Nyheder
Fredericia Hjælpeforening kører til templet
Endelig til templet
En strålende solskinsmorgen i årets første efterårsmåned (2022) tog nitten søstre fra Fredericia turen til templet i København for at udføre stedfortrædende arbejde for dem, som ikke er her mere. Vi stod op kl. 6 lørdag morgen for at tage af sted kl. 7.15. Nitten forventningsfulde søstre. Mange af os havde ventet længe på at komme til templet, fordi Corona-pandemien havde lukket – ikke kun vores tempel – men også mange templer over hele verden. Flere af os havde forberedt os i forvejen ved at finde navne på dem, vi ville udføre ordinancer for, andre var mere end villige til at hjælpe andre.
Tænkte tilbage
Da jeg sad i bilen på vej til København og lyttede til de andre søstres snak, var mine tanker på en helt anden rejse både i tid og rum. Jeg sad og tænkte på den første gang, jeg og min mand, Johannes, var i templet i Zollikofen i Schweiz i 1968 og blev beseglet til hinanden. Vi var blevet gift i Stockholm og var med den svenske gruppe til templet med tog. Da vi nærmede os templet, stillede vi os alle sammen ved togvinduerne for at få det første glimt af Moroni i toppen af templets spir. Og i samme øjeblik vi så det, begyndte vi at synge »Kom, kom Guds folk«.
Det var begyndelsen på de næste mange årlige tempelture. De første tog vi sammen med søskende fra Aalborg, så fik vi børn og kørte i bil og sov på campingpladsen i nærheden at templet. Da andre tog sydpå på ferie, tog vi sydpå til templet i Schweiz, først med et barn, så med to børn, så tre og så med fire børn. Vi havde i forvejen besluttet os for, at vi ikke ville have flere end fire børn, men engang var jeg en tur alene dernede uden mand og børn, og i templet fortalte Ånden mig, at der manglede en Daniel i vores familie.
Bøn og svar
Vi havde på det tidspunkt tre små børn og en lille baby. Og det så ikke ud til, at der ville komme en lille Daniel. To år senere var jeg igen alene en tur til templet, og der spurgte jeg Herren, at hvis der manglede nogen i vores familie, måtte vi så ikke få ham, og jeg gav Herren visse løfter om dette barn. En måned senere var han på vej til os.
Vi fortsatte med turene til Schweiz i vores gamle bil, men i 1984 fik vi den fantastiske og utrolige velsignelse, at der ville blive bygget et tempel i Sverige. Vores ture til Zollikofen blev afløst af årlige ture til Västerhaninge både privat med bil og med bus sammen med søskende fra Aalborg. Dette var en ufattelig velsignelse. Og Johannes og jeg blev begge to kaldede som tempeltjenere, hvilket betød at vores årlige tempelture blev til månedlige.
Ny velsignelse
Men Herren blev ved at udøse velsignelser over de hellige i Danmark, og han gav os et tempel i København.
Og nu var jeg igen på vej til templet efter et par års Corona-pause.
Det har været hårdt og svært, at vi grundet ydre omstændigheder ikke har kunnet besøge Herrens tempel i en periode. Men hvor var det vidunderligt at finde, at Herrens Ånd var der stadig, og arbejdet i templet fortsatte uden pause. Og hvor havde jeg savnet den specielle ånd, som kun findes i Herrens hus!