Den port, vi kalder dåb

Ældste J. Devn Cornish

De Halvfjerds

Jeg beder om, at vi hver især må opnå en bedre forståelse af vores behov for dåb, om den portåbning den udgør i en livslang omvendelsesproces og om vor Frelsers nådige, forsonende kærlighed.

Glen (navnet er opdigtet) havde levet et liv præget af kaos og konflikt. Som teenager kom han med i nogle bander, og han fik rodet sig ind i kriminalitet og vold. Da han mødte missionærerne, følte han, at det, de troede på, var for godt til at være sandt. Men med tiden kom han til en erkendelse af, at de vitterligt var sande og af større værdi, end noget andet han nogensinde havde kendt til.

Da han havde rettet op på sit liv, omvendt sig oprigtigt og efterlevede evangeliet, gik Glen i dåbens vande. Han havde fundet et nyt liv, fyldt med lys, fred og glæde. Han var ren for Herren.

Nefi sagde:

»Gør derfor det, som jeg har fortalt jer, at jeg har set, at jeres Herre og jeres forløser vil gøre; for af denne årsag er det blevet vist til mig, at I måtte kende den port, som I skal træde ind ad. For den port, som I skal træde ind ad, er omvendelse og dåb med vand; og da får I forladelse for jeres synder ved ild og ved Helligånden.

Og da er I på denne snævre og trange sti, der fører til evigt liv; ja, I er trådt ind ad porten« (2 Ne 31:17-18).

Disse vers belærer tydeligt om, at dåben, som er et helligt tegn på en pagt mellem Gud og hans børn, er en forudsætning for vores frelse (se også Mark 16:16; ApG 2:38; 2 Ne 9:23-24). Den ordinance er faktisk så vigtig og uundværlig, at Jesus selv blev døbt for at »opfylde al retfærdighed« (Matt 3:15).

Det er svært at misforstå Nefis forklaring i denne sag: »Og se, hvis Guds lam, han som er hellig, skulle have behov for at blive døbt med vand for at opfylde al retfærdighed, o, hvor meget større behov har da ikke vi, som er uhellige, for at blive døbt, ja, med vand!« (2 Ne 31:5).

Når vi bliver døbt, vidner vi for Faderen om, at vi er villige til at indgå pagt om »at komme ind i Guds fold og at blive kaldt hans folk og er villige til at bære hinandens byrder, så de bliver lette;

ja, og er villige til at sørge med dem, der sørger, ja, og at trøste dem, der står i behov for trøst, og at stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder, hvor I måtte befinde jer, ja, indtil døden, så I kan blive forløst af Gud og blive regnet blandt dem i den første opstandelse, så I må få evigt liv« (Mosi 18:8-9).

Vi fornyer denne pagt hver søndag, når vi tager del i nadveren. Pagtens ord, som de lyder i nadverbønnen, indbyder vor himmelske Faders børn til at vidne om, »at de er villige til at påtage sig [hans] Søns navn og altid erindre ham og holde hans befalinger, som han har givet dem, så de altid må have hans Ånd hos sig« (L&P 20:77).

En indledende ordinance

Udover at vidne om vores villighed til at adlyde Gud giver dåben os også adgang til Guds rige, som er Jesu Kristi Kirke på jorden. I Guide til Skrifterne læser vi: »Dåb ved nedsænkning i vandet af en, der har myndighed, er evangeliets første ordinance, og den er nødvendig for at kunne blive medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.«¹

Frelseren definerede klart formålet med dåb, da han henvendt til Nikodemus sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige« (Joh 3:5).

Bemyndiget dåb er påkrævet af os for at kunne dvæle i Faderens og Sønnens nærhed, men jeg fryder mig over, at der også er et andet vigtigt formål med dåben. Dåb er ikke blot den port, ad hvilken vi træder ind i Herrens kirke og i sidste ende det celestiale rige. Den er også passagen til den dyrebare, uundværlige og løbende proces, der går på at blive »fuldkomne i Kristus« (Moro 10:32, 33), som vi alle har brug for og ønsker. Denne proces, som er beskrevet i den fjerde trosartikel, begynder med tro på Herren Jesus Kristus og fortsætter med omvendelse, »dåb ved nedsænkning i vand til syndernes forladelse« og modtagelsen af Helligånden.

Med andre ord kan vi kalde denne løbende proces for omvendelse. Jesus var inde på dette i sin indledende kommentar til Nikodemus. Som den store lærer, han var, adresserede han Nikodemus’ bagvedliggende spørgsmål om, hvad han måtte gøre for at blive frelst, og sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige« (Joh 3:3).

Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret, at det kræver mere end dåb at blive født på ny:

»Den åndelige genfødsel, som beskrives i dette vers, indtræder normalt ikke hurtigt eller på én gang. Det er en fortsat proces – ikke en enkeltstående begivenhed …

Vi indleder processen, hvorved vi fødes på ny, ved at udøve tro på Kristus, omvende os fra vore synder og blive døbt ved nedsænkning til syndernes forladelse af en, der har præstedømmets myndighed.« Men et andet afgørende trin i processen med at blive født på ny omfatter en »fuldstændig nedsænkning i og mætning med Frelserens evangelium«.²

At blive »født på ny« er et andet udtryk for omvendelse. Det er at have »et sønderknust hjerte« og en angergiven ånd, som er det eneste offer, Frelseren vil godtage (se 3 Nefi 9:19-20). Ingen af os vil være i stand til at se Guds rige, før vi har »oplevet denne mægtige forandring … i hjerte[t]« (Alma 5:14; se også Mosi 5:2; Alma 5:26).

Denne proces, som fører til forladelse for vore synder, begynder med at have tro nok til at omvende sig og blive døbt. Mormon forklarede dette, da han sagde: »Og de første frugter af omvendelse er dåb; og dåb kommer af tro for at opfylde befalingerne; og opfyldelsen af befalingerne bringer syndsforladelse« (Moro 8:25).

Som så mange andre medlemmer af Kirken har jeg ikke samme dramatiske omvendelseshistorie, som Glen og andre har. Jeg blev »født af agtværdige forældre« (1 Ne 1:1; se også En 1:1) og blev døbt, da jeg var otte år. Hvordan kan sådan en person opleve samme omvendelse som dem, der tilslutter sig Kirken i en senere alder?

En port til varig omvendelse

Dette er noget af det smukkeste, vi kan lære at forstå omkring den port, vi kalder dåb. Dåben er ikke målet, selv ikke når den ledsages af noget så væsentligt som Helligåndsgaven. Dåb er porten til den løbende, livslange proces, som oprigtig og varig omvendelse består af.

Som det gælder alle nye medlemmer begynder processen med et oprigtigt ønske om at gøre Faderens vilje ved at blive døbt. Den fortsætter med at gøre op med fortidens synder og en uforbeholden indsats for at indstille dem, tilstå dem, godtgøre for dem, hvor det er muligt, og aldrig genoptage dem. Efter dåben modtager vi rettigheden til Helligåndens konstante ledsagelse afhængigt af, om vi altid mindes Frelseren i alle vore tanker, gerninger og hele vores væsen. Og således bliver vi rene (se 2 Ne 31:17).

Men hvad nu, hvis vi begår synd, efter vi er blevet døbt? Er alt så tabt? Vor Fader har i sin nåde truffet forholdsregler for vores menneskelige svaghed. Vi kan påbegynde processen igen med tro på og håb i Kristus og oprigtig omvendelse. Men denne gang og de efterfølgende er det som regel ikke nødvendigt at skulle døbes igen. Herren har i stedet givet os nadveren. Den giver os hver uge mulighed for at granske vores levned (se 1 Kor 11:28) og symbolsk lægge vore synder på Herrens alter, når vi oprigtigt omvender os og atter søger hans tilgivelse og derpå går fornyede videre i livet.

Det er denne proces, kong Benjamin talte om, da han talte om at »[aflægge] det naturlige menneske og [blive] en hellig ved Herren Kristi forsoning« (Mosi 3:19). Det er denne befriende og bogstaveligt talt ophøjende proces, som Paulus henviste til, da han talte om, at vi bliver »begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv …

Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden« (Rom 6:4, 6).

Det er denne fortsatte og kumulative proces, der gør, at vi kan synge med englene om Kristi fortjenester og forløsende kærlighed (se Alma 5:26). Den omfatter den åndelige vækst, som vi opnår ved at modtage ordinancer og holde de pagter, der knytter sig til præstedømmet og templet.

Jeg beder om, at vi hver især må opnå en bedre forståelse af vores behov for dåb, om den portåbning, den udgør i en livslang omvendelsesproces, og om vor Frelsers barmhjertige, forløsende kærlighed. Han står ved døren (se Åb 3:20) og byder os indenfor for at dvæle hos ham og Faderen for evigt.