FØR vores rejseer forbi
For dem, som holder trofast ud, bliver troen dybere med tiden.
Jeg behøver aldrig at bekymre mig om, hvor jeg finder min 92-årige gamle far, Paul Romney, en søndag eftermiddag. Han er i sin menighed i Salt Lake City, hvor han går rundt og rydder op i kirken. Det tager ham godt og vel en time.
Han læner sig op ad sit gangstativ, når han går op ad midtergangen. Så læner han sig op af bænkene, mens han rykker fra række til række og samler papir op, ordner sangbøgerne og samler krummer op, der er faldet på tæppet. Det er en opgave, han med få undtagelser har udført hver søndag, siden han blev kaldet som diakon i 1934.
Forberedelse til andagt
»Jeg gør det for at vise Herren, at jeg elsker ham,« siger han. »Det er lettere at tilbede ham i en ren kirkebygning.«
Som diakon lærte Paul Romney, at hans pligter omfattede at tage sig af menighedens timelige behov. »Jeg fandt ud af, at en måde at gøre det på var ved at rydde op efter møderne,« siger han. »Så det begyndte jeg bare at gøre, og det har jeg gjort lige siden.« Det har aldrig været nogen officiel opgave eller kaldelse, selvom han lejlighedsvist er kommet om lørdagen for hjælpe andre, der skulle gøre rent i kirkebygningen. Sommetider har hans børn hjulpet ham. Da han sad i biskoprådet for nogle år siden, opfordrede han diakonerne til at hjælpe til.
Men for det meste venter han ganske enkelt, til dagens sidste møde er forbi. Og uden at gøre væsen af sig bidrager han med sin lille del til at holde huset i orden. Og det gør han trofast hver eneste søndag.
Min fars eksempel har vist mig, at uanset hvilke omstændigheder vi står i, så kan vi altid finde en måde at tjene på. Det har lært mig noget om ærbødighed og om at forberede sig til at gå i kirke. Og det har hjulpet mig til at se, at der er meget, vi alle kan lære af dem, der er rejst forud for os på denne rejse gennem livet.
Rolleændring
Jeg har lært noget tilsvarende af mine naboer længere ned ad gaden. Larry Morgan på 97 år og hans hustru, Elizabeth, på 94 år har med succes påtaget sig forskellige roller i deres liv sammen: Ægtemand og hustru, far og mor og seniormissionærkammerater i Holland. Da Larry var 72 år, blev han kaldet som rådgiver i biskoprådet. På det tidspunkt var der 79 enker i vores nabolag, og Larry og Elizabeth fik til opgave af biskoppen at besøge dem hver og en.
I mere end 40 år er Larry og Elisabeths børn, og nu børnebørn og oldebørn, kommet sammen om aftenen hver fastesøndag for at afslutte deres faste. »Vi ønsker, at vores familie skal nyde at være sammen, og alle kan lide at spise,« siger han. »Vi har en masse hvede i vores forråd, så vi kværner vores eget mel og laver vafler. Og så spiser vi til alle er mætte.« Dette enkle, fælles måltid har fostret en vedvarende fællesskabsfølelse i familien.
I dag er det børnene og børnebørnene, der står for madlavningen. Elizabeth er blevet dement, men hun ved, at familien er tæt på. Til hver eneste person, der er til stede, gentager hun igen og igen: »Jeg elsker dig.« Når måltidet er overstået, og alle er gået, nyder hun at lytte til, at Larry læser op fra skriften og Kirkens tidsskrifter, og finder tryghed i at vide, at han er der.
For to år siden faldt Larry og ødelagde sin rygrad. Som følge af det, kan han ikke længere gå. »Jeg spilder ikke min tid med at sige: ›Hvorfor mig‹«, siger han. »Jeg fik en præstedømmevelsignelse. Jeg fik at vide, at jeg vil komme til at gå igen, selvom det ikke bliver i dette liv. På grund af forsoningen og opstandelsen ved jeg, at det vil ske. Jeg har lært, at vor Fader i himlen har styr på tingene. Når vi accepterer hans vilje, kan vi regne med hans hjælp.«
Større perspektiv
Første gang, jeg mødte Merle Christensen, var på et plejehjem i Brigham City i Utah. Hun er bedstemor til en ven af vores familie, og hun skulle fejre sin 101. fødselsdag. Merle sad omgivet af mindebøger og fotografier på sit værelse. Der var især to fotografier, der fascinerede mig.
Det første var taget for mange år siden og var af en gruppe seminarelever, deriblandt Merles datter. »De sidder på første række med deres lærer, Boyd K. Packer,« siger Merle. »Han ser meget ung ud, men han var en god lærer.« I dag er han præsident for De Tolv Apostles Kvorum.
Da Merle var ung, blev hun ramt af polio. »Det var ikke let at kapere som teenagepige,« fortæller hun. »Min tro var nødt til at vokse for at følge med, men Herren hjalp mig, og det gør han stadig.« De, som led af polio i deres unge år, kæmper ofte med post-poliosyndrom, når de kommer op i årene, med symptomer som muskelsvaghed og en udtalt træthed. Det er tilfældet for Merle.
Når hun føler sig træt, husker hun på skriftstedet i Alma 7:11-12, som fortæller, hvordan Frelseren »vil påtage sig sit folks smerter og sygdomme … så han … kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder.« Så siger hun: »Man stoler på, at Herren ved, hvad man går igennem. Tag det en dag ad gangen, bed, gå i kirke og vær venlig mod andre. Det er de små ting, der hjælper dig igennem.«
Det andet fotografi, som Merle viste mig fra sin scrapbog – var et billede af tre af hendes fem døtre. Alle hendes børn var piger, og tre af dem var trillinger, og i 1936 var de de første trillinger, der blevet født i Brigham City. »Det var usædvanligt at få trillinger dengang,« siger Merle. Man var ikke så langt fremme inden for lægevidenskaben, og to af pigerne blev født med hjerteproblemer. Sharon døde i 1958, og Diane døde i 1972. Janice, som ikke havde problemer med hjertet, døde af kræft i 1992.
»Jeg elsker alle mine børn, deres ægtemænd, mine børnebørn og oldebørn,« siger Merle. Men hun savner sin mand, DeVere, som gik bort for 26 år siden, og hun savner sine trillinger, som ville være blevet 79 år i april [2014].
Atter læser hun fra Alma: »Og han vil påtage sig døden, så han kan løse dødens bånd, som binder hans folk« (Alma 7:12).
»Jeg ved, at Frelseren overvandt døden,« siger Merle. »Og på grund af det ved jeg, at jeg skal se min mand, mine trillinger og hele min familie igen.« Hun fortæller også, at den overbevisning vokser sig stærkere for hver dag.
Går sammen
Alph og Lucette Passeraub fra Lausanne i Schweiz elsker at gå ture sammen. En af deres favoritture går langs Genevesøen, hvor Alperne tårner sig op over ferskvandssøen. På en sådan aftentur for et par år siden gik Passeraub-parret og mindedes forne dage.
»Selv som ung mand var jeg på udkig efter sandheden,« siger Alph på 78. »Jeg plejede at sige til mig selv, at hvis Gud lever, så må han have en levende profet på jorden. Jeg var meget optaget af den tanke.«
Da Alph begyndte sin eftergymnasiale uddannelse, var der en ven, der inviterede ham til at deltage i en gratis engelsk-klasse, hvor SDH-missionærerne underviste. Efter en af lektionerne inviterede missionærerne ham med i kirke.
»Første gang jeg deltog, handlede lektionen i Søndagsskolen om Faderen, Sønnen og Helligånden som tre særskilte væsener,« husker Alph. »Læreren sagde, at vi ved meget om Gud takket være den sidste dages hellige profet Joseph Smith, og at der var levende profeter på jorden i dag. Jeg var forbløffet. De talte om noget, der så længe havde ligget mig på sinde.« Han tilsluttede sig snart Kirken, »og jeg har hver dag siden frydet mig over at vide, der er profeter på jorden.«
Lucette, der er 80 år, voksede op under anden verdenskrig. »Jeg var nødt til at komme ud og arbejde, da jeg var 14, så jeg blev aldrig færdig med min uddannelse,« fortæller hun. »Men jeg opdagede, at Kirken gav mig mulighed for at blive ved med at lære.« Efter sin fuldtidsmission begyndte hun at date Alph. De giftede sig i templet, stiftede familie og ser nu tilbage på deres rejse sammen, som omfatter Lucettes 14 år som præsident for Primary i menigheden, Alphs 32 år i stavens højråd, deres regelmæssige ture til templet, besøgene hos børn og børnebørn og altid, altid taknemligheden for, at de fandt sandheden, da de var unge.
»Vi er blevet velsignet ved at kunne gå side om side,« siger Lucette. »Og for hvert trin vokser vores tro sig stærkere.«
Jeg lærer meget af disse venner, som er ældre end jeg. Larry og Elizabeth lærer mig at favne livets omskiftelige roller med værdighed og Herrens hjælp. Merle viser, at tro til at holde ud til enden må bygges på daglig tro på Frelseren. Og Passeraub-parret fryder sig over evangeliet hver dag. Alt det, jeg lærer af dem, styrker mig, inden min rejse er forbi.