2023
Den sande betydning af sabbatten
August 2023


Budskab fra områdets ledelse

Den sande betydning af sabbatten

Kære venner

Det er en stor glæde at vandre med jer og med Herren, alle sammen på disciplens sti.

Da Jesus besøgte nefitterne, holdt han en prædiken, der svarede til bjergprædikenen, hvor han lagde vægt på, at det, der kom fra gammel tid, som faldt under lover, var opfyldt i ham.1 Herrens udtalelse for mere end 2.000 år siden om, at det gamle er hørt op, og alt er blevet nyt,2 runger stadig klart i dag. En højere »lov« blev givet, en helligere måde at leve på blev forkyndt.

Da Jesus var her på jorden, underviste han ved at lette byrder og hjælpe de nødlidende. Nogle tænker måske, at vores tro begrænser vores handlefrihed og muligheder, men vi oplever alle, at den rene sandhed og lære, som Herren gav os, gør os frie og giver os guddommelig vejledning, lindring og tryghed i en urolig verden.

Jesu lære var anderledes end farisærernes, især omkring hvordan man ærer sabbatsdagen. Farisærerne forsøgte at virke retfærdige, men deres motiver var urene. Jesus lærte os, at det at gøre godt og hjælpe andre var vigtigere end at følge strenge fortolkninger af loven. Han anvendte helbredende mirakler som en mulighed til at undervise om den sande betydning af sabbatten og vigtigheden af barmhjertighed og kærlighed.

Da Jesus sagde, at »sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld«,3 mente han, at sabbatsdagen er en dyrebar gave fra Gud, som giver os en pause fra hverdagens udfordringer og en chance for fysisk og åndelig fornyelse. Sabbatten er ikke en dag til at udføre normale daglige aktiviteter, men giver os flere muligheder for hvile og trøst, personlig åbenbaring ved at lytte til og lære af hans ord samt mulighed for at gøre godt og opløfte andre.

Fremhævelse af strenge og blinde regler baseret på traditioner og strukturer frem for evige og sande guddommelige principper rammer forbi hans guddommelige hensigt med at hjælpe os til at udvikle os. Når vi fokuserer vores liv på Herren, bliver hans åg godt, og hans byrde bliver let.4 Gud giver os befalinger, herunder den om at ære sabbatten, ikke for at undertrykke os, men for at velsigne os. Vejen til vor himmelske Fader er snæver og trang, men Herren kom for at fortælle os, at vi ikke behøver at gå på den alene. Hans opfordring til alle, der føler, at de bærer »tunge byrder«5, er at stå ved hans side, med glæde at binde os til ham og at lade ham tage del i vores byrder.

På hebraisk betyder ordet Sabbat »hvile«. Ja, hans løfte lyder, at »så skal I finde hvile for jeres sjæle.«6

Skriver vi stadig lister med, hvad vi bør gøre og ikke gøre på sabbatsdagen? Eller er vi blevet forandret i og med Kristus, og lægger vi med vor himmelske Faders hjælp vores egen individuelle plan for tiden før, under og efter sabbatsdagen?

Vi kan gøre sabbatten frydefuld ved at tjene andre, især dem, der ikke har det godt, eller dem, der er ensomme eller har brug for hjælp. Når vi opløfter deres ånd, opløftes vores også.7

Lad os have kontakt med vor himmelske Fader hele tiden, men især på sabbatsdagen, både inde i og udenfor kirkebygningen, i vores hjem og i vores venners og families hjem.

Jeg er taknemlig for muligheden for at vandre med jer og med Herren på disciplens sti. Jeg føler mig velsignet ved at have Herren og jer som mine brødre og søstre og venner ved min side. Jeg er taknemlig for sabbatsdagen i mit og i min families liv. Den hjælper os til åndeligt at genskabe kontakten og til at tilbringe tid sammen, som styrker vores kærlighed og vores bånd.

Jeg ønsker at opfordre jer til at overveje jeres adfærd, når I personligt skal finde ud af, hvordan man gør sabbatsdagen frydefuld. Vi har brug for jeres hjælpende hånd og jeres kærlige smil til vores søndagsmøder i vores kirkebygninger. Vi kan ikke vandre alene på stien. Må vi fortsat lære om og anvende hans lære i vores liv og stræbe efter at ære sabbatsdagen som en hellig gave fra Gud. Må vi dele denne gave med andre!

Noter:

  1. 3 Ne 12:46.

  2. 3 Ne 12:47.

  3. Mark 2:27.

  4. Matt 11:30.

  5. Matt 11:28.

  6. Matt 11:29.

  7. Russell M. Nelson, »Sabbatten er frydefuld«, aprilkonferencen 2015.

Udskriv