2010
Lindsays præstedømmevelsignelse
Marts 2010


Lindsays præstedømmevelsignelse

»Alle de, der modtager dette præstedømme, modtager mig, siger Herren« (L&P 84:35).

Lindsay var nervøs, da hun kiggede sig omkring på hospitalsstuen. Hun vidste, at der snart kom nogen og kørte hende ned på operationsstuen. Mor og far stod tæt ved hendes seng.

Et par dage tidligere havde Lindsays familie haft en særlig familieaften. Mor havde forberedt en lektion om præstedømmevelsignelser. Så fortalte alle i familien om et tidspunkt, hvor han eller hun var blevet velsignet af præstedømmets magt. Lindsay følte en fred og glæde, mens hun lyttede til deres vidnesbyrd. Mor forklarede, at den fredfyldte følelse var Helligånden, der fortalte Lindsay, at det, hun hørte, var sandt.

Da lektionen var forbi, hældte Lindsays storebror, som bar Det Melkisedekske Præstedømme, en dråbe indviet olie på hendes hoved og sagde en bøn. Så gav far hende en vidunderlig velsignelse. Han sagde, at hendes himmelske Fader kendte og elskede hende. Han sagde, at lægerne ville blive velsignet i deres arbejde, og at operationen ville gå godt. Han lovede også, at Lindsay ville have en særlig følelse af trøst og fred, som ville jage frygten bort.

Mens Lindsay ventede på hospitalet, prøvede hun at være tapper, men tårerne gled langsomt ud af hendes øjenkrog. To mænd i hospitalstøj kom ind på hendes stue og sagde, at det var tid til operationen. De var søde og forsøgte at opmuntre Lindsay, men hendes frygt ville stadig ikke forsvinde.

Lindsay sad i sin seng og krammede mor og far. Så løftede en af mændene sengehestene op, så hun ikke skulle falde ud, mens de kørte hende ned ad gangen. Da Lindsay vendte sig for at se, hvad han lavede, så hun en velkendt sølvring på hans finger. En varm, fredfyldt følelse strømmede ind i hendes hjerte, da hun så bogstaverne VDR på ringen. Lindsay smilede, mens frygten forsvandt. Hun vidste, at det nok skulle gå godt.

Illustrationer: Adam Koford