Læge eller ældste

Mukandila Danny Kalala, Liberia

Illustrationer: Bradley Clark

Da jeg blev færdig med high school, vidste jeg, at jeg var nødt til at vente mindst to år, inden jeg kunne tage på mission. Jeg besluttede mig for at påbegynde mit universitetsstudie, idet jeg regnede med at være færdig med at læse til læge seks år efter, hvis jeg virkelig tog opgaven alvorligt. Jeg planlagde at tjene som fuldtidsmissionær bagefter.

Da jeg var blevet færdig som læge i en alder af 24, begyndte jeg på en klinisk basisuddannelse, som forbedrede mine karrieremuligheder. Og på det tidspunkt stod jeg i et dilemma; skulle jeg virkelig tage på mission, eller skulle jeg fortsætte med at arbejde? Mine forældre, min storebror (som lige var vendt hjem fra sin mission), min biskop og en rådgiver i det lokale missionspræsidentskab tilskyndede mig alle til at tage på mission.

Jeg troede på, at de havde ret, men det var svært for mig at udskyde en lovende karriere som læge. Jeg fastede og bad om inspiration. Jeg søgte også vejledning i min patriarkalske velsignelse, som anbefalede, at jeg tjente som fuldtidsmissionær, og lovede mig velsignelser i den forbindelse.

En dag, hvor jeg var med de offentlige transportmidler på vej hjem fra arbejdet, løb jeg ind i stavspatriarken. Vi skulle af ved samme stoppested og sjovt nok i samme retning. Han genkendte mig fra Kirken.

Da vi fulgtes ad, spurgte han mig, hvilke planer jeg havde for mit liv. Jeg forklarede, at jeg var læge, og at jeg var tynget af valget mellem min karriere og at tage på mission. Han sagde med fast stemme, at jeg skulle tjene Herren ved at tage på mission, og tilføjede, at jeg ville blive velsignet for det. For mig virkede det som om, at hans svar kom fra Herren.

Straks efter kom jeg i tanke om et skriftsted: »Men søg I først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt dette gives jer i tilgift« (3 Ne 13:33).

Jeg var sikker på, at Herren havde svaret mig. Uden videre tøven besluttede jeg mig for at udskyde min karriere og tage på fuldtidsmission. Mine lægekolleger mente, at jeg ville glemme det lægefaglige, når jeg skulle være væk i to år. De hånede mig, men jeg holdt fast i min beslutning.

Jeg lod doktortitlen bag mig og tjente to år i Kinshasa Mission i Den Demokratiske Republik Congo.

Fem år senere lavede jeg en liste over de store velsignelser, der fulgte efter min mission. For det første fandt jeg en hustru – et trofast medlem af Kirken og mit livs glæde. Vi har indtil videre to børn. Vores familie er blevet beseglet for al evighed. I templet har vi udført stedfortrædende arbejde for vore afdøde slægtninge. Jeg har fået fastansættelse, som gør, at min familie kan klare sig selv. Dette er blot nogle få af de velsignelser, vi har fået af Herren.

Jeg ved, at vor himmelske Fader aldrig lyver, og at han altid opfylder alle sine løfter til os, når vi sætter vores lid til ham og holder hans bud.