Vi savner Sofía
Forfatteren bor i Buenos Aires i Argentina.
I mørket og i smerte bad jeg for min søsters velbefindende.
Illustration: Brandon Dorman.
I 2012 var jeg færdig med seminar og gymnasiet, og der lå en ny verden åben for mig. Året begyndte rigtig godt, der var især en rigtig god ungdomslejr for flere stave. Jeg følte mig både velsignet og beskyttet af min himmelske Fader.
Året inden havde jeg besluttet mig for at tjene på fuldtidsmission, så i 2012 skulle jeg spare alle de penge op, jeg kunne. Takket være min storesøster, Sofía, fandt jeg hurtigt et job i den virksomhed, hvor hun arbejdede. Den 22. februar tog Sofía og jeg toget til arbejde. Det var en smuk dag, men da vi nåede vores destination, hørte jeg et højt brag, og så blev alt mørkt.
Da jeg vågnede, havde jeg ondt, og jeg var forvirret. Var min tid på jorden ovre nu? Jeg ville virkelig gerne blive lidt længere og opleve nogle bestemte ting, som at tage på mission og få en familie. Så jeg bad, og jeg bad vor himmelske Fader om at lade mig leve og tjene på mission.
Da jeg lå der viklet ind i vragdele fra toget, kiggede jeg efter min søster, men jeg kunne ikke se hende. Endelig hørte jeg brandmændene bede alle om at forholde sig i ro, og jeg kunne mærke et håb i mit hjerte. Jeg bad for, at min søster havde det godt, for jeg vidste ikke, hvor hun var. Da jeg bad, følte jeg stor fred. Jeg var nødt til at udholde smerterne, men vor himmelske Fader gav mig den fornødne styrke.
Jeg blev reddet efter en time. Jeg følte, at Herren var med mig i den tid. Da jeg blev kørt på hospitalet, hvor mit ben skulle opereres, kunne jeg ikke lade være med at tænke på min søster, og hvordan hun havde det. Men hver gang jeg tænkte på hende, følte jeg bare fred.
Næste dag fortalte mine forældre mig, at Sofía ikke havde overlevet ulykken. Den nyhed rummede den største smerte, jeg nogensinde har følt. Men på samme tid følte jeg trøst og taknemlighed ved de hellige pagter, som mine forældre havde indgået i templet, som beseglede vores familie sammen for evigt.
Da jeg kom hjem fra hospitalet, velsignede Herren min familie gennem venner og slægtninge, der var vore trøstende engle. Det vil vi altid være taknemlige for. Takket være præstedømmets kraft lærte jeg at gå igen meget hurtigere, end jeg havde forventet. Jeg gik normalt igen efter blot nogle få måneder.
Evangeliet er bare smukt, uanset hvordan man ser på det. Jeg er så taknemlig for templer og tempelpagter. Jeg ved, at Herren har forberedt noget helligt for min søster. Det er ikke let at leve uden hende, og det bliver det aldrig, men den trøst og fred, vi føler, er større, end smerten ved, at hun er borte. Vi savner Sofía inderligt og mindes hende hver dag. Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt, at himlen uden ens familie bare ikke ville være himlen (se Between Heaven and Earth, DVD, 2005), og det vidner jeg om.
Gud elsker os, og han efterlader os ikke alene. Esajas 54:10 lyder: »Min troskab mod dig rokkes ikke, og min fredspagt vakler ikke, siger Herren, der viser dig barmhjertighed.«