Til vi ses
Et billede på faderrollen
Det var ikke usædvanligt at se to personer på cykel, men denne søndag mindede billedet mig om fortiden og gav mig håb for fremtiden.
Det var søndag, og min familie og jeg var til indvielse af en ny opført kirkebygning i vores kvarter. Kort før nadvermødet skulle begynde, bad stavspræsidenten mig om at køre til vores kirkebygning, tre kilometer derfra, for at hente noget, han havde glemt. Der var lige tid nok til at nå derhen og vende tilbage. Mens jeg udførte det enkle ærinde, havde jeg en oplevelse, som rørte mig åndeligt – en vidunderlig påmindelse om, hvad der betyder noget.
Blot få gader fra målet fik jeg øje på to cyklister foran mig, en stor og en noget mindre, som begge kørte energisk til. Jeg genkendte straks cyklisterne. Det var to mennesker, som jeg kendte rigtig godt. En god bror fra min menighed og hans lille søn. De cyklede til kirke – som de gjorde hver eneste søndag.
Mens jeg betragtede dem, så jeg et billede af fremtiden for mig, hvor den dreng – og hans far – ville tænke tilbage på de cykelture. Jeg tænkte: »Sikke et storslået eksempel denne far er, og sikke en evig påvirkning han får på den dyrebare søn, som Gud har givet ham. Den dreng,« tænkte jeg »vil sikkert vokse op og glæde sig over de oplevelser, og måske vil han gentage dem, når han selv bliver far.«
Da jeg indhentede dem, vakte det minder fra min egen barndom, hvor min far plejede at lade mig sidde på styret af hans cykel. De nære forhold, som udvikles af disse oplevelser, er en glæde at have og dejlige at tænke tilbage på.
Da jeg nåede kirken, hilste jeg på de to cyklister med et stort smil og modtog det samme tilbage, da de udtrykte en stille taknemlighed for at være i kirke. Ved præstedømmemødet den eftermiddag fik jeg mulighed for at fortælle denne bror, hvor dybt et indtryk det billede af en retskaffen far, som jeg tidligere havde set, havde gjort på mig. Hans ansigt strålede, og det overraskede ham måske, for det jeg beskrev, var jo en dagligdags hændelse for ham.
Som sidste dages hellige er vi så heldige, at vi kan se mange fædre som ham, der sørger for deres børns åndelige og følelsesmæssige velbefindende. Og som børn, der har været velsignet med sådanne forældre, kan vi føle en inderlig taknemlighed for deres enkle, men dog betydningsfulde eksempler og ofre.
Fotoillustration: Ruth Sipus