Bøger og lektioner
Kapitel 12: Forsoningen

Kapitel 12

Forsoningen

Jesus Christ depicted leaning on a rock in the Garden of Gethsemane. The image depicts the Atonement of Christ.

Forsoningen er nødvendig for vores frelse

  • Hvorfor er forsoningen nødvendig for vores frelse?

Jesus Kristus »kom til verden … for at blive korsfæstet for verden og for at bære verdens synder og for at helliggøre verden og at rense den for al uretfærdighed; for at alle … kunne blive frelst ved ham« (L&P 76:41-42). Det store offer, som han ydede for at betale for vore synder og overvinde døden, kaldes forsoningen. Det er den vigtigste begivenhed, der nogensinde har fundet sted i menneskehedens historie: »For det er nødvendigt, at der skal foretages en forsoning, for i henhold til den evige Guds store plan må der foretages en forsoning, ellers skal hele menneskeslægten uundgåeligt fortabes, ja, alle er forhærdede, ja, alle er faldne og er fortabte og må gå til grunde, hvis det ikke var for den forsoning, som nødvendigvis skal foretages« (Alma 34:9).

Adams fald bragte de to former for død ind i verden: Fysisk død og åndelig død. Den fysiske død er adskillelsen af legemet og ånden. Åndelig død er adskillelse fra Gud. Hvis Jesu Kristi forsoning ikke havde overvundet de to former for død, ville der have været to konsekvenser: Vores ånd og legeme ville have været adskilt for evigt, og vi kunne ikke have boet igen hos vor himmelske Fader (se 2 Ne 9:7-9).

Men vor vise himmelske Fader beredte en vidunderlig, barmhjertig plan for at frelse os fra fysisk og åndelig død. Han planlagde, at der skulle komme en Frelser ned på jorden for at løskøbe (forløse) os fra vore synder og fra døden. På grund af vore synder og vores jordiske legemes svagheder kunne vi ikke løskøbe os selv (se Alma 34:10-12). Den, der skulle være vor Frelser, måtte være syndfri og have magt til at overvinde døden.

Jesus Kristus var den eneste, der kunne sone for vore synder

  • Hvorfor var Jesus Kristus den eneste, der kunne sone for vore synder?

Der er adskillige årsager til, at Jesus Kristus var den eneste person, der kunne være vor Frelser. En årsag er, at vor himmelske Fader valgte ham til at være Frelseren. Han var Guds enbårne Søn og havde således magt over døden. Jesus sagde: »Jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage« (Joh 10:17-18).

Jesus gjorde sig også egnet til at være vor Frelser, fordi han er den eneste person, der nogensinde har levet på jorden, som ikke syndede. Det gjorde ham til et værdigt offer til at betale for andres synder.

Kristus led og døde for at sone for vore synder

  • Forestil dig selv i Getsemane have eller ved korset som et vidne til Jesu Kristi lidelse, når du læser dette afsnit.

Frelseren sonede for vore synder ved at lide i Getsemane og ved at give sit liv på korset. Det er umuligt for os fuldt ud at forstå, hvordan han led for alle vore synder. I Getsemane have fik vægten af vore synder ham til at føle en så voldsom smerte, at han blødte fra hver pore (se L&P 19:18-19). Senere, da Jesus hang på korset, led han en smertefuld død ved en af de mest grusomme metoder, mennesket kender.

Hvor må Jesus elske os, siden han ville lide en sådan åndelig og fysisk smerte for vores skyld! Hvor stor må ikke vor himmelske Faders kærlighed være, siden han ville sende sin enbårne Søn for at lide og dø for resten af sine børn. »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« (Joh 3:16).

Forsoningen og opstandelsen tilvejebringer opstandelse for alle

På den tredje dag efter sin korsfæstelse tog Kristus sit legeme tilbage og blev den første person, der opstod. Da hans venner gik hen for at lede efter ham, sagde englene, der vogtede hans grav: »Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt« (Matt 28:6). Hans ånd var igen kommet ind i hans legeme for aldrig mere at blive adskilt.

Kristus overvandt således den fysiske død. På grund af hans forsoning opstår alle, der er født på denne jord (se 1 Kor 15:21-22). Ligesom Jesus opstod, vil vores ånd blive forenet med vores legeme, »så de ikke mere kan dø … for aldrig mere at blive adskilt« (Alma 11:45). Denne tilstand kaldes udødelighed. Alle mennesker, der nogensinde har levet, opstår, »både gamle og unge, både trælle og frie, både mænd og kvinder, både de ugudelige og de retfærdige« (Alma 11:44).

  • Hvordan har din kundskab om opstandelsen hjulpet dig?

Forsoningen gør det muligt for dem, der har tro på Kristus, at blive frelst fra deres synder

  • Tænk over, hvordan lignelsen i dette afsnit hjælper os med at forstå forsoningen. Hvem repræsenterer menneskene i lignelsen i vores liv?

Frelserens forsoning gør det muligt for os at overvinde den åndelige død. Selv om alle mennesker opstår, vil kun de, der tager imod forsoningen blive frelst fra den åndelige død (se TA 1:3).

Vi anerkender Kristi forsoning ved at vise vores tro på ham. Gennem denne tro omvender vi os fra vore synder, bliver døbt, modtager Helligånden og adlyder hans befalinger. Vi bliver Jesu Kristi trofaste disciple. Vi bliver tilgivet og renset for synd og beredes på at vende tilbage og bo for evigt sammen med vor himmelske Fader.

Frelseren siger: »For se, jeg, Gud, har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide … ligesom jeg« (L&P 19:16-17). Kristus gjorde sin del for at sone for vore synder. For at gøre hans forsoning fuldstændig virksom i vores tilværelse må vi stræbe efter at adlyde ham og omvende os fra vore synder.

Præsident Boyd K. Packer fra De Tolv Apostles Råd kom med følgende illustration for at vise, hvordan Kristi forsoning gør det muligt at blive frelst fra synd, hvis vi gør vores del.

»Lad mig fortælle jer en historie – en lignelse.

Der var engang en mand, der meget højt ønskede sig noget. Det forekom ham vigtigere end noget andet i hans liv. For at få det, han ønskede sig, stiftede han en stor gæld.

Han var blevet advaret mod at sætte sig i så stor gæld og især advaret mod netop den kreditor. Men det forekom ham så vigtigt at gøre det, han ønskede at gøre, og at få det, han ønskede sig, lige nu. Han var sikker på, at han kunne betale for det senere.

Så han underskrev en kontrakt. Han ville tilbagebetale den i løbet af et stykke tid. Han bekymrede sig ikke ret meget over det, for den endelige afregning virkede så langt væk. Nu havde han, hvad han ønskede sig, og det var det, der betød noget.

Kreditoren spøgte altid i baghovedet på ham, og i tankerne foretog han den ene betaling efter den anden og forestillede sig, at den endelige afregningsdag på en eller anden måde aldrig ville komme.

Men som det altid sker, kom dagen alligevel, og hele beløbet var forfaldent. Gælden var ikke fuldt ud blevet indfriet. Hans kreditor dukkede op og forlangte totalsummen udbetalt.

Først da forstod han, at hans kreditor havde magt til ikke blot at tage alt det fra ham, som han ejede, men til også at kaste ham i fængsel.

›Jeg kan ikke betale dig, for jeg har ikke de penge,‹ indrømmede han.

›Jamen,‹ sagde kreditoren, ›så må vi sætte kontrakten i værk, dine ejendele bliver frataget dig, og du skal i fængsel. Det har du indvilliget i. Du har selv valgt det. Du underskrev kontrakten, og nu må den sættes i kraft.‹

›Kan du ikke udsætte betalingsfristen eller eftergive mig beløbet?‹ tiggede skyldneren. ›Arranger det på en eller anden måde, så jeg kan beholde det, jeg har, og ikke komme i fængsel. Du tror da vel på barmhjertighed? Vil du ikke nok vise barmhjertighed?‹

Kreditoren svarede: ›Barmhjertighed er altid så ensidig. Den tjener kun dig. Hvis jeg nu viser dig barmhjertighed, vil den efterlade mig ubetalt. Det er retfærdighed, jeg forlanger. Tror du på retfærdighed?‹

›Jeg troede på retfærdighed, da jeg underskrev kontrakten,‹ sagde skyldneren. ›Den var dengang på min side, for jeg mente, at den ville beskytte mig. Dengang havde jeg ikke brug for barmhjertighed og mente heller ikke, at jeg nogensinde skulle få brug for den. Jeg mente, at retfærdighed ville tjene os begge to lige godt.‹

›Det er retfærdigheden, der forlanger, at du betaler beløbet eller lider straffen,‹ svarede kreditoren. ›Sådan er loven. Du har indvilliget i at gøre det, og sådan bliver det. Barmhjertigheden kan ikke tilsidesætte retfærdigheden.‹

Der stod de: Den ene udmålte retfærdighed, den anden bønfaldt om barmhjertighed. Ingen af dem kunne få deres vilje, medmindre det var på den andens bekostning.

›Hvis du ikke eftergiver mig gælden, er der jo ingen barmhjertighed,‹ bønfaldt skyldneren.

›Hvis jeg gør det, er der ingen retfærdighed,‹ var svaret.

Det så ud til, at ikke begge love kunne opfyldes. De er to evigtgyldige idealer, der synes at modarbejde hinanden. Findes der ingen måde, hvorpå retfærdigheden såvel som barmhjertigheden fuldt ud kan tilfredsstilles?

Der er en måde! Retfærdighedens lov kan fuldt ud tilfredsstilles, og barmhjertigheden kan fuldt ud udrækkes – men det kræver en yderligere person. Og sådan gik det denne gang.

Skyldneren havde en ven. Han kom til undsætning. Han kendte skyldneren godt. Han vidste, at han var ubetænksom. Han syntes, at det var dumt af ham at have sat sig i en sådan knibe. Ikke desto mindre ønskede han at hjælpe ham, fordi han elskede ham. Han trådte ind midt imellem dem, vendte sig mod kreditoren og stillede sit forslag.

›Jeg vil betale gælden, hvis du vil løse skyldneren fra hans kontrakt, så han kan beholde sine ejendele og ikke behøver at komme i fængsel.‹

Mens kreditoren overvejede tilbuddet, tilføjede formidleren: ›Du forlangte retfærdighed. Selv om han ikke kan betale dig, vil jeg gøre det. Du bliver retfærdigt behandlet og kan ikke forlange mere. Ellers ville det ikke være retfærdigt.‹

Og så indvilligede kreditoren.

Formidleren vendte sig derpå mod skyldneren. ›Hvis jeg betaler din gæld, accepterer du så mig som din kreditor?‹

›Ja, ja, ja,‹ udbrød skyldneren. ›Du redder mig fra fængsel og viser mig barmhjertighed.‹

›Men så,‹ sagde velgøreren, ›må du betale din gæld til mig, og jeg bestemmer betingelserne. Det bliver ikke let, men det bliver muligt. Jeg sørger for en udvej. Du behøver ikke at komme i fængsel.‹

Og sådan gik det til, at kreditoren fik sit fulde beløb. Han var blevet behandlet retfærdigt. Ingen kontrakt var blevet brudt.

Skyldneren var derimod blevet vist barmhjertighed. Begge love var blevet opfyldt. Fordi der var en formidler, havde retfærdigheden krævet sin fulde andel, og barmhjertigheden blev helt og fuldt tilfredsstillet« (Den danske Stjerne, okt. 1977, s. 54-55).

Vore synder er vores åndelige gæld. Uden Jesus Kristus, som er vor Frelser og Formidler, ville vi alle betale for vore synder ved at lide en åndelig død. Men på grund af ham kan vi, hvis vi vil følge hans betingelser, som er omvendelse og at holde hans befalinger, vende tilbage og bo hos vor himmelske Fader.

Det er vidunderligt, at Kristus har sørget for en udvej for os, så vi kan blive helbredt for vore synder. Han sagde:

»Se, jeg er kommet til verden … for at frelse verden fra synd.

Den, der derfor omvender sig og kommer til mig som et lille barn, ham vil jeg tage imod, for af sådanne består Guds rige. Se, for sådanne har jeg nedlagt mit liv og har taget det op igen; omvend jer derfor og kom til mig, I jordens ender, og bliv frelst« (3 Ne 9:21-22).

  • Tænk over, hvordan du kan vise taknemlighed for forsoningens gave.

Yderligere skriftsteder