Elsk din næste
Der var en gang
Det er jo sådan, eventyr begynder, men om dette er et eventyr, tja, det er vel blevet det for forfatteren, men med tiden også mere end det.
Jens er en af mine ældste venner i Kirken – ca. 65 år er gået, siden vi mødtes på en havnerundfartsbåd i København en onsdag aften til en GUF aktivitet. Denne beretning sendte han mig i et brev for nylig, og jeg føler, at den bør deles, for den indeholder indtil flere budskaber, vi alle kan lære af.
Sådan begynder den:
For mange, mange år siden, mens vi stadig boede i København, havde jeg en dejlig oplevelse, som jeg har lyst til at dele – med meget hygge og tryghed, søde og rare naboer, tæt på kirken (Priorvej/Nitivej).
Ved juletid
Det var ca. 10 dage før jul, og som vi plejede hvert år, ville vi også det år købe vores juletræ i en trælast uden for København, hvor vi altid fik god service. Så vi kørte derud, og selvom mange havde fået samme tanke, valgte vi dog at følge det, der var blevet en tradition i vores lille familie.
Den pågældende dag havde det sneet hele formiddagen, og trafikken var meget langsom. Vi var heldige og fandt en parkeringsplads ved siden af – viste det sig – en bil, der havde svært ved at starte. Føreren havde fået købt et træ, der nu lå på taget af bilen, så han var klar til afgang. Men – på trods af at bilen, som han forklarede, dagen før havde været på værksted, ville den ikke starte. Manden var vred over den funktionsløse bil, men umiddelbart kunne jeg jo ikke afhjælpe hans situation.
En tilskyndelse
Midt i den dalende sne hørte jeg alligevel mig selv sige: »Bor du langt herfra?« Uden at vente på svar fortsatte jeg: »Hop ind i din bil, så slæber jeg den hjem til dig.« Manden blev overrasket og spurgte: »Vil du virkelig det?« »Selvfølgelig,« svarede jeg og smilede tilbage, hvorefter jeg hentede et reb fra bagagerummet. Vi bandt bilerne sammen og drog af sted. Blot 5 minutter senere var vi ved hans hjem, hvor han hurtigt gik ind i huset, og umiddelbart efter kom han ud med en flaske vin, som han ville give os som tak. Vi takkede nej –»Vi drikker jo ikke,« men jeg fandt en Mormons Bog i handskerummet, som jeg forærede ham. Manden var målløs, men vi smilede blot tilbage og drog af sted efter vores eget træ.
Ooops
Vi fandt vores træ, men da jeg skulle til at betale, fil jeg et lille chok. Min pung var væk! Vi var i tidnød, så jeg spurgte, om jeg måtte komme tilbage næste dag og betale. Den unge pige svarede: »Du kan bare betale næste år. Vi kender dig fra kirken.« Jeg så undrende på hende, og hun fortsatte: »Husker du ikke at du underviste mig i evangeliet sidste år lige før jul?« Det gjorde jeg desværre ikke.
Men jeg vendte tilbage næste dag og betalte min gæld. Den unge pige fortalte igen, at jeg havde undervist hende om evangeliet året før, og hun tænkte stadig over, hvad hun skulle gøre med evangeliet og Kirken.
Siden har jeg fået mange hilsener fra den unge pige, der nu kommer i Kirken fra tid til anden og er meget glad for de mange fine venner, hun nu har fået.
Så hvis nogen skulle møde hende, så hils hende fra Jens.