Trofasthedens fodspor

Randolph Shankula, Utah, USA

Illustrationer: Bradley Clark

Jeg havde i nogen tid ønsket at tage et billede af Tempelpladsen i Salt Lake City – med spejlsøen, springvandene og fortovene – dækket af nyfalden, ubetrådt sne. Jeg vidste, at jeg var nødt til at komme til Tempelpladsen meget tidligt om morgenen efter et natligt snevejr for at få et billede af ubetrådt sne.

Så en aften, hvor vejrudsigten lovede sne, gjorde jeg mig klar. Snerydningsholdet ved tempelpladsen plejer at rydde fortovene kl. 5 om morgenen, så jeg satte vækkeuret til kl. 3 og pakkede mit udstyr sammen.

Jeg kørte ad uryddede veje næste morgen og ankom til Tempelpladsen kvart over fire, og det sneede stadig. Jeg kørte videre rundt om Tempelpladsen for at finde et sted at parkere, hvorfra det ville være let at tage billederne.

På min første runde rundt om Tempelpladsen så jeg en gangsti, der førte op til indgangen i templet i Salt Lake City. Den var dækket af nysne – og helt uden fodspor! Jeg vidste, at jeg ville få det perfekte billede. Så begejstret kørte jeg rundt om karréen igen for at finde et sted at parkere.

Da jeg kørte østpå ad North Temple Street, tænkte jeg, at jeg ville parkere tæt på den gangsti. Før jeg fik set mig om, var der ikke flere steder at parkere, og jeg var igen tilbage ved indgangen til templet.

Da jeg holdt for rødt, så jeg til højre på den friske, ubetrådte sne. Da jeg så til venstre mod Konferencecentret, så jeg en ældre kvinde i sit bedste søndagstøj komme gående med bøjet hoved i snevejret med kurs mod templet.

»Åh nej,« tænkte jeg. »Nu får jeg ikke mit billede!«

Da kvinden gik forbi mig, drejede jeg mig og så mod den gangsti, der snart ville blive ødelagt og så, at en anden søster allerede var gået op ad den og var drejet ind ad tempeldøren. Så kiggede jeg igen på den første søster, der nu gik ned ad stien. Sneen klumpende sig omkring hendes sko og ankler. Hun fulgte den første kvindes fodspor. Hun gik langsomt, men sikkert på gangstien, ind ad porten og ind i templet.

Jeg så på mit ur i bilen, klokken var 4.20, og tænkte over det, jeg så. Jeg sad i min varme bil og så på friske fodspor i den nyfaldne sne, og jeg blev ydmyg over at se disse to søstres trofasthed på deres vej til at udføre deres pligter.

Jeg kørte rundt om karréen igen, parkerede, tog mit kamera og tog et billede af fodsporene i sneen – det blev et langt bedre billede, end det jeg oprindeligt havde tænkt mig.