Bøger og lektioner
Kapitel 4: Frihed til at vælge


Kapitel 4

Frihed til at vælge

Man standing at crossroads

Handlefrihed er et evigt princip

  • Hvis nogen spurgte dig om, hvorfor det er så vigtigt at have handlefrihed, hvad ville du så sige?

»Dog må du selv vælge, for det er givet dig« (Moses 3:17).

Gud har gennem sine profeter fortalt os, at vi er frie til at vælge mellem godt og ondt. Vi kan vælge frihed og evigt liv ved at følge Jesus Kristus. Vi er også frie til at vælge fangenskab og død ved at følge Satan (se 2 Ne 2:27). Retten til at vælge mellem godt og ondt og til at handle for os selv bliver kaldt handlefrihed.

I vores førjordiske liv havde vi handlefrihed. Et af livets formål er, at vi viser, hvilke valg vi vil foretage (se 2 Ne 2:15-16). Hvis vi blev tvunget til at vælge det rigtige, ville vi ikke være i stand til at vise, hvad vi selv ville vælge. Vi bliver også gladere af at gøre ting, når vi har foretaget vore egne valg.

Handlefrihed var et af de vigtigste spørgsmål, der blev rejst i det førjordiske råd i himlen. Det var en af hovedårsagerne til konflikten mellem Kristi og Satans tilhængere. Satan sagde: »Se, her er jeg, send mig, jeg vil være din søn, og jeg vil forløse hele menneskeheden, så ikke en eneste sjæl skal fortabes, og jeg vil visselig gøre det; giv mig derfor din ære« (Moses 4:1). Ved at sige det »satte [Satan] sig op mod [Gud] og stræbte efter at tilintetgøre menneskets handlefrihed« (Moses 4:3). Hans tilbud blev afvist, og han blev kastet ud af himlen sammen med sine tilhængere (se L&P 29:36-37).

Handlefrihed er en nødvendig del af frelsesplanen

Handlefrihed gør jordelivet til en prøveperiode. Da Gud planlagde den jordiske skabelse af sine børn, sagde han: »Vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren deres Gud vil befale dem« (Abr 3:25). Uden handlefrihedens gave ville vi ikke have været i stand til at vise vor himmelske Fader, om vi ville gøre alt, hvad han befalede os. Eftersom vi er i stand til at vælge, er vi ansvarlige for vore handlinger (se Hel 14:30-31).

Når vi vælger at leve ifølge Guds plan for os, bliver vores handlefrihed styrket. Rigtige valg øger vores magt til at foretage flere rigtige valg.

Når vi adlyder hver af vor himmelske Faders befalinger, vokser vi i visdom og karakterstyrke. Vores tro øges. Vi finder det lettere at foretage rette valg.

Vi begyndte at træffe valg som åndelige børn i vor himmelske Faders nærhed. Vore valg dér gjorde os værdige til at komme ned på jorden. Vor himmelske Fader ønsker, at vi skal vokse i tro, kraft, kundskab, visdom og alle andre gode ting. Hvis vi holder hans befalinger og træffer rette valg, lærer og forstår vi. Vi bliver ligesom ham (se L&P 93:28).

  • Når vi foretager rette valg, hvordan hjælper det os så med at træffe flere rette valg?

Handlefrihed kræver, at der er et valg

  • Hvorfor er modsætning nødvendig?

Vi kan ikke vælge retfærdighed, medmindre det modsatte af godt og ondt bliver stillet foran os. Lehi, en stor profet i Mormons Bog, fortalte sin søn Jakob, at for at udføre Guds evige formål, skal der være »en modsætning i alt. Hvis det ikke var således … kunne retfærdighed ikke tilvejebringes, ej heller ugudelighed, hverken hellighed eller elendighed, hverken godt eller ondt« (2 Ne 2:11).

Gud tillader Satan at gøre modstand mod det gode. Gud sagde til Satan:

»[Jeg] foranledigede … at han skulle styrtes ned.

Og han blev Satan, ja, djævelen, faderen til alle løgne, så han kunne bedrage og forblinde menneskene og føre dem fangne efter sin vilje, endog så mange, som ikke vil lytte til min røst« (Moses 4:3-4).

Satan gør alt, hvad han kan for at ødelægge Guds værk. Han stræber efter at »gøre hele menneskeslægten elendig … Han stræber efter at gøre alle mennesker elendige, ligesom han selv er« (2 Ne 2:18, 27). Han elsker os ikke. Han ønsker ikke noget godt for os (se Moro 7:17). Han ønsker ikke, vi skal være lykkelige. Han ønsker at gøre os til sine slaver. Han bruger mange forklædninger for at gøre os til slaver.

Når vi følger Satans fristelser, begrænser vi vore valg. Følgende eksempel angiver, hvordan det virker: Forestil dig et skilt på stranden, hvor der står: »Fare – stærk understrøm. Svømning forbudt.« Vi tænker måske, det er en begrænsning. Men er det det? Vi har stadig mange valg. Vi har frihed til at svømme et andet sted. Vi har frihed til at gå langs stranden og samle muslingeskaller. Vi har frihed til at se solnedgangen. Vi har frihed til at gå hjem. Vi har også frihed til at ignorere skiltet og svømme ud på det farlige sted. Men når vi bliver trukket ned, og vi er fanget af strømmen, har vi meget få valg. Vi kan prøve at undslippe, eller vi kan råbe om hjælp, men måske drukner vi.

Selv om vi har frihed til at vælge vore handlinger, har vi ikke frihed til at vælge konsekvenserne af vore handlinger. Konsekvenserne, hvad enten de er gode eller dårlige, følger som et naturligt udfald af ethvert valg, vi måtte træffe (se Gal 6:7; Åb 22:12).

Vor himmelske Fader har fortalt os, hvordan vi kan undgå Satans fangenskab. Vi må våge og altid henvende os i bøn til Gud og bede ham om at hjælpe os med at modstå Satans fristelser (se 3 Ne 18:15). Vor himmelske Fader vil ikke tillade os at blive fristet ud over vores evne til at modstå (se 1 Kor 10:13; Alma 13:28).

Guds befalinger leder os væk fra fare og mod evigt liv. Ved at vælge klogt opnår vi ophøjelse, udvikler os for evigt og nyder fuldkommen glæde (se 2 Ne 2:27-28).

  • Hvilke eksempler er der på handlinger, som begrænser vore valg? Hvilke eksempler er der på handlinger, der giver os større frihed?

Yderligere skriftsteder