Tror du på Mormons Bog?

Sonola Oladapo Solomon, Lagos i Nigeria

Omkring det tidspunkt, hvor jeg blev medlem af Kirken, mistede jeg mit arbejde på grund af de økonomiske vanskeligheder i Nigeria. Jeg mente, at min verden var brudt sammen, men dog stolede jeg på Gud – jeg fastede og bad om, at han ville hjælpe mig med at finde et nyt job.

Inden der var gået en måned skulle jeg til samtale hos et af Nigerias hurtigst voksende byggefirmaer. Jeg mødtes med et panel på tre repræsentanter: Den administrerende direktør, den daglige leder og en konsulent. Jeg svarede ubesværet på deres rutinespørgsmål, men så stillede konsulenten, der var præst i en lokal kirke, uventet et rystende spørgsmål: »Er du kristen, muslim eller traditionalist?« spurgte han.

Smilende svarede jeg: »Jeg er kristen.«

»Hvad hedder din kirke?« fortsatte han.

Jeg svarede: »Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige«.

»Hvad! Den kirke?« råbte han. »Du vil da ikke sige, at du kommer i den kirke, hvor alle aktiviteter er tilsløret af hemmelighedskræmmeri?« Han så mig lige i øjnene og sagde: »Sig, at det ikke er sandt.«

»Det er sandt,« svarede jeg hurtigt. Og så tilføjede jeg: »Vore møder er ikke tilsløret af hemmelighedskræmmeri. Du kan selv komme til vores møde næste søndag og få syn for sagen.«

»Jeg ville aldrig komme sådan et sted,« svarede han. Da den administrerende direktør så, hvilken retning samtalen havde taget, kaldte han konsulenten til orden og takkede mig, fordi jeg var kommet.

Tre dage senere blev jeg bedt om at møde til endnu en samtale. Den administrerende direktør, den daglige leder og konsulenten var der alle sammen. Da vi havde talt om indkøb og leverancer, spurgte konsulenten: »Er du mormon?«

»Ja, det er jeg,« svarede jeg.

»Tror du på Mormons Bog?«

»Ja, bestemt! Jeg tror på den,« svarede jeg.

»Tror du på, at Joseph Smith mødte Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, da han var en ung dreng, 14 år gammel?«

»Ja,« svarede jeg. »Jeg ved, at det er sandt.«

Da samtalen var forbi, fik jeg at vide, at man havde haft snesevis af ansøgere til samtale. Et par uger senere fik jeg til min overraskelse en opringning fra den administrerende direktør. Hun sagde, at jeg havde klaret mig godt ved de to samtaler, og hun bad mig om at komme ind og underskrive ansættelsespapirerne.

Når jeg ser tilbage på hændelsen, er jeg glad for, at jeg hverken fornægtede Kirken eller min tro. Gud besvarede mine bønner og velsignede mig med et job. Jeg ved, at hvis vi er trofaste, så velsigner han os i overflod.

»Du vil da vel ikke fortælle mig, at du kommer i den kirke?« sagde konsulenten til mig.