Min havedrøm

Navnet tilbageholdt

Jeg er vokset op i en trofast, aktiv sidste dages hellig familie, så jeg havde aldrig ventet, at et af mine børn en dag ville forlade Kirken.

Min mand og jeg var blevet gift i templet og fik med tiden syv børn. Vi gjorde alt, hvad vi kunne for at adlyde profeternes vejledning. Vi underviste vore børn i evangeliet, bar vidnesbyrd for dem, overværede søndagens møder sammen, holdt familieaften, bad familiebøn morgen og aften og studerede skrifterne sammen som familie. Men intet af det, vi gjorde, hindrede vores søn i at forlade Kirken.

I min sorg bad jeg Herren om styrke, og jeg fik en bedre forståelse af handlefrihedens rolle i vores liv. Men jeg spekulerede stadig: »Hvad mere kan jeg gøre? Der må da være noget, jeg kan gøre for at føre ham tilbage til sandheden.« Jeg bad for vores søn, men jeg følte ikke, at jeg gjorde nok. Hvis jeg havde tro nok, ville han vel ændre sig, ikke?

Sådanne tanker kørte rundt i mit hoved en aften, da jeg gik i seng. Min himmelske Fader fandt det passende at besvare mine spørgsmål ved hjælp af en drøm. Det var en enkel drøm, men den havde dyb mening for mig.

I min drøm stod jeg midt i min køkkenhave. Jeg havde sået og vandet frøene, men planterne begyndte ikke at vokse. I drømmen sagde jeg til planterne, at de skulle vokse. Jeg plagede dem om at vokse! Så begyndte jeg at le ad mig selv! Selve tanken om, at få mine planter til at vokse ved at befale dem det, virkede absurd.

Så vågnede jeg. Jeg forstod straks drømmens betydning. Min søn var det frø, som jeg prøvede at få til at vokse. Men ligesom jeg ikke kunne få frøene i haven til at vokse, kunne jeg heller ikke få min søn til at ændre sig. Hvert frø i min have har en gudgiven evne til at vokse, og det er Gud, der styrer hvert frøs vækst. På samme måde har min søn evnen til at udvikle sig, fordi han er vor himmelske Faders åndelige søn. Men vækst og forandring i hans liv må udspringe af hans handlefrihed kombineret med Guds kraft.

I mine drømmehave såede jeg frø, jeg vandede haven, fjernede generende ukrudt og bestræbte mig på enhver måde på at pleje mine frø. På samme måde havde jeg som mor sået frø i mine børns liv. Med min himmelske Faders hjælp underviser jeg dem, stræber efter at være et eksempel for dem, bærer vidnesbyrd for dem og elsker dem og gør alt, hvad jeg kan for at stå for noget godt. Og så må jeg vente. Med tiden vil Den Store Gartner få frøene til at vokse.

I mellemtiden hjælper han mig med at vente tålmodigt. Han fylder mit hjerte med håb. Han minder mig om, at jeg gør alt, hvad han forlanger af mig. Dagligt viser han mig sin kærlighed. Han støtter mig på enhver måde.

Så jeg vil vente, sætte min lid til hans løfter og blive ved med at så frø. Høsten skal nok komme.

Jeg befalede mine planter at vokse. Jeg plagede dem om at vokse! Så begyndte jeg at le ad mig selv!