Bøger og lektioner
Kapitel 45: Tusindårsriget


Kapitel 45

Tusindårsriget

A male lion and lamb lying peacefully next to each other in a grassy field.  Rolling hills are in  the background.  There are clouds in the sky.   The image portrays the peace among animal life that will exist during the Millennium.

Mennesker på jorden under tusindårsriget

  • Hvem vil være på jorden under tusindårsriget?

Et tusind års fred, kærlighed og glæde begynder på jorden ved Jesu Kristi andet komme. Denne tusindårige periode kaldes tusindårsriget. Skrifterne og profeterne hjælper os med at forstå, hvordan det vil være at leve på jorden under tusindårsriget.

På grund af tilintetgørelsen af de ugudelige ved Frelserens andet komme, er det kun retskafne mennesker, der lever på jorden ved tusindårsrigets begyndelse. Det er dem, der har levet et dydigt og ærligt liv. Disse mennesker arver enten det terrestriale eller det celestiale rige.

Under tusindårsriget lever der stadig dødelige på jorden, og de vil fortsat få børn, sådan som vi gør nu (se L&P 45:58). Joseph Smith har sagt, at udødelige væsener hyppigt vil besøge jorden. Disse opstandne væsener vil hjælpe os med at regere samt udføre andet arbejde (se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 322-323).

Mennesker har stadig deres handlefrihed, og i en tid er mange fritstillede med hensyn til at fortsætte med deres religion og ideer. I sidste instans vil alle bekende, at Jesus Kristus er Frelseren.

Under tusindårsriget skal Jesus »personligt … regere på jorden« (TA 1:10). Joseph Smith forklarede, at Jesus skal »regere over de hellige og komme ned og undervise« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 254).

Kirkens arbejde under tusindårsriget

  • Hvilke to store opgaver bliver udført under tusindårsriget?

Der vil være to store opgaver for Kirkens medlemmer i tusindårsriget: tempeltjeneste og missionering. Tempeltjeneste omfatter de ordinancer, der er nødvendige for ophøjelse. Disse omfatter dåb, håndspålæggelse for Helligåndsgaven og tempelordinancerne – begavelse, tempelægteskab samt besegling i familieenheder.

Mange mennesker er døde uden at have modtaget disse ordinancer. Mennesker på jorden må udføre disse ordinancer for dem. Dette arbejde bliver nu gjort i Herrens templer. Der er for meget arbejde til at færdiggøre det før tusindårsriget begynder, så det vil blive fuldført i løbet af den tid. Opstandne væsener vil hjælpe os med at rette de fejl, vi har begået, da vi søgte vore afdøde forfædre. De vil også hjælpe os med at finde de oplysninger, vi behøver, for at fuldføre vore optegnelser (se Joseph Fielding Smith, Lærdomme om Frelse, 1977, bind 2, s. 141, 206).

Den anden store opgave i tusindårsriget er missionering. Der vil blive undervist i evangeliet med stor kraft til alle mennesker. Til sidst bliver der ikke brug for at undervise andre i evangeliets første principper, fordi »alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren« (Jer 31:34).

  • Hvordan kan vi forberede os nu på arbejdet i tusindårsriget?

Forholdene i tusindårsriget

  • Hvordan bliver tilværelsen i tusindårsriget anderledes i forhold til tilværelsen på jorden nu?

Profeten Joseph Smith har sagt, at i tusindårsriget »[skal] jorden … blive fornyet og få sin paradisiske herlighed« (TA 1:10).

Satan bundet

I tusindårsriget bliver Satan bundet. Det betyder, at han ikke har magt til at friste dem, der lever på det tidspunkt (se L&P 101:28). »Børn[ene] skal vokse op uden synd til frelse« (L&P 45:58). »Og på grund af [Herrens] folks retfærdighed har Satan ingen magt; derfor kan han ikke blive løst i et tidsrum af mange år, for han har ingen magt over folkets hjerte, for de bor i retfærdighed, og Israels Hellige regerer« (1 Ne 22:26).

Fred på jorden

I tusindårsriget vil der ingen krig være. Mennesker vil leve i fred og harmoni med hinanden. Ting, der har været anvendt til krig, bliver ændret til nyttige formål. »De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig« (Es 2:4; se også Es 11:6-7; L&P 101:26).

Retfærdig ledelse

Præsident John Taylor har sagt: »Herren vil være konge over hele jorden og hele menneskeheden bogstaveligt talt være under hans herredømme, og alle nationer under himlene vil skulle anerkende hans bemyndigelse og bøje sig for hans scepter. De, som tjener Gud i retskaffenhed, vil stå i forbindelse med ham og med Jesus, de vil have engles betjening og vil kende fortiden, nuet og fremtiden. Og andre mennesker, som ikke måtte udvise fuld lydighed mod hans love og heller ikke blive fuldt ud belært om hans pagter, vil ikke desto mindre skulle underkaste sig hans regering fuldt ud. For det vil være Guds regering på jorden, og han vil gennemføre sine love og kræve den lydighed fra verdens nationer, som han har ret til« (Kirkens præsidenters lærdomme: John Taylor, 2002, s. 225).

Ingen død

I tusindårsriget er der ingen død, sådan som vi kender den. Når mennesker har nået alderdommen, dør de ikke og bliver ikke begravet. I stedet forandres deres dødelige tilstand til en udødelig på »et øjeblik« (se L&P 63:51; 101:29-31).

Alt åbenbaret

Nogle sandheder er ikke blevet åbenbaret for os. Alt vil blive åbenbaret i tusindårsriget. Herren har sagt, at han vil »åbenbare alt – det, som er sket, og det skjulte, som ingen har kendt til, det, der vedrører jorden, og ved hvilket den blev skabt, og formålet og sigtet med den – det, der er allermest kostbart, det, som er ovenover, og det, som er nedenunder, det, som er i jorden og på jorden og i himlen« (L&P 101:32-34).

Andre aktiviteter i tusindårsriget

På mange måder bliver tilværelsen meget lig det, den er nu, bortset fra at alt bliver udført i retskaffenhed. Mennesker vil spise og drikke og have tøj på (se Kirkens præsidenters lærdomme: Brigham Young, 1997, s. 333). Mennesker sår, høster afgrøder og bygger huse (se Es 65:21).

  • Hvilke tanker og følelser har du om de forhold, der kommer til at eksistere i tusindårsriget?

En afgørende kamp efter tusindårsriget

  • Hvad bliver jordens endelige skæbne?

Ved slutningen af de 1000 år slippes Satan fri for en kort tid. Nogle mennesker vil vende sig bort fra vor himmelske Fader. Satan vil samle sine hære, og Mikael (Adam) vil samle himlens hærskarer. I dette store slag bliver Satan og hans tilhængere kastet ud for evigt. Jorden bliver forandret til et celestialt rige (se L&P 29:22-29; 88:17-20, 110-115).

Yderligere skriftsteder