Jeg fik krammet på bøllen
Jeg måtte stå imod hende, men hvordan?
Når man er 12 år gammel, er livet hårdt nok i forvejen. Når man er fanget mellem at være barn og teenager, kæmper man for at finde ud af, hvem man er. Jeg stod midt i den kamp, da mine forældre fortalte, at vi skulle flytte til en lille by på den anden side af bjerget. Det var kun nogle få kilometer væk, men for mig syntes det som en helt anden verden.
Jeg var vokset op i en forstad med 30.000 indbyggere. Jeg kunne gå til skole. Legepladsen og ungdomsklubben lå lige nede ad gaden. Og jeg gik i biografen hver lørdag.
Vores nye hjem var anderledes. Det var en provinsby med 6000 indbyggere – og det ville man ikke ændre på. Jeg boede 2,5 km fra skolen og skulle køre med bus derhen. Min legeplads var nu skoven og bjergene i nærheden. Der ville blive langt mellem biografturene om lørdagen.
Flytningen i sig selv var ikke så slem. Jeg var eventyrlysten og elskede at udforske nye steder. Men jeg havde svært ved at finde mig til rette i skolen. De andre elever var vokset op sammen, og jeg var en outsider. Det blev ikke lettere af, at jeg ikke skjulte mine følelser og derfor var et let offer for bøller.
En af de største bøller, som jeg stod over for, var Tracy. Det havde ikke været så slemt, hvis det ikke var, fordi Tracy var pige.
Jeg havde ordnet drengebøller før. Man kunne enten tage kampen op med dem eller undgå dem. Men Tracy syntes at være overalt: på gangen, i kantinen, i mine klasser. Hun kunne tvære en ud med sin hån. Jeg gruede for at støde ind i hende.
Da det ikke så ud til, at jeg kunne undgå hende, måtte jeg jo ordne hende, men jeg vidste ikke hvordan. Men en tale, som jeg hørte i Kirken, ændrede på det hele. Jeg kan ikke huske, hvem der talte, men jeg kan huske, hvad der blev sagt. Taleren talte om at tackle vanskelige personer. Han sagde: »Hvis du ikke kan overvinde dem, så prøv at elske dem til døde.« Det fik forsamlingen til at le, men jeg tænkte meget over det. Jeg besluttede så endelig, hvad jeg skulle gøre ved Tracy. Jeg ville overøse hende med venlighed.
Næste dag kiggede jeg efter Tracy. Da jeg så hende, sagde jeg: »Du ser godt ud, Tracy.« Hun stirrede forskrækket på mig og stammede et tak, da vi passerede hinanden ude på gangen. Jeg blev ved. Hver gang jeg så hende, gav jeg hende en kompliment, inden hun nåede at sige noget. Hånen hørte op, og jeg fik en smule fred.
Nogle få måneder senere var skoleåret forbi. En af afslutningsaktiviteterne var en skolefest i gymnastiksalen i skoletiden. Jeg gik derned, men havde ikke lyst til at byde nogen af pigerne op. Jeg havde faktisk aldrig budt en pige op før. Men så kom en pige hen til mig og bød mig op til dans.
Det kom helt bag på mig, at det var Tracy. Jeg sagde ja, og vi gik ud på dansegulvet. Da sangen var forbi, sagde jeg »tak«, og Tracy gik igen.
Jeg så hende aldrig siden. Hun flyttede den sommer. Jeg håber, at hun fandt sig bedre til rette på sin nye skole, end jeg havde gjort. Men den dag indså jeg, at min plan havde virket. Den, der før havde været min fjende, var nu min ven.
Illustration: Gregg Thorkelson