Kapitel 15
Herrens pagtsfolk
Pagters beskaffenhed
-
Hvad er en pagt? Hvorfor kaldes de sidste dages hellige et pagtsfolk?
Siden begyndelsen har Herren indgået pagter med sine børn på jorden. Når hans folk indgår pagter (eller løfter) med ham, ved de, hvad han forventer af dem, og hvilke velsignelser de kan forvente af ham. De kan bedre udføre hans værk her på jorden. De mennesker, der indgår pagt med Herren, og som Herren indgår pagt med, er kendt som Herrens pagtfolk. Medlemmer af Kirken er en del af Herrens pagtsfolk.
I evangeliet betyder en pagt en hellig aftale eller fælles løfte mellem Gud og en person eller en gruppe af mennesker. Når vi indgår en pagt, lover Gud en velsignelse for lydighed mod bestemte befalinger. Han stiller betingelserne i sine pagter, og han åbenbarer disse betingelser til sine profeter. Hvis vi vælger at adlyde pagtens betingelser, modtager vi de lovede velsignelser. Hvis vi vælger ikke at adlyde, tilbageholder han velsignelserne, og i nogle tilfælde er der også en straf.
Når vi fx tilslutter os Kirken, indgår vi adskillige pagter med Gud (se kap. 20 i denne bog). Vi indgår pagt med Frelseren ved dåben om at påtage os hans navn. Han lover, at »så mange, som omvender sig og bliver døbt i mit navn, hvilket er Jesus Kristus, og holder ud til enden, de skal blive frelst« (L&P 18:22). Vi indgår pagt med Herren, når vi nyder nadveren (se kap. 23 i denne bog). Vi lover at påtage os hans navn, huske ham og adlyde hans befalinger. Vi bliver lovet, at Helligånden vil være hos os (se L&P 20:77-79). Når vi modtager tempelordinancer, indgår vi andre pagter og loves ophøjelse mod at adlyde trofast (se L&P 132; se også kap. 47 i denne bog).
Gud har også indgået særlige pagter med særlige personer eller grupper. Han har indgået særlige pagter med Adam, Enok, Noa, Israels børn og Lehi (se Moses 6:31-36, 52; ; 1 Mos 9:9-17; 2 Mos 19:5-6; 2 Ne 1). Han indgik en særlig pagt med Abraham og hans efterkommere, som velsigner Kirkens medlemmer og alle jordens folkeslag i dag.
-
Tænk på de pagter, du har indgået med Gud og de velsignelser, han har lovet dig, hvis du holder disse pagter.
Guds pagt med Abraham og hans efterkommere
-
Hvad er Abrahams pagt?
Abraham, en profet fra Det Gamle Testamente, var en meget retskaffen mand (se billedet i dette kapitel). Han nægtede at tilbede sin fars afguder. Han holdt alle Herrens befalinger. På grund af Abrahams retskaffenhed indgik Herren en pagt med ham og hans efterkommere.
Herren lovede Abraham, at han ville få utallige efterkommere. Han lovede, at de alle ville blive berettiget til at modtage evangeliet, præstedømmets velsignelser og alle ophøjelsens ordinancer. Disse efterkommere ville gennem præstedømmets magt bringe evangeliet ud til alle folkeslag. Gennem dem ville alle familier på jorden blive velsignet (se Abr 2:11). Gud lovede derudover, at hvis de var retskafne, ville han oprette sin pagt med alle Abrahams børns efterkommere (se 1 Mos 17:4-8).
-
Hvordan vedrører befalingerne og løfterne i Abrahams pagt os? (Overvej hvordan dette spørgsmål gælder i forskellige omgivelser som fx i hjemmet, på arbejdspladsen, i samfundet eller som missionærer).
Kirkens medlemmer er et pagtsfolk
-
Hvilke velsignelser og ansvar har Guds pagtsfolk i dag?
Abrahams direkte efterkommere er ikke de eneste mennesker, som Gud kalder sit pagtsfolk. Da Gud talte til Abraham, sagde han: »Så mange, som antager dette evangelium, skal kaldes ved dit navn og skal blive regnet for dine efterkommere og skal rejse sig og prise dig som deres fader« (Abr 2:10). På denne måde er to grupper mennesker omfattet af pagten indgået med Abraham: (1) Abrahams retskafne direkte efterkommere og (2) dem, der adopteres i hans slægtslinje ved at tage imod og efterleve Jesu Kristi evangelium (se 2 Ne 30:2).
Når vi bliver døbt i Kirken, indgår vi den pagt, som Herren indgik med Abraham, Isak og Jakob (se Gal 3:26-29). Hvis vi er lydige, arver vi denne pagts velsignelser. Vi har ret til at modtage hjælp og vejledning fra Helligånden. Værdige mandlige medlemmer har ret til at bære præstedømmet. Familier kan modtage præstedømmets velsignelser. Vi kan opnå evigt liv i det celestiale rige. Der findes ingen større velsignelser end disse.
Sammen med de velsignelser, vi modtager som Herrens pagtsfolk, har vi store ansvar. Herren har lovet Abraham, at evangeliet gennem hans efterkommere ville blive bragt ud til alle på jorden. Vi opfylder dette ansvar gennem Kirkens fuldtidsmissionærprogram og medlemmernes missionering. Denne mulighed for at forkynde evangeliet til hele verden tilhører udelukkende Herrens kirke og hans pagtsfolk.
Som Herrens pagtsfolk bør vi holde hans befalinger. Herren sagde: »Jeg, Herren, er bundet, når I gør, hvad jeg siger; men når I ikke gør, hvad jeg siger, har I intet løfte« (L&P 82:10). Hvis vi forkaster vores pagt efter at have tilsluttet os evangeliet, bliver pagten ugyldig, og vi bliver fordømt af Gud (se L&P 132:4). Han har sagt: »Afhold jer fra synd, for at hårde straffedomme ikke skal falde på jeres hoved. For af ham, til hvem meget er givet, bliver der krævet meget, og den, som synder mod et større lys, skal få en større fordømmelse« (L&P 82:2-3).
Den nye og evigtvarende pagt
-
Hvad lover vi, når vi tager imod evangeliet? Hvilke velsignelser giver vor himmelske Fader os, når vi holder disse løfter?
Evangeliets fylde kaldes den nye og evigtvarende pagt. Den omfatter pagter indgået ved dåben, under nadveren, i templet og på ethvert andet tidspunkt. Herren kalder den evigtvarende, fordi den er forordnet af en evigtvarende Gud, og fordi pagten aldrig forandres. Han gav den samme pagt til Adam, Enok, Noa, Abraham og andre profeter. I den forstand er den ikke ny. Men Herren kalder den ny, for hver gang evangeliet gengives efter at have været taget bort fra jorden, er den ny for det folk, som modtager den (se Jer 31:31-34; Ez 37:26).
Når vi tager imod den nye og evigtvarende pagt, indvilliger vi i at omvende os, blive døbt, modtage Helligånden, modtage vores begavelse, modtage ægteskabspagten i templet og følge og adlyde Kristus til vores livs ende. Når vi holder vore pagter, lover vor himmelske Fader os, at vi vil modtage ophøjelse i det celestiale rige (se L&P 132:20-24; se også kap. 47 i denne bog).
Storheden i det løfte er vanskelig for os dødelige at forstå. De befalinger, han giver, er til vores gavn, og når vi er trofaste, kan vi for evigt få del i himlens og jordens velsignelser og deres skønhed. Vi kan bo i hans nærhed og få del i hans kærlighed, medfølelse, magt, storhed, kundskab, visdom, herlighed og herredømmer.
-
Hvad har det at være Herrens pagtsfolk at gøre med, hvordan vi klæder os, handler og holder Guds befalinger?
Yderligere skriftsteder og andre kilder
-
1 Pet 2:9-10 (et ejendomsfolk)
-
L&P 54:4-6 (følgerne ved at holde eller bryde pagter)
-
L&P 132:7 (pagter indgået med rette myndighed)
-
L&P 133:57-60 (formålet med pagter)
-
L&P 35:24 (løfter for overholdelse af pagter)
-
Hebr 8:6 (Jesus Kristus er formidleren af en bedre pagt)
-
Guide til Skrifterne, »Pagt«, s. 149