2015
Find styrke hos gode venner
Februar 2015


Find styrke hos gode venner

De venner, I vælger, kan have en stor indflydelse på jeres liv, ligesom de har haft i mit.

illustration of young men talking together

Illustration: Beth Jepson

Jeg blev født og voksede op i en lille by i Chile. Da jeg var 12 år gammel, så jeg missionærerne for første gang, og jeg blev nysgerrig. Så kom en af mine klassekammerater på skolen en dag og fortalte mig, at han og hans familie var blevet medlemmer af Kirken. Han inviterede mig med, og jeg deltog i alle søndagens møder og tirsdagens aktiviteter i månedsvis.

Vores menighed var ny, og fordi jeg nærmest var med lige fra begyndelsen, troede alle, at jeg var medlem. Efter et halvt år fortalte jeg en af missionærerne, at jeg ikke var medlem, men jeg troede, at missionærerne kun var interesseret i familier.

Missionærerne prøvede på at inddrage min familie, men mine forældre og søskende var ikke interesserede. De opfordrede mig til at blive døbt, men jeg var kun 12 år og skulle bruge mine forældres tilladelse. Jeg tænkte, at min far ville sige, at jeg skulle vente til, jeg blev 18, men han sagde: »Nu har jeg set min søn stå op hver søndag morgen, mens hans søskende stadig lå og snuede, for at klæde sig i sit bedste tøj og gå i kirke. Hvis min søn vil stå inde for den beslutning, så har I min tilladelse.« Jeg kunne ikke tro det! Jeg blev himmelhenrykt! Så jeg blev døbt næste dag.

At være medlem af Kirken gav naturligvis nogle åndelige velsignelser. Men det gav mig også nogle vidunderlige venner. Omkring samme tid, som jeg blev døbt, var der adskillige unge mænd i min aldersgruppe, der begyndte at komme i kirke, og vi blev en fasttømret gruppe. Vi begyndte at komme til alle møder og aktiviteter sammen.

illustration of young adult men talking together

Da jeg var 17, tog jeg fra min fødeby for at læse på universitetet. Tre af mine venner besluttede sig for at læse i samme by, så vi boede sammen. Det var en stor velsignelse, fordi vi kunne støtte og beskytte hinanden. Vi støttede hinanden i at gå i kirke. Vi fire holdt også familieaften sammen, og sommetider inviterede vi nogle andre studerende, der også var medlem af Kirken. I alle årene på universitetet styrkede vi hinanden.

Her 45 år senere er de unge mænd stadig mine bedste venner. Selvom vi lever i hver sin del af verden nu, holder vi stadig kontakten. Vi har alle seks været på mission.

Det er derfor, jeg opfordrer jer til at finde gode venner i Kirken, mens I er unge. Stol på dem og hjælp dem. En god ven er altid villig til at hjælpe jer, fortjener jeres tillid og vil aldrig ønske at såre jer. Jeg siger ikke, at jeres venner skal være fuldkomne, men de skal respektere jeres standarder og værdier. At være en god ven handler ikke altid om at have det sjovt. Det indebærer, at man er oprigtigt interesseret i sine venners velbefindende, og at man har mod til at sige det, når ens venner handler forkert.

Jeg beundrer jer unge i Kirken. Tiderne er skiftet meget, siden jeg var ung. Denne tid på jorden er fantastisk, men samtidig også farlig. For at klare jer igennem må I bestandigt holde fast ved jernstangen (se 1 Ne 8:30) og følge jeres forældres og kirkelederes råd og vejledning. Udvikling af gode venskaber kan hjælpe jer med dette.

Nogle af jer føler sig måske alene, fordi I er de eneste medlemmer af Kirken på jeres skole eller i klassen. Men I er ikke alene. Vor Herre Jesus Kristus og vor himmelske Fader betragter jer hver især som en dyrebar skat, og de er ivrige efter at hjælpe jer igennem livet. Jeres sande venner vil hjælpe jer til at komme tættere på dem.

I skriften står der, »at den samme sociale omgang, som findes blandt os her, skal findes blandt os der, blot bliver den ledsaget af evig herlighed« (L&P 130:2). Jeg kan kun forestille mig, hvordan det vil blive, når vi mødes i den næste verden, omringet af herlighed, i total glæde med vore venner og familie. Det bliver en skøn tid, og den vil vare for evigt.