Fanget i en cumbuca
Lad dig ikke blive fanget som en abe. Du kan bare slippe.
De indfødte i Brasilien anvender en abefælde, som kaldes en cumbuca. De skærer et hul i et græskar, så det er lige stort nok til, at en abe kan få hånden derind. Så fastgør de græskarret til jorden, og inden i det anbringer de noget, som tiltrækker aben, som regel en frugt som for eksempel en banan. Den tåbelige abe snupper bananen, men når den har lukket hånden, kan den ikke trække den ud igen. Og den vil ikke give slip på bananen, så den er fanget.
Satan anbringer også sådanne fælder for os. Men vi behøver ikke at være lige så tåbelige som aben. Vi kan bare give slip. Han gør sin fælde spændende, ja, måske endda smuk. Men det er de egentlig ikke. De er grimme, og følgerne er forfærdelige. Vores evige liv står på spil, så vi skal være klogere end aben. Vi bør undgå fælderne, hvis vi kan, og vi skal give slip, hvis vi har taget fat i noget, vi ikke burde røre.
Gå ikke til andre fester
Jeg kan huske, at jeg en aften, da jeg var 16, vendte hjem fra en kirkeaktivitet sammen med tre venner. Vi tilhørte alle præsternes kvorum og nød at være sammen. Vi parkerede bilen foran mit hus, og vi talte om, hvor sjovt vi havde haft det i kirken, da en af mine venner kom med et forslag.
I nærheden var der en klub, som var populær blandt teenagere. De holdt fester om fredagen og lørdagen. Han sagde: »Vi burde tage med til en af de fester.« Han foreslog, at vi kunne benytte lejligheden til at forkynde evangeliet for de unge der. De andre tre, deriblandt jeg selv, forsøgte at overbevise ham om, at det ikke var en god idé. Standarderne var ikke de samme som til kirkeaktiviteter. Folk røg og drak. Der var nogle, som var upassende klædt. Det meste af musikken var upassende, larmende, rytmisk og ofte fyldt med frække ord.
Det var en god ven, en meget aktiv ung mand. Men han blev ved med at insistere på, at vi skulle tage derhen. »Så længe vi ikke deltager i alt det dårlige,« sagde han, »så er det i orden.« Vi tre prøvede at tale ham fra det, men det kunne vi ikke. Til sidst sagde han: »Så tager jeg derhen alene. Jeg vil vise jer, at der ikke er noget galt i det. Og I går glip af en masse sjov.« Han var fast besluttet på at stikke sin hånd i cumbuca’en.
Fredag tog han hen til festen. Den følgende dag, lørdag, kom han hen til kirkeaktiviteterne og pralede af, hvor sjovt det havde været. Han inviterede os med den følgende uge. Vi tog aldrig med, men han endte med at komme der regelmæssigt, indtil han også begyndte at gå til lørdagsfesterne. Så kom han sent i kirke om søndagen, fordi han var træt efter at have været sent oppe. Til sidst begyndte han at springe Kirken over.
Min ven ville ikke give slip
Med tiden holdt han op med at komme regelmæssigt i kirke. Han endte med ikke at tage på mission. For nogle år siden kontaktede jeg ham telefonisk. Han boede i en anden by langt fra mig. Da vi begyndte at tale om Kirken, var han helt kold og var slet ikke den samme person, som jeg havde kendt.
Når jeg ser tilbage, tænker jeg på os fire i bilen. De andre tre forblev aktive i Kirken, giftede sig i templet og har tjent i lederstillinger i præstedømmet. Men den ene fremragende ven faldt bort, giftede sig uden for Kirken og er i dag helt inaktiv. Hans børn kender ikke evangeliets velsignelser. Skønt han stadig kan omvende sig, og det håber jeg, at han gør, så spilder han værdifuld tid og mange muligheder.
Den aften i bilen stod vi alle fire ved en skillevej. Jeg vidste på daværende tidspunkt ikke, at beslutningen havde så stor betydning. Vi vidste bare, at det ikke var passende at tage med derhen, hvor han gerne ville. Jeg kan huske, at han sagde: »Vi tager derhen, og ved vores gode eksempel omvender vi nogle af de unge.« Men han lod sig narre, og det endte med, at han blev omvendt til en anden vej. Når jeg ser tilbage på det, kan jeg se, at noget, der synes ubetydeligt, kan få stor indflydelse på fremtiden. Jeg er glad for, at jeg var i stand til at vælge det rigtige.
Der bør vi stå
I Lære og Pagter 87:8 får vi dette råd: »Stå I derfor på hellige steder.« Vi bør står der, hvor Herren forventer, at vi skal stå. Det er i dag, vi skal vælge, at vi ikke vil gå på kompromis med vore standarder. Vi vil ikke lade Satan bedrage os. Vi vil ikke lade os fange i en fælde.
I Bibelen kan vi læse om David, om hvem det blev sagt, mens han var hyrde, at han var en mand efter Herrens hjerte (se 1 Sam 13:14; 16:7). Han blev, som den yngste af otte sønner, salvet af Samuel til at blive konge af Israel, og »fra den dag af greb Herrens ånd David« (1 Sam 16:13). Han kæmpede og overvandt Goliat i Herrens navn (se 1 Sam 17:45-51). Selv som flygtning blev han velsignet, vejledt og anerkendt som Herrens salvede, og med tiden blev han en mægtig konge af Israel (se 1 Sam 19-26; 2 Sam 5:3, 8, 10).
Men så kom det øjeblik, hvor David ikke stod på hellig grund. I stedet stod han på taget og betragtede en smuk kvinde bade. Skønt hun var en anden mands hustru blev han tiltrukket af hende og ville ikke give slip på sine onde tanker. De bedrev hor, og da hun blev gravid, sørgede han for, at hendes mand døde (se 2 Sam 11:2-17). I stedet for at give slip på fristelsen, da den opstod, gav David efter. Han tilbragte resten af sit liv med at fortryde, hvad han havde gjort.
Lille valg, store konsekvenser
Så hvordan kan man vide, hvor man skal stå, og hvad man skal gøre? En kilde er Til styrke for de unge. I skal gøre jer bekendt med den pjece. Lærdommene om, hvad der er passende med hensyn til påklædning og musik, sprogbrug og omgangskreds og meget mere er meget tydelige. I skal være bekendt med disse standarder, og I skal træffe en beslutning i dag om, at vi vil efterleve dem og ikke gå på kompromis. Den beslutning kan ikke overlades til fristelsens øjeblik.
Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) har sagt: »Det positive, som I ønsker at opnå, behøver I kun at beslutte jer for én gang – såsom at udføre en mission og leve værdigt til at blive gift i templet – og så kan alle andre beslutninger i forbindelse med disse mål let træffes. I modsat fald bliver hver eneste beslutning risikabel, og enhver afvigelse kan føre til fejltagelser. Der er visse ting, som sidste dages hellige gør, og andre ting, som vi ikke gør. Jo tidligere I bestemmer jer for, hvad der er rigtigt, desto bedre er det for jer!«1
Mine kære, unge venner, vær klogere end en abe! Lad være med at gribe fat i noget, der virker tillokkende og så nægte at give slip igen. Stå der, hvor Herren ønsker, at I skal stå, gør, hvad han ønsker, at I skal gøre, så bliver I aldrig fanget i en cumbuca.
Illustration: Brian Call
Til højre: fotoillustration: Matthew Reier