Bøger og lektioner
Kapitel 44: Jesu Kristi andet komme


Kapitel 44

Jesu Kristi andet komme

The resurrected Jesus Christ (wearing white robes with a magenta sash) standing above a large gathering of clouds. Christ has His arms partially extended. The wounds in the hands of Christ are visible.

Se frem til Frelserens andet komme

Fyrre dage efter sin opstandelse var Jesus og hans apostle forsamlede på Oliebjerget. Tidspunktet for at forlade jorden var kommet for Jesus. Han havde fuldført alt det arbejde, som han havde at udføre på det tidspunkt. Han skulle til at vende tilbage til vor himmelske Fader indtil tiden for hans andet komme.

Efter Jesus havde belært sine apostle, steg han til himmels. Mens apostlene så op mod himlene, kom der to engle ved siden af dem og sagde: »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen« (ApG 1:11).

Fra da af og indtil i dag har Jesu Kristi tilhængere set frem til det andet komme.

Hvad vil Jesus gøre, når han kommer igen?

Når Jesus kommer igen på jorden, gør han følgende:

  1. Han renser jorden. Når Jesus kommer igen, kommer han i magt og stor herlighed. På det tidspunkt bliver de ugudelige tilintetgjort. Alt, hvad der er forgængeligt, bliver fortæret, og jorden bliver renset ved ild (se L&P 101:24-25).

  2. Han vil dømme sit folk. Når Jesus kommer igen, vil han dømme folkeslagene og vil skille de retskafne fra de ugudelige (se Matt 25:31-46; se også kapitel 46 i denne bog). Johannes Åbenbarer skrev om denne dom: »Og jeg så troner og nogle, der tog sæde på dem; de fik givet domsmagt. Og jeg så sjælene af dem, som var blevet halshugget på grund af Jesu vidnesbyrd og Guds ord … De kom til live og blev konger med Kristus i tusind år.« De ugudelige, han så, »kom ikke til live, før de tusind år var omme« (Åb 20:4-5; se også L&P 88:95-98).

  3. Han indvarsler tusindårsriget. Tusindårsriget er den tusindårige periode, hvor Jesus regerer på jorden. De retskafne tages op for at møde Jesus ved hans komme (se L&P 88:96). Hans komme indleder det tusindårige styre (se kap. 45 i denne bog).

    Præsident Brigham Young har sagt:

    »I tusindårsriget, når Guds rige er oprettet på jorden i kraft, hellighed og fuldkommenhed og ondskabens regering, som har hersket så længe, er undertrykt, vil Guds hellige have privilegiet af at bygge deres templer, og ved at gå ind i dem bliver de så at sige søjler i Guds templer [se Åb 3:12], og de vil gøre arbejde for deres døde. Da vil vi se vore venner komme frem og måske nogle, som vi her har kendt her … Og vi vil modtage åbenbaringer for at kende vore forfædre helt tilbage til fader Adam og moder Eva, og vi vil gå ind i Guds templer og udføre arbejde for dem. Da vil [børn] blive beseglet til [forældre], til kæden er komplet tilbage til Adam, så der vil være en komplet præstedømmekæde fra Adam til sidste led« (Kirkens præsidenters lærdomme: Brigham Young, 1997, s. 333-334).

  4. Han vil fuldføre den første opstandelse. De, der har opnået privilegiet at komme frem i de retfærdiges opstandelse, opstår fra deres grav. De bliver taget op for at møde Frelseren, når han kommer ned fra himlen (se L&P 88:97-98).

    Efter Jesus Kristus opstod fra de døde, opstod der også andre retskafne mennesker, som var døde. De viste sig i Jerusalem og også på det amerikanske fastland (se Matt 27:52-53; 3 Ne 23:9-10). Det var begyndelsen på den første opstandelse. Nogle mennesker er opståede siden da. De, der allerede er opstået, og de, der opstår på tidspunktet for hans komme, arver alle det celestiale riges herlighed (se L&P 76:50-70).

    Efter at de, der arver celestial herlighed, er opstået, opstår endnu en gruppe: De, der vil modtage en terrestrial herlighed. Når alle disse mennesker er opstået, er den første opstandelse fuldført.

    De ugudelige, som lever på tidspunktet for Herrens andet komme, bliver tilintetgjort i kødet. De må, ligesom de ugudelige, der allerede er døde, vente indtil den sidste opstandelse. De resterende af de døde vil alle opstå for at møde Gud. De arver enten det telestiale rige eller kastes ud i det yderste mørke sammen med Satan (se L&P 76:32-33, 81-112).

  5. Han indtager sin retmæssige plads som himlens og jordens konge. Når Jesus kommer, opretter han sit styre på jorden. Kirken bliver en del af det rige. Han regerer over alle mennesker på jorden i fred i 1000 år.

    Da Jesus Kristus første gang kom til jorden, kom han ikke i herlighed. Han blev født i en beskeden stald og lagt i en krybbe med hø. Han kom ikke med store hære, sådan som jøderne havde forventet det af deres Frelser. I stedet kom han og sagde: »Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer« (Matt 5:44). Han blev afvist og korsfæstet. Men han vil ikke blive afvist ved sit andet komme, »for hvert øre skal høre det, og hvert knæ skal bøje sig og hver tunge skal bekende,« at Jesus er Kristus (L&P 88:104). Han vil blive hilst som »herrernes herre og kongernes konge« (Åb 17:14). Han skal kaldes »Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste« (Es 9:5).

  • Hvad tænker og føler du, når du overvejer begivenhederne ved det andet komme?

Hvordan kan vi vide, hvornår Frelserens komme er nær?

Da Jesus Kristus blev født, vidste meget få mennesker, at verdens Frelser var kommet. Når han kommer igen, vil der ikke være nogen tvivl om, hvem han er. Ingen kender det nøjagtige tidspunkt for, hvornår Frelseren kommer igen. »Men den dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlene eller Sønnen, men alene Faderen« (Matt 24:36; se også L&P 49:7).

Herren anvendte en lignelse for at give os en ide om tidspunktet for hans komme:

»Lær denne lignelse af figentræet: Når dets grene bliver bløde og får blade, ved I, at sommeren er nær.

Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at han står lige for døren« (Mark 13:28-29).

Herren har også givet os nogle tegn, så vi kan vide, hvornår hans komme er nær. Efter at have åbenbaret tegnene, advarede han:

»Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer …

Derfor skal I også være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det« (Matt 24:22, 44).

For yderligere oplysninger om, hvordan vi kan vide, hvornår Jesu andet komme er nær, henvises til kapitel 43 i denne bog.

Hvordan kan vi være beredte, når Frelseren kommer?

Den bedste måde, hvorpå vi kan berede os på Frelserens komme, er at tage imod evangeliets lærdomme og gøre dem til en del af vores tilværelse. Vi bør gøre vores bedste hver dag, ligesom Jesus sagde, da han var på jorden. Vi kan søge profeten for vejledning og følge hans råd. Vi kan leve værdigt, så vi kan have Helligånden som vejleder. Så vil vi se frem til Frelserens komme med glæde og ikke med frygt. Herren har sagt: »Frygt ikke, lille flok, riget er jeres, indtil jeg kommer. Se, jeg kommer hastigt. Så ske det. Amen« (L&P 35:27).

  • Hvorfor skal vi hellere tænke på vores forberedelse frem for det præcise tidspunkt for det andet komme?

Yderligere skriftsteder