Hvorfor jeg blev medlem af Kirken
Jeg skulle begynde forfra
Jeg er vokset op i et grundtvigiansk / Kristian Kold-højskolemiljø, og jeg kendte min bibel godt.
I sommeren 1997 kom jeg tilbage til Danmark efter næsten 30 år i udlandet. Jeg kom tilbage som en mand, der skulle begynde forfra med livet. Min allerkæreste, kvinden i mit liv, var blevet trafikdræbt 3 år tidligere – kun 3 dage før vort planlagte bryllup, efter at vi havde kendt hinanden i mere end 8 år.
Denne hændelse forandrede mit liv totalt. Jeg var ikke mere i stand til at fortsætte det liv, jeg hidtil havde levet, og jeg forfaldt til alt det, en mand gør, når hans største drømme bliver knust. Jeg drak. Mit arbejde tabte sin tiltrækning og mening, og jeg forstod ikke mere, hvordan og hvorledes jeg skulle få kræfter til at fortsætte. Selvmedlidenheden havde fuldstændig tag i mig.
(Her skal jeg måske indskyde, at jeg på daværende tidspunkt var på toppen af, hvad jeg karrieremæssigt kunne nå).
Efter at jeg var kommet tilbage til Danmark, hvor min mor og søster gjorde alt for mig, begyndte jeg at stille mange spørgsmål. Spørgsmål om livet generelt, om samlivet mellem mand og kvinde, om verden vi lever i, og om måden vi lever på. I første omgang førte alle spørgsmålene, og de svar jeg kunne komme med, næsten til en depression. Jeg følte mig tom indvendig, jeg manglede føde, rigtig føde.
Søgte efter kirke
Jeg begyndte igen at gå regelmæssigt i kirke, det var da meget rart; men der manglede noget, jeg vidste ikke hvad; men der manglede noget. Kirken var død. Jeg søgte, og således begyndte min odyssé igennem forskellige kirkesamfund. Min kirke måtte være der! Og Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige var for mig ikke noget begreb endnu.
I begyndelsen af år 2002 var jeg på »nettet« for at finde et firma for en af mine venner. Jeg søger, og jeg leder til sidst efter et firma, som jeg mener må forkortes »LDS«! Og hvor ender jeg op? På en hjemmeside, der hedder »The Church of Jesus Christ of Latter Days Saints«!!
Og hvad var så det? Jeg læser, selvom jeg søger noget andet! Og et stykke nede på første side står »… and by the way, we are also called the Mormons.« Og jo, jeg kendte godt mormonerne!
Tilfældigheder (?) gennem årene
Mine forældre flyttede til Odense, da jeg var næsten 3 år, og vores genboer var nogle mærkelige mennesker. De var mormoner. De havde en datter næsten jævnaldrende med mig, og vi legede sammen, indtil de et par år senere flyttede til Utah.
I skolen havde jeg en mærkelig skoleven, lang, tynd og rødhåret, Bernd Larsen. Han var mormon.
Den dag, jeg skulle flyve til Californien for at studere, blev jeg, foran mine forældres hus, stoppet af et par unge mænd i mørkt tøj og hvide skjorter. De var missionærer fra mormonerne.
Da jeg senere, for det firma der gav mig muligheden for at studere i Californien, kommer til Friedrichsdorf i Tyskland, bor jeg i samme gade, som templet ligger i, og så sidder jeg og læser en hjemmeside fra netop denne kirke.
Jeg læser samtlige faner på hjemmesiden, underligt, for det er jo ikke det, jeg leder efter; men jeg føler jeg MÅ gøre det. Det er det, jeg leder efter.
Det føles, som om kirken har »forfulgt« mig, fra jeg var helt lille.
Mormons Bog – og dåb m.m.
På en af de sidste faner er der en boks, hvor der står: »If you want a copy of the Book of Mormon, please fill in your name, address and telephone number.« Det gør jeg, og cirka 4 eller 5 dage senere bliver jeg ringet op af en missionær. Vi aftaler et møde hos mig, og jeg får »Profeten Joseph Smiths Vidnesbyrd« samt Mormons Bog, som de beder mig læse et par steder i. Det gør jeg så. Noget rører sig i mig, og jeg begynder at læse først den lille pamflet med vidnesbyrdet, og derefter nærmest kaster jeg mig over Mormons Bog fra første side. Læser uafbrudt i 2 1/2 døgn. Får noget søvn og ringer så til missionærerne.
Jeg er ikke i tvivl: jeg har fundet, hvad jeg søgte. Der er en brændende fornemmelse i mit bryst.
For at gøre det kort. Den 5. maj 2002 – 6 uger senere – blev jeg døbt i Odense af ældste Krommenhook. Og til den følgende stavskonference blev jeg bekræftet som medlem.
Jeg var ikke i tvivl og har heller ikke været det siden. Jeg føler stadig den brændende følelse i brystet.
At komme i kirken giver glæde hver gang, og det er skønt at lære nyt.