Store personligheder mindes
James E. Talmage (1862-1933)
James Edward Talmage var 13 år gammel, da hans familie udvandrede fra deres hjem i England og bosatte sig i Provo i Utah.
Den intelligente og videbegærlige James arbejdede som deltidsmedarbejder i lærerfakultetet på Brigham Young Academy i Provo, da han var 17. Han studerede senere kemi og geologi på Lehigh University i Pennsylvania og på Johns Hopkins University i Baltimore i staten Maryland. James Talmages medlemskab i mange prominente videnskabelige foreninger gav ham adgang til betydningsfulde personer og udgivelser og gjorde det muligt for ham at imødegå mange af de fordomme, som sidste dages hellige stødte på dengang.
I 1888 blev han og Mary May Booth gift. De blev forældre til otte børn. Fra 1894 til 1897 var han rektor for University of Deseret i Salt Lake City (i dag University of Utah). Han anskaffede sig dengang en af de populære, nye kædedrevne cykler og kørte ofte på den. En aften kom han en time forsinket hjem til aftensmad skrammet, blodig og snavset. I nærheden af hans hjem lå der en planke hen over en grøft. Normalt steg han af cyklen og gik over den til fods. Men denne gang mente han, at han kunne cykle over. Han blev ved, styrt efter styrt, indtil han mestrede kunsten.
Ældste Talmage var en effektiv forelæser, og nogle af hans taler og forelæsninger dannede grundlag for nogle af de bøger, som han er kendt for, deriblandt Trosartiklerne. Inden han blev kaldet til De Tolv Apostles Kvorum i 1911, bad Det Første Præsidentskab ham om at skrive en bog om Frelserens liv og tjenestegerning. Senere blev der reserveret et værelse i templet i Salt Lake City, hvor ældste Talmage kunne koncentrere sig om at skrive. Hans 700 sider lange bog, Jesus Kristus, blev udgivet i 1915 og er blevet genoptrykt adskillige gange siden da.