Evangeliske klassikere
Fasteloven
Fasteloven er en fuldkommen lov, og vi kan ikke nærme os fuldkommenhed, før vi beslutter at gøre den til en del af vores liv.
En af de mest oversete og dog mest nødvendige love i denne plagede generation i en moderne verden med jag og forvirring er fasteloven. Faste og bøn er lige siden de tidligste tider blevet omtalt næsten som en sammenhængende funktion. Adams generation fastede og bad, ligesom også Moses gjorde på Sinajbjerg (se 5 Mos 9:9-11) …
Efter Mesterens besøg … på den vestlige halvkugle fik folket besked på at fortsætte med »at faste og bede og med ofte at mødes sammen både for at bede og for at høre Herrens ord« (4 Ne 1:12). Folket var så fuldt og oprigtigt opsat på at adlyde Herrens befalinger, »at der ikke var nogen strid blandt alle mennesker i hele landet, men der blev udvirket mægtige mirakler blandt Jesu disciple« (4 Ne 1:13). Ville det ikke være herligt at opleve sådanne tilstande i dag?
Bøn og faste i dag
Hans lov er blevet bekræftet i vore dage, for gennem en nutidig profet … har han sagt: »Jeg giver jer den befaling, at I skal vedblive med at bede og faste fra denne stund af« (L&P 88:76). Og så i det næste vers nævner han evangelisk undervisning, næsten som et direkte produkt af bøn og faste. Med Herrens egne ord:
»Og jeg giver jer den befaling, at I skal undervise hinanden i rigets lære.
Undervis I flittigt, så skal min nåde være med jer, så I mere fuldkomment kan blive undervist i teori, i princip, i lære, i evangeliets lov og i alt det, som vedrører Guds rige, og som er nødvendigt for jer at forstå« (L&P 88:77-78).
Ingen mand eller kvinde kan gøre sig noget håb om at undervise i det, der vedrører Ånden, medmindre vedkommende ledes af den Ånd, for »Ånden skal gives jer ved troens bøn; og hvis I ikke modtager Ånden, skal I ikke undervise.
Og alt dette skal I bestræbe jer på at gøre, sådan som jeg har befalet angående det, I skal undervise i, indtil fylden af mine skrifter er blevet givet.
Og når I opløfter jeres røst ved Talsmanden, skal I tale og profetere, som det synes mig bedst;
for se, Talsmanden ved alt og aflægger vidnesbyrd om Faderen og om Sønnen« (L&P 42:14-17).
Et løfte til alle lærere
O, gid enhver lærer ville fange ånden i det løfte og gøre krav på dette tilbudte makkerskab, som er tilgængeligt for alle, der underviser i sandheden.
Der findes ikke noget bedre eksempel på undervisning ved Ånden end Mosijas sønner. Mormons Bog fortæller os, hvordan de blev »stærke i kundskaben om sandheden, for de var mænd med en sund forståelse, og de havde gransket skrifterne flittigt, for at de kunne kende Guds ord.
Men det er ikke alt; de havde hengivet sig til megen bøn og faste, og derfor havde de profetiens og åbenbarelsens ånd, og når de underviste, underviste de med magt og myndighed fra Gud« (Alma 17:2-3).
Findes der en præstedømme- eller hjælpeorganisationsleder, som ikke ville give alt for at besidde en sådan kraft og overbevisning? Husk frem for alt på, at de, ifølge Alma, havde hengivet sig til megen faste og bøn. Forstår I, der er visse velsignelser, som kun kan opnås, når vi efterlever en bestemt lov. Det gjorde Herren ganske klart, da han gennem profeten Joseph Smith erklærede: »For alle, der vil have en velsignelse ved min hånd, skal efterleve den lov, som er blevet fastsat som forudsætning for denne velsignelse, samt dens betingelser, som de blev indstiftet før verdens grundlæggelse« (L&P 132:5).
Herren kunne ikke have sagt det tydeligere, og efter min mening er der alt for mange sidste dages hellige forældre i dag, som snyder sig selv og deres børn for en af de dejligste åndelige oplevelser, som Faderen har gjort tilgængelig for dem.
Den månedlige fastedag
Udover lejlighedsvise fasteoplevelser med et særligt formål for øje forventes det, at det enkelte medlem springer to på hinanden efterfølgende måltider over på faste- og vidnesbyrdsøndag …
Kompetente læger fortæller os, at vores legeme har gavn af lejlighedsvise fasteperioder. Det er den første velsignelse og muligvis den mindste af dem. For det andet bidrager vi med de penge, som vi sparer på de to måltider, som fasteoffer til biskoppen som hjælp til de fattige og nødlidende. Og for det tredje høster vi en særlig åndelig fordel, som vi ikke kan opnå på nogen anden måde. Det er en helliggørelse af sjælen for os i dag, nøjagtig som det var for nogle udvalgte mennesker, der levede for 2000 år siden. Jeg citerer kort fra Mormons Bog: »Alligevel fastede og bad de ofte og voksede sig stærkere og stærkere i deres ydmyghed og fastere og fastere i troen på Kristus, indtil deres sjæl blev fyldt af glæde og fortrøstning, ja, indtil deres hjerte blev renset og helliggjort, hvilken helliggørelse finder sted som følge af, at de giver deres hjerte hen til Gud« (Hel 3:35). Kunne I tænke jer, at det skete for jer? For det kan det jo faktisk!
Lagde I mærke til, at der stod, at de, som gør dette, får deres sjæl fyldt med »glæde og fortrøstning«? Forstår I, verden i almindelighed mener, at faste er en tid med »sæk og aske«, en tid, hvor man ser sørgmodig ud, så folk får ondt af en. Men Herren derimod formaner os:
»Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne: For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn.
Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt,
så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig« (Matt 6:16-18).
Velsignelser ved faste
Nu skal vi se på den vigtigste del af denne store lov. Indtil videre har vi kun drøftet de områder, som er til velsignelse for os. Den virkelige glæde udspringer af at velsigne de fattige og nødlidende. For det er ved udførelsen af denne vidunderlige kristne gerning, at vi efterlever »ren og ægte gudsdyrkelse«, som Jakob taler om [se Jak 1:27]. Kan I komme i tanker om en bedre eller mere fuldkommen kristen funktion end »ren og ægte gudsdyrkelse«? Det kan jeg ikke.
Da Herren talte gennem Moses, bemærkede han:
»Når der er en fattig hos dig, en af dine landsmænd, i dine byer i det land, Herren din Gud vil give dig, må du ikke gøre dit hjerte hårdt eller lukke din hånd for din fattige landsmand.
Luk tværtimod din hånd op for ham« (5 Mos 15:7-8).
Derefter giver han giveren dette løfte: »Herren din Gud [vil] velsigne dig i alt, hvad du gør, og i alt, hvad du erhverver« (5 Mos 15:10). Han konkluderer: »Derfor giver jeg dig den befaling: Luk din hånd op for din landsmand, for alle trængende og fattige hos dig i dit land« (5 Mos 15:11) …
En fuldkommengørende lov
Ja, fasteloven er en fuldkommen lov, og vi kan ikke nærme os fuldkommenhed, før vi beslutter at gøre den til en del af vores liv. Det er helt op til en selv, hvornår man begynder og afbryder fasten, men ville det ikke være dejligt at lade den kulminere, så man var på sit åndelige højdepunkt under faste- og vidnesbyrdmødet?
Det er også helt op til dig, hvor meget du vil give i bidrag til din biskop, men er det ikke herligt at vide, at du villigt og omhyggeligt har betalt dit bidrag til Herren?
Tilfredshed følger af lydighed
… Har I lagt mærke til, hvilken tilfredshed man føler dybt inde i sig selv, hver gang man er lydig mod vor himmelske Faders ønsker? Der findes ikke noget som den fred i sindet, der altid følger som belønning for lydighed mod sandheden.
Verden har brug for selvdisciplin. Den kan man finde ved faste og bøn. Vores generation er plaget af mangel på selvbeherskelse. Faste og bøn kan være med til at indgyde denne dyd.
Verdens fremtid afhænger af en hastig tilbagevenden til familieenhed. Faste og bøn er med til at garantere det. Alle mennesker har brug for mere guddommelig vejledning. Der findes ingen bedre måde. Vi skal alle overvinde den ondes magt. Hans påvirkning er uforenelig med faste og bøn …
Jeg føjer mit vidnesbyrd til Almas, da han udtalte:
»Jeg vidner for jer om, at jeg ved, at det, hvorom jeg har talt, er sandt. Og hvordan tror I, at jeg kender til dets sandhed?
Se, jeg siger jer, det er blevet kundgjort for mig ved Guds hellige Ånd. Se, jeg har fastet og bedt i mange dage, for at jeg selv kunne vide dette. Og se, jeg ved selv, at det er sandt, for Gud Herren har tilkendegivet det for mig ved sin hellige Ånd« (Alma 5:45-46).
Udsnit af Alma den Yngres og Mosijas’ sønners omvendelse, af David Linn, gengivet med tilladelse fra Kirkens historiske museum; fotoillustration: Matthew Reier
Til venstre, fra oven: fotoillustrationer: Jerry Garns og Michael Sandberg; til højre: fotoillustration: Steve Bunderson