Kapitel 31
Ærlighed
Ærlighed er et frelsens princip
-
Hvordan ville samfundet være, hvis alle var fuldstændigt ærlige?
I den 13. trosartikel står der: »Vi tror, at vi skal være ærlige.« Mormons Bog fortæller os om en gruppe mennesker, der var »kendetegnet ved deres hengivenhed over for Gud og også over for mennesker; for de var fuldkommen ærlige og retsindige i alt; og de var standhaftige i troen på Kristus, ja, indtil enden« (Alma 27:27). På grund af deres ærlighed var disse mennesker kendt af deres medmennesker og af Gud. Det er vigtigt at lære, hvad ærlighed er, hvordan vi bliver fristet til at være uærlige, og hvordan vi kan overvinde denne fristelse.
Fuldstændig ærlighed er nødvendig for vores frelse. Præsident Brigham Young har sagt: »Hvis vi accepterer frelsen på de betingelser, som vi har fået den åbenbaret, må og skal vi være ærlige i enhver tanke, i vores overvejelser, i vores meditation, i vores private omgangskreds, i vores gøremål, i vores udtalelser og i enhver af vores livs gerninger« (Kirkens præsidenters lærdomme: Brigham Young, 1997, s. 293).
Gud er ærlig og retfærdig i alt (se Alma 7:20). Vi må også være ærlige i alt for at blive ligesom ham. Jereds broder bevidnede: »Ja, Herre, jeg ved, at du … er en sanddru Gud og kan ikke lyve« (Eter 3:12). I modsætning hertil er djævelen en løgner. Ja, han er løgnens fader (se 2 Ne 9:9). »De, der vælger at snyde, lyve, bedrage og fordreje, bliver hans slaver« (Mark E. Petersen, Ensign, dec. 1971, s. 73).
Ærlige mennesker elsker sandhed og retfærdighed. De er ærlige i ord og handling. De lyver, stjæler eller snyder ikke.
At lyve er uærligt
At lyve er bevidst at bedrage andre. At bære falsk vidnesbyrd er én form for uærlighed. Herren gav denne befaling til Israels børn: »Du må ikke vidne falsk mod din næste« (2 Mos 20:16). Jesus underviste også i dette, da han var på jorden (se Matt 19:18). Der er mange andre former for løgn. Når vi taler usandt, er vi skyldige i at lyve. Vi kan også bevidst bedrage andre med en bevægelse eller et blik, med tavshed eller ved kun at fortælle en del af sandheden. Når som helst vi på nogen måde lader folk tro noget, der ikke er sandt, er vi ikke ærlige.
Herren har ikke behag i sådan uærlighed, og vi kommer til at stå til regnskab for vore løgne. Satan vil have os til at tro, at det er i orden at lyve. Han siger: »Ja, lyv lidt … det er der intet galt i« (2 Ne 28:8). Satan opmuntrer os til at retfærdiggøre vore løgne over for os selv. Ærlige mennesker genkender Satans fristelser og vil tale hele sandheden, selv om det tilsyneladende er til ulempe for dem.
At stjæle er uærligt
Jesus sagde: »Du må ikke stjæle« (Matt 19:18). At stjæle er at tage noget, som ikke tilhører os. Når vi tager noget, der tilhører en anden person eller en forretning eller samfundet uden tilladelse, stjæler vi. At tage varer eller ting fra en arbejdsgiver er at stjæle. At kopiere musik, film, billeder eller tekst uden tilladelse fra indehaverne af rettighederne er at være uærlig og er en form for tyveri. At tage imod flere penge eller varer, end man burde, er uærligt. At tage mere end vores del af noget som helst er at stjæle.
At snyde er uærligt
Vi snyder, når vi giver mindre end vi skylder, eller når vi får noget, vi ikke fortjener. Nogle ansatte snyder deres arbejdsgivere ved ikke at yde arbejde den fulde tid, og alligevel tager de imod fuld betaling. Nogle arbejdsgivere er ikke rimelige over for deres ansatte, fordi de betaler dem mindre, end de bør. Satan siger: »Drag fordel af en anden på grund af hans ord, grav en grav for din næste« (2 Ne 28:8). At drage uretmæssig fordel er en form for uærlighed. At yde ringe service eller dårlige varer er at snyde.
Vi må ikke undskylde for vores uærlighed
-
Hvad sker der for os åndeligt, når vi undskylder vores uærlighed?
Mennesker anvender mange undskyldninger for at være uærlige. Mennesker lyver for at beskytte sig selv og for at andre skal tænke godt om dem. Nogle undskylder sig for at stjæle og mener, at de fortjener det, de tog, og har til hensigt at returnere det, eller at de har mere brug for det end ejeren. Nogle snyder for at få bedre karakterer i skolen, eller fordi »alle andre gør det« eller for at hævne sig.
Disse undskyldninger og mange flere bliver brugt som årsager til uærlighed. For Herren er der ikke nogen acceptable årsager. Når vi kommer med undskyldninger, snyder vi os selv, og Guds Ånd ophører med at være hos os. Vi bliver mere og mere uretskafne.
Vi kan være fuldkommen ærlige
-
Hvad vil det sige at være fuldkommen ærlig?
For at blive fuldkommen ærlige må vi se omhyggeligt på os selv. Hvis der er nogle områder, hvor vi er bare den mindste smule uærlige, bør vi omvende os straks.
Når vi er fuldstændig ærlige, kan vi ikke være fordærvede. Vi er trofaste mod enhver tillid, pligt, aftale eller pagt, selv om det koster os penge, venner eller vores liv. Så kan vi se Herren, os selv og andre i øjnene uden skam. Præsident Joseph F. Smith gav dette råd: »Lad hvert menneske leve således, at hans karakter vil kunne tåle nøje eftersyn og således, at det kan ses som i en åben bog, at han ikke har noget at skjule eller skamme sig over« (Evangeliske lærdomme, 1980, s. 212).
-
Hvordan påvirker vores ærlighed eller uærlighed vore følelser for os selv?
Yderligere skriftsteder
-
L&P 50:17 (tal kun ved sandhedens ånd)
-
L&P 76:103-106 (løgneres skæbne)
-
L&P 42:27 (befaling om ikke at tale ondt om vores næste)
-
2 Mos 20:15-}16 (befalinger om ikke at stjæle og ikke vidne falsk)
-
L&P 42:20, 84-85; 59:6 (forbudt at stjæle)
-
L&P 3:2 (Gud er ærlig)
-
L&P 10:25-28 (Satan bedrager)