Kapitel 34
Udvikling af vore talenter
Vi har alle forskellige talenter og evner
Vi har alle særlige gaver, talenter og evner, som vi har fået af vor himmelske Fader. Da vi blev født, tog vi disse gaver, talenter og evner med os (se kapitel 2 i denne bog).
Profeten Moses var en stor leder, men han havde brug for Aron, sin bror, som talsmand (se 2 Mos 4:14-16). Nogle af os er ledere ligesom Moses eller gode talere ligesom Aron. Nogle af os kan synge godt eller spille på et instrument. Andre kan være gode til sport eller arbejde godt med deres hænder. Andre talenter, vi kan være i besiddelse er evnen til at forstå andre, have tålmodighed, være munter eller have evnen til at undervise andre.
-
Hvordan har du draget nytte af andres talenter?
Vi bør anvende og udvikle vore talenter
-
Hvordan kan vi udvikle vore talenter?
Vi har et ansvar for at udvikle de talenter, vi har fået. Sommetider tror vi, at vi ikke har mange talenter, eller at andre mennesker er blevet velsignet med flere evner, end vi er. Nogle gange bruger vi ikke vore talenter, fordi vi er bange for, at vi fejler eller bliver kritiseret af andre. Vi bør ikke skjule vore talenter. Vi bør anvende dem. Så kan andre se vore gode gerninger og prise vor himmelske Fader (se Matt 5:16).
Der er visse ting, vi må gøre for at udvikle vore talenter. For det første må vi opdage vore talenter. Vi bør vurdere os selv for at finde vore styrker og evner. Vores familie og venner kan hjælpe os med det. Vi bør også bede vor himmelske Fader om hjælp til at lære vore talenter at kende.
For det andet må vi være villige til at tilbringe tid og kræfter med at udvikle det talent, vi stræber efter.
For det tredje må vi have tro på, at vor himmelske Fader vil hjælpe os, og vi må have tro på os selv.
For det fjerde må vi lære de nødvendige færdigheder, så vi kan udvikle vore talenter. Det kan vi gøre ved at gå til undervisning, bede venner om at undervise os eller læse en bog.
For det femte må vi øve os og udøve vores talent. Ethvert talent kræver en indsats og arbejde for at kunne udvikles. At beherske et talent må man gøre sig fortjent til.
For det sjette skal vi dele vores talent med andre. Det er ved at bruge vore talenter, at de vokser (se Matt 25:29).
Alle disse trin bliver lettere, hvis vi beder og søger Herrens hjælp. Han ønsker, at vi udvikler vore talenter, og han vil hjælpe os.
Vi kan udvikle vore talenter på trods af vore svagheder
-
Hvordan kan vi udvikle vore talenter på trods af vore svagheder?
Fordi vi er dødelige og faldne, har vi svagheder. Med Herrens hjælp kan vi overvinde vore svagheder og faldne natur (se Eter 12:27, 37). Beethoven komponerede sine største værker, efter han var blevet døv. Enok overvandt sin langsommelighed til at tale og blev en mægtig underviser (se Moses 6:26-47).
Visse store sportsfolk har måttet overvinde handicaps, før det lykkedes dem at udvikle deres talenter. Shelly Mann er et eksempel på det. »Som femårig fik hun polio … Hendes forældre tog hende dagligt til en svømmehal, hvor de håbede, at vandet ville hjælpe med at holde hendes arme oppe, når hun prøvede at bruge dem. Da hun kunne løfte sin arm op af vandet af egen kraft, råbte hun af glæde. Så blev det hendes mål at svømme en bassinbredde, dernæst en længde, derefter adskillige længder. Hun blev ved med at prøve, svømmede, holdt ud, dag efter dag, indtil hun vandt en olympisk guldmedalje i butterfly – en af de allersværeste svømmediscipliner« (Marvin J. Ashton, Ensign, maj 1975, s. 86).
Heber J. Grant overvandt mange af sine svagheder og gjorde dem til talenter. Han havde dette motto: »Det, som vi bliver ved med at gøre, bliver lettere for os – ikke fordi tingen har ændret sig, men fordi vores evne til at udføre det, er blevet større« (Kirkens præsidenters lærdomme: Heber J. Grant, 2003, s. 34).
Herren vil velsigne os, hvis vi bruger vore talenter klogt
Præsident Joseph F. Smith har sagt: »Enhver af Guds sønner eller døtre har modtaget noget talent, og enhver vil blive krævet nøje til regnskab for det brug eller misbrug, man har gjort af det« (Evangeliske lærdomme, 1980, s. 310). Et talent er en slags forvaltning (ansvar i Guds rige). Lignelsen om talenterne fortæller os, at når vi tjener godt i vores forvaltning, får vi større ansvar. Hvis vi ikke tjener godt, bliver vores forvaltning til sidst taget fra os (se Matt 25:14-30).
Vi får også at vide i skriften, at vi bliver dømt i henhold til vore gerninger (se Matt 16:27). Ved at udvikle og anvende vore talenter over for andre mennesker, udfører vi gode gerninger.
Herren glæder sig over os, når vi anvender vore talenter klogt. Han vil velsigne os, hvis vi bruger vore talenter til gavn for andre mennesker og til at opbygge hans rige her på jorden. Nogle af de velsignelser, vi opnår, er glæde og kærlighed, når vi tjener vore brødre og søstre her på jorden. Vi lærer også selvkontrol. Alt det er nødvendigt, hvis vi skal være værdige til at bo sammen med vor himmelske Fader igen.
-
Hvilke eksempler findes der på mennesker, hvis talenter er blevet større, fordi de har brugt dem klogt? (Tænk på mennesker, du kender, eller mennesker fra skriften eller Kirkens historie).
Yderligere skriftsteder
-
Jak 1:17 (gaver kommer fra Gud)
-
L&P 46:8-11; 1 Tim 4:14 (stræben efter og udvikling af gaver)
-
2 Kor 12:9 (det svage gøres stærkt)
-
Åb 20:13; 1 Ne 15:33; L&P 19:3 (dom efter vore gerninger)
-
Hebr 13:21 (vis gode gerninger)