2015
Det ved vi om forudtilværelsen
Februar 2015


Det ved vi om forudtilværelsen

De basale sandheder om livet, inden vi kom til jorden, kan give os vidunderlig indsigt.

illustration of the earth from space

Image © Junez Volmager/Dollar Photo Club

En ung mand, der havde besluttet sig for, at han hellere ville giftes end at tage på mission, lod sig overtale til at få sin patriarkalske velsignelse først. »Under velsignelsen fik han et glimt af, hvem han var i den førjordiske verden. Han så, hvor tapper han var, og hvor stor indflydelse han havde på at formå andre til at følge Kristus. Hvordan kunne han lade være med at tage på mission, nu hvor han vidste, hvem han virkelig var?«1 Dette er blot et eksempel på, hvordan viden om vores førjordiske liv kan gøre en forskel for os.

»Hvor gammel er du?« – Det er let at svare på. Vi måler vores fysiske alder i fødselsdage. Men vi er i virkeligheden meget ældre. Vi er hver især en »højt elsket søn eller datter af himmelske forældre« »med guddommelige egenskaber og muligheder«.2 Inden vores åndelige legemer blev dannet, eksisterede vi som »intelligens«, som er uden ende eller begyndelse.3

I vores førjordiske liv blev vi undervist og forberedt til at hjælpe vor himmelske Fader med at udvirke frelse for hans børn (se L&P 138:56). Vi havde også handlefrihed til at følge og adlyde Gud. Nogle af Faderens børn udmærkede sig ved »deres overordentlig store tro og gode gerninger« og blev forudordineret eller pålagt opgaver om at tjene på særlige måder på jorden (Alma 13:39. Den største af dem, der fulgte vor himmelske Fader dengang, var hans førstefødte åndelige søn, Jesus Kristus – eller Jahve, som han blev kaldt der.

Profeten Joseph Smith forklarede, at vi i vores førjordiske tilstand alle var samlet, da Gud Faderen forklarede sin frelsesplan for sine børn. Vi lærte, at det var nødvendigt med en Frelser for at overvinde følgerne af jordelivet.4

Vor Fader i himlen spurgte: »Hvem skal jeg sende [for at være Frelser]?« Jesus Kristus svarede: »Her er jeg, send mig« (Abr 3:27). Han var Faderens »elskede og udvalgte fra begyndelsen« (Moses 4:2), og rollen som Frelser havde altid været tiltænkt ham. Men Lucifer brød ind og tilbød sig tillige med et forslag, der ville tilintetgøre menneskets handlefrihed og ophøje Lucifer til Guds trone (se Moses 4:1-4). Vor himmelske Fader svarede: »Jeg vil sende den første« (Abr 3:27). Lucifer gjorde oprør og blev kendt som Satan.

Splittelsen blandt ånderne forårsagede en krig i himlen. En tredjedel af Guds børn vendte sig fra ham og fulgte Satan (se L&P 29:36-37). Disse oprørske ånder blev nægtet fysiske legemer og blev nedstyrtet til jorden, hvor de fortsætter med at føre krig mod Guds hellige (se L&P 76:25-29). Resten af Guds børn råbte af glæde over udsigten til at komme til jorden, og fordi Jesus Kristus var blevet valgt til at overvinde synd og død (se Job 38:7).

I det førjordiske liv opnåede vi viden om evangeliet, vidnesbyrd og tro på Frelseren og hans sonoffer. Alt dette blev et vigtigt værn og en styrke i krigen i himlen. De, som fulgte Gud, besejrede Satan og hans engle »ved Lammets blod og ved deres vidnesbyrds ord« (Åb 12:11). Når vi lærer om evangeliet og opnår et vidnesbyrd her på jorden, genlærer vi reelt noget, vi engang har vidst og følt i vores førjordiske liv.

Ligesom vi ikke kan huske meget fra de første år af vores liv her på jorden, er vores erindring om forudtilværelsen blokeret. Det er nødvendigt for, at vi kan lære at vandre i tro og forberede os på at blive som Gud. Men vi kan være forvissede om, at vi kendte og elskede vor himmelske Fader. Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) har lovet: »Intet vil forbavse os mere, når vi kommer gennem sløret og til den anden side, end at opdage, hvor godt vi kender vor Fader, og hvor velkendt hans ansigt er for os.«6

Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har sagt: »Dette liv giver ingen mening uden viden om læresætningen om forudtilværelsen … Når vi forstår læren om det førjordiske liv, falder brikkerne på plads og giver mening.«7

Noter

  1. Randall L. Ridd, »Generationen med valg«, Liahona, maj 2014, s. 57.

  2. »Familien: En proklamation til verden«, Liahona, nov. 2010, s. 129.

  3. Se Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 207; se også L&P 93:29.

  4. Se Lærdomme: Joseph Smith, s. 207.

  5. Se Richard G. Scott, »Jeg har givet jer et forbillede«, Liahona, maj 2014, s. 34.

  6. Ezra Taft Benson, »Jesus Kristus – Gaver og forventninger«, Stjernen, dec. 1987, s. 5.

  7. Se Boyd K. Packer, »Livets mysterium«, Stjernen, apr. 1984, s. 29.