Kapitel 28
Tjeneste
Sådan kan vi tjene
-
Tænk på, hvordan mennesker har tjent dig og din familie.
Jesus sagde: »Jeg er iblandt jer som den, der tjener« (Luk 22:27). Som Jesu sande tilhængere må vi også tjene andre.
Tjeneste hjælper andre, som har brug for hjælp. Kristuslignende tjeneste kommer af ægte kærlighed til Frelseren og af kærlighed og omsorg for de mennesker, som han giver os mulighed for og vejledning til at hjælpe. Kærlighed er mere end en følelse. Når vi elsker andre, ønsker vi at hjælpe dem.
Vi må alle være villige til at tjene, uanset indkomst, alder eller social status. Nogle mennesker tror, at kun de fattige og lavtstående bør tjene. Andre mennesker mener, at tjeneste kun bør ydes af de rige. Men Jesus lærte os noget andet. Da moderen til to af Jesu disciple bad ham om at ære hendes sønner i hans rige, svarede han: »Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl« (Matt 20:26-27).
Der er mange måder at tjene på. Vi kan hjælpe andre økonomisk, socialt, fysisk og åndeligt. Fx kan vi dele mad eller andet med dem, der har brug for det. Vi kan hjælpe de trængende ved at give et gavmildt fasteoffer. Vi kan være en ven for en nyankommen. Vi kan anlægge en have for en ældre person eller tage os af en, der er syg. Vi kan undervise en eller anden i evangeliet, som har brug for sandheden eller trøste en person, der er ked af det.
Vi kan udføre små og store tjenestegerninger. Vi bør aldrig undlade at hjælpe nogen, fordi vi ikke kan udføre store ting. En enke fortalte om to børn, som kom til hendes dør, kort efter hun var flyttet til en ny by. Børnene gav hende en frokostkurv og en seddel, hvorpå der stod: »Hvis du har brug for nogen til at løbe ærinder, så ring til os.« Enken blev glad over den lille venlighed og glemte den aldrig.
Men sommetider må vi virkelig ofre noget for at tjene andre. Frelseren gav sit liv for at tjene os.
-
Tænk på mennesker i din familie eller dit nærområde, som er økonomisk, socialt, fysisk eller åndeligt trængende. Overvej hvilke ting, du kan gøre for at tjene dem.
Derfor ønsker Frelseren, at vi skal tjene andre
-
Hvorfor ønsker Herren, at vi skal tjene andre?
Gennem mænds, kvinders, drenges og pigers tjeneste udføres Guds værk. Præsident Spencer W. Kimball forklarede: »Gud lægger virkelig mærke til os, og han våger over os. Men almindeligvis er det gennem et andet menneske, han opfylder vore behov« (Kirkens præsidenters lærdomme: Spencer W. Kimball, 2006, s. 85).
Gennem hele vores liv er vi alle afhængige af andres hjælp. Da vi var små børn, gav vore forældre os mad, tøj og omsorg. Uden den omsorg ville vi ikke overleve. Da vi voksede op, lærte vi færdigheder og holdninger af andre mennesker. Mange af os har haft brug for pleje under sygdom eller penge i en økonomisk krisesituation. Nogle af os beder Gud om at velsigne mennesker, der lider, og gør så ikke noget for dem. Vi må huske, at Gud arbejder gennem os.
Når vi hjælper hinanden, tjener vi Gud. Kong Benjamin, en stor konge på Mormons Bogs tid, lærte sit folk dette princip ved den måde, han levede på. Han tjente dem hele sit liv og tjente selv til livets ophold frem for at blive understøttet af folket. I en inspireret prædiken forklarede han, hvorfor han elskede at tjene, da han sagde:
»Når I er i jeres medmenneskers tjeneste, er I blot i jeres Guds tjeneste …
og hvis jeg, som I kalder jeres konge, arbejder for at tjene jer, burde I da ikke arbejde for at tjene hinanden?« (Mosi 2:17-18).
-
Hvad kan vi gøre for at være beredt til at opfylde andres behov?
Vi får velsignelser gennem tjeneste
-
Hvilke velsignelser får vi ved at tjene andre?
Når vi tjener andre, opnår vi betydningsfulde velsignelser. Ved tjeneste øger vi vores evne til at elske. Vi bliver mindre selviske. Når vi tænker på andres problemer, forekommer vore egne mindre alvorlige. Vi må tjene andre for at opnå evigt liv. Gud har sagt, at de, der bor med ham, må elske og tjene hans børn (se Matt 25:34-40).
Når vi lægger mærke til mennesker, der tjener uselvisk, kan vi se, at de får mere, end de giver. En sådan person var en sidste dages hellig ved navn Paul, som mistede førligheden i begge ben i en ulykke. Nogle mænd var måske blevet bitre og nytteløse, men Paul valgte i stedet at tænke på andre. Han lærte et fag og tjente nok til at købe et hus. Der husede han og hans hustru mange hjemløse, uønskede børn. Nogle var alvorligt handicappede. Indtil sin død 20 år senere tjente han disse børn samt andre. Til gengæld var han meget afholdt, og hans tanker blev afledt fra hans handicappede ben. Han kom tæt på Herren.
Præsident Spencer W. Kimball har sagt: »Vi bliver mere selvstændige, når vi tjener andre – det bliver faktisk nemmere at ›finde‹ os selv, fordi der er så meget mere at finde!« (Kirkens præsidenters lærdomme: Spencer W. Kimball, 2006, s. 85-86).
Muligheder for at tjene
Nogle af os tjener kun dem, vi kan lide at være i nærheden af og undgår alle andre. Men Jesus befalede os at elske og tjene alle. Der er mange muligheder for at tjene (se Mosi 4:15-19).
Vi kan tjene dem i vores familie. Ægtemænd og hustruer bør være opmærksomme på hinandens behov. Forældre bør tjene deres børn ved ikke kun at give dem mad og tøj, men også ved at undervise dem og lege og arbejde sammen med dem. Børn kan tjene ved at hjælpe til med huslige pligter og hjælpe deres brødre og søstre.
Ægtemænd og hustruer tjener og hjælper hinanden. De kan hjælpe hinanden med at sørge for børnene, og de kan støtte hinanden i deres individuelle interesser og sysler. En mor og en far må ofre for at sende en søn eller datter på mission. En større dreng kan trøste en lillesøster, som er mørkeræd eller hjælpe hende med at lære at læse. Vore profeter har fortalt os, at familien er den mest betydningsfulde enhed i samfundet. Vi må tjene vores familie godt (se Mosi 4:14-15).
Vi har mange muligheder for at tjene vore naboer, venner og endda fremmede. Hvis en nabo har vanskeligheder med at høste før en storm, kan vi hjælpe. Hvis en mor er syg, kan vi passe hendes børn eller hjælpe med husarbejdet. Hvis en ung mand falder fra Kirken, kan vi lede ham tilbage. Hvis et barn bliver drillet, kan vi være dets ven og overtale andre til at være venlige. Vi behøver ikke at kende de mennesker, vi tjener. Vi bør altid se efter muligheder for at tjene så mange af vor himmelske Faders børn, som vi kan.
Hvis vi har særlige talenter, bør vi anvende dem til at tjene andre. Gud velsigner os med talenter og evner for at bidrage til at forbedre andres tilværelse.
Vi har muligheder for at tjene i Kirken. Et formål med Kirkens organisation er at give os muligheder for at hjælpe hinanden. Kirkemedlemmer tjener ved at missionere, tage imod lederstillinger, besøge andre kirkemedlemmer, undervise i klasser og udføre andet kirkearbejde. I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er der ingen aflønnet præstestand, så de menige medlemmer må udføre alle Kirkens aktiviteter.
-
Hvordan kan vi give vores familie tid nok, når vi også har mange muligheder for at yde tjeneste i Kirken og samfundet?
Jesus Kristus er det fuldkomne eksempel på tjeneste
-
Hvilke yndlingsberetninger fra skriften har du, hvori Frelseren viser eksempel på tjeneste?
Frelseren gav os det største eksempel på tjeneste. Han forklarede, at han ikke var kommet til jorden for at blive betjent men for at tjene og give sit liv for os (se Matt 20:28).
Jesus Kristus elsker os alle mere, end vi kan fatte. Da han var på jorden, betjente han de fattige, de uvidende, synderne samt de foragtede. Han underviste alle, der ville lytte, i evangeliet, bespiste mængder af sultne mennesker, der kom for at høre ham, helbredte de syge og oprejste de døde.
Han er skaberen af jorden og vor Frelser, og alligevel udførte han mange ydmyge tjenestegerninger. Lige før sin korsfæstelse mødtes han med sine disciple. Efter at have undervist dem tog han et fad vand og et klæde og vaskede deres fødder (se Joh 13:4-10; se også billedet i dette kapitel). Dengang var det at vaske en gæsts fødder et tegn på ære og blev normalt udført af en tjener. Jesus gjorde det som et eksempel på kærlighed og tjeneste. Når vi villigt tjener andre i kærlighedens ånd, bliver vi mere som Kristus.
-
Hvad kan vi lære af Frelserens eksempel på tjeneste?
Yderligere skriftsteder
-
Mosi 2 (Kong Benjamins tale om tjeneste)
-
L&P 81:5 (bistå, opløft, styrk)
-
Kol 3:23-24 (tjen andre, som du ville tjene Herren)
-
Alma 17-18 (Ammon tjente kongen)
-
Gal 5:13 (tjen hinanden i kærlighed)