direkte konkurrenter taber deres næste kamp! Nej, evangeliets håb er »håb i Kristus«³ og er centreret om de evige løfter, vi har modtaget, og om visheden om deres fremtidige virkelighed gennem Jesus Kristus: Evangeliets håb opfordrer os således til en vedvarende, bevidst og effektiv handling. Det er ikke at krydse fingre, når vi ikke længere kan gøre noget for at opnå det ønskede resultat: Det er at krydse armene for at bede og smøge ærmerne op for at handle. Håb i Kristus gør mennesker »sikre og standhaftige, altid rige på gode gerninger.«⁴
Endelig er næstekærlighed ikke en abstrakt evne til at opleve kosmisk accept af hvem som helst, men det er »kærlighed«,⁵ ja »Kristi rene kærlighed«,⁶ den kærlighed, som han har til alle. Det er den forvandlende gave, som vi modtager, når vores »indre [er] fyldt af næstekærlighed til alle mennesker«,⁷ i modsætning til den mand, der sagde:. »Åh, Jeg elsker menneskeheden. Det er mennesker, jeg har problemer med …«

Fordi disse dyder alle er Kristus-centrerede og handlingsorienterede, er de kraftgivende i vores liv. Kærlighed er kronen på værket og det synlige tegn på, at vi er disciple.⁸ Men alle tre knytter os til Frelseren og dermed sammen som hans disciple. Det er trods alt den slags bånd, som religionen er beregnet til at være.⁹ Og disse dyder er lige så indbyrdes forbundne som frøet, blomsten og frugten på den samme plante, der repræsenterer forskellige stadier af vækst og evne til at velsigne.

Tværtimod vil modstanderen have os til at sidde på sin egen skammel af elendighed, som er baseret på tvivl, fortvivlelse og foragt.¹⁰ Tvivl formørker lyset, fortvivlelsen formørker horisonten og foragt fører til isolation og ensomhed.

Lad os vælge omhyggeligt, hvilken skammel vi sætter os på, når vi skal navigere i verdens urolige tider. Vor tids usikkerhed kan være Herrens måde at invitere os til at gå ned på knæ for ham, til at udvise tro på ham, til at lade ham oplyse vores håb og til fra ham at søge vores personlige frugt, når vi modtager næstekærlighedens gave til alle. Når vi så bliver mere tillidsfulde, mindre flygtige, mere handlingsvillige, venligere, mere tålmodige, mere medfølende, mindre fordømmende og mere forstående, vil vi helt sikkert vide, hvordan lykke føles.