Slægtshistorie ændrer vores hjerte og sind
Når vi gransker vores slægtshistorie og udfører tempelordinancer for vore forfædre, hjælper det os både til at se storheden og nærværet i Guds plan.
I årevis tænkte jeg hver gang, jeg besøgte templet, på min tipoldemor, Hannah Mariah Eagles Harris (1817–88), men det var ikke, fordi jeg var nødt til at udføre stedfortrædende arbejde for hende.
Mariah (som hun foretrak at blive kaldt) er en af årsagerne til, at min familie er i Kirken. Hun blev døbt i 1840 i England, fik sin begavelse i Nauvoo i Illinois, blev beseglet til sin mand i Winter Quarters i Nebraska og døde i Utah. Når jeg tænkte på hende under mine besøg i templet, skyldtes det ikke, at hun stod i behov for at få udført nogle ordinancer, men om hvordan de selvsamme ordinancer bandt hende og mig sammen på tværs af tid og rum.
Som barn boede jeg i den samme by i Utah, hvor hun havde boet, og senere besøgte jeg både Winter Quarters, Nauvoo og den lille engelske landsby, hvor hun var født. Jeg blev slået af den enormt lange rejse, hun havde taget, og af den store forskel, der var på hendes og mit liv.
Trods spandet i tid og rum og de omstændigheder, der adskiller os, føler jeg mig forbundet til min tipoldemor både gennem beseglingspagten og ved at kende til hendes liv. Den forbindelse illustrerer en af årsagerne til, at vi laver slægtshistorie i særdeleshed og tempeltjeneste mere generelt.
Når vi engagerer os i slægtshistorisk forskning, lærer vi om den umådelige storhed i Guds skaberværk, og det understreger den individuelle og nådefulde rækkevidde af Kristi forsoning.
Større kærlighed gennem slægtshistorie
Herren har belært os om, at selv om de verdener, han har skabt for sine børn, er »utallige … for mennesket … [er] alle ting … talt for mig, for de er mine, og jeg kender dem« (Moses 1:35). Slægtshistorie og tempeltjeneste giver os mulighed for at bidrage i Jesu Kristi frelsesværk.1 At gøre det kan lære os at elske og være barmhjertige mod vores familie, vores næste og alle, vi møder, for de er vore brødre og søstre.2
Når vi mindes vore forfædre, indser vi storheden af vor himmelske Faders plan og skaberværk. Herren har skabt et sted, hvor vi kan prøves og udvikle tro, men fordi så få mennesker får chancen for at modtage fylden af Guds pagter i jordelivet, minder barmhjertigheden i det stedfortrædende arbejde os om, at Herren elsker alle sine børn, og han har sørget for, at alle får mulighed for at acceptere alle evangeliets velsignelser, uanset hvilke vilkår de var underlagt i jordelivet (se 2 Ne 26:20-28, 32-33).
Når vi lærer om vore forfædres liv, bliver vi desuden mindet om, at alt i livet ikke går som smurt, og at det rummer skuffelser og ulighed her på denne faldne jord. Men at lære om deres liv og udføre ordinancer for dem kan også minde os om, at ingen er uden for Guds kærligheds rækkevidde (se Rom 8:38-39).
Min tipoldemor Mariah blev oplivet af denne sandhed, da hun første gang hørte den forkyndt. I 1840-1841, hvor man udførte de første stedfortrædende dåb i Mississippi Floden og det delvist færdiggjorte tempel i Nauvoo, øjnede hun muligheden for at lade sig døbe for sin søster, der døde, inden missionærerne kom til England.3 Selvom jeg aldrig har mødt Mariah, så deler vi en kærlighed for vores søskende, og jeg har en viden om, at denne kærlighed kan bestå udover døden takket være tempelordinancer. At vi deler denne kundskab indgyder mig også en kærlighed til hende.
Det er ikke så overraskende, at profeten Joseph Smith blev overvældet af skønheden og nåden i læresætningen om frelse for de døde, som han beskriver som »det herligste af alle emner, som hører til det evigtvarende evangelium« (L&P 128:17): »Lad bjergene juble af glæde, og råb højt, alle I dale; og fortæl, alle I have og det tørre land, om jeres evige konges undere! Og I floder og bække og kilder, flyd af sted med glæde. Lad skovene og alle markens træer prise Herren; og græd af glæde, I massive klipper. Og lad solen, månen og morgenstjernerne synge sammen, og lad alle Guds sønner råbe af glæde! Og lad de evige skaberværker kundgøre hans navn for evigt og altid!« (L&P 128:23).4
Ligesom Mariah, der gladeligt gik hen for at lade sig døbe for sin søster, var andre af de tidlige hellige lige så glade. En af disse hellige, Sally Carlisle, skrev: »Hvor er det en herlig ting, at vi tror på, og at vi nu kan blive døbt for alle vore døde venner og frelse dem så langt tilbage, som vi overhovedet kan få kendskab til dem.«5
For alle – og for den enkelte
Som disse eksempler viser, afbalanceres storheden i slægtshistorie af omsorgen for den enkelte. Vi lærer ikke alene om omfanget af Herrens kærlighed, men også om dybden af den, for han har omsorg for den enkelte. Herren, som ser om en spurv falder til jorden, og som søger efter det ene vildfarne får ud af hundrede (se Matt 10:29; Luk 15:4), forløser os ikke bare en masse, men én for én, akkurat som han betjente folk, da han vandrede på jorden, og ligesom han velsignede folket, der havde samlet sig ved templet i landet Overflod (se 3 Ne 17).
Herren pålagde ligeledes de hellige at være meget nøjagtige med at føre optegnelser for det stedfortrædende arbejde, der udføres for den enkelte (se L&P 128:1-5, 24). Derfor påtager vi os det omhyggelige arbejde med at identificere hver enkelt af vore forfædre og laver ikke bare en liste med navne. Gennem det arbejde får vi et glimt af Guds nåde, hans barmhjertighed og værdien af den enkelte sjæl.
Derudover lærer historierne om vore forfædres liv os at elske dem, uagtet deres fejl og mangler. Når vi lærer om, hvordan livets omskiftelighed formede vore forfædres valg, får vi sympati for dem. Denne proces bør forædle vores evne til at udvikle den samme slags kærlighed for de levende, både dem, vi er i familie med, og for alle Guds børn. En mere dybfølt forståelse af, at alle mennesker, endog langt størstedelen, som kom til jorden uden mulighed for at modtage pagter og ordinancer, er børn af himmelske forældre, kan hjælpe os til at indse, at livet er en prøve på tro, mod og sjælsstyrke for alle, som nogensinde har levet »efter … det lys, som [Gud] giver dem«.6
Slægtsforskning kan have en forædlende indvirkning på vores egen evne til at elske. Hvis vi kan komme til at elske mennesker, som har været døde længe og som levede på en helt anden måde, vil vi så ikke komme til erkendelse af, hvor kærlig og nådefuld Gud er mod os? Og vil vi så ikke elske vores familie og næste og bære mere over med deres mangler?
Når andre ser det eneste kendte fotografi af min tipoldemor, Mariah, nævner de ofte, hvor streng eller utiltrækkende hun ser ud. Jeg forsvarer hende straks, for jeg kender hende. Jeg kender den person, der vandrede langs Severn-floden som ung pige og som mor med små børn. Jeg kender det menneske, der sejlede tværs over havet, og som fødte sit fjerde barn på turen. Jeg kender den person, der sendte sin mand i krig og som mistede et spædbarn, mens han var væk. Jeg kender den person, som gik 1600 km for at finde et nyt hjem i en vildmark i det vestlige Amerika. Jeg kender det menneske, som arbejdede, indgik pagter, dyrkede jorden og elskede andre. Og ved at kende hende får jeg en fornemmelse af vor himmelske forældres kærlighed til hende og alle deres børn.
Slægtshistorie – den storslåede rækkevidde og det nådefulde greb
Kernen i slægtshistorie er ikke brugen af en computer; det er heller ikke at tyde gammel håndskrift eller at føre pertentlige noter og citater. Dette er alle redskaber eller funktioner i slægtshistorie, men de udgør ikke kernen, og de forklarer heller ikke, hvorfor sidste dages hellige søger efter deres forfædre. I al sin væsentlighed lærer slægtshistorie os om den umådelige storhed i Guds skaberværk og forløsningen, og den minder os samtidig om den individuelle og nådefulde rækkevidde af Kristi forsoning.
Søgen efter vore forfædre kan have en tilsvarende virkning på vores hjerte og sind, når vi indser, at alle disse mennesker – »utallig[e] som sandet på havets bred« (Moses 1:28) – er børn af himmelske forældre, der elsker og kender dem. Det er ikke underligt, at Joseph Smith beskrev indgangen til det celestiale rige som en »overmåde [smuk] port« (L&P 137:2), for hvad kunne være mere overmåde smukt, end at blive frelst med dem, vi kender og elsker, og som os er blevet forløst ved Guds altomfavnende og personlige kærlighed? Jeg ser frem til at mødes med tipoldemor Mariah ved den port.