Der er altid tid til bøn
Forfatteren bor i Bayern i Tyskland.
Det var svært i skolen. Ville det nogensinde blive bedre?
»Jeg knæler ned hver en dag. Jeg taler til min himmelske Fader« (»Jeg beder i tro«, Børnestjernen, mar. 1991).
»Kom nu, Fynn. Vi skal af sted,« sagde Johan.
Fynns bror, Johan, stod og ventede utålmodigt ved døren. Han ville ikke komme for sent i skole.
Fynn rynkede på næsen. Han ville ikke i skole. Hans familie var lige flyttet ind i et nyt hus. Det var hans første år i skolen, og han havde ikke fået nogen venner på skolen endnu. Han savnede sine gamle venner.
»Jeg er bange!« sagde Fynn og løb hen til sin mor. »Hvorfor skal jeg i skole?«
Fynns mor gav ham et knus. »Det ordner sig alt sammen. Lad os bede en bøn,« sagde hun. »Der er altid tid til bøn.«
De knælede ned og bad vor himmelske Fader om at hjælpe Fynn. Så gik Fynn og hans bror i skole. Den dag gik det lidt bedre.
Efter det knælede Fynn ned hver morgen og bad vor himmelske Fader om hjælp.
Langsomt blev tingene bedre. Fynn fik en ven, og han var ikke bange mere. Efter et stykke tid begyndte Fynn at kunne lide at gå i skole.
En dag, hvor Fynn og hans bror gik i skole, kunne Fynn mærke, at han var glad. Han lagde mærke til, at solen skinnede. Han tænkte på alle de sjove ting, han lærte. Pludselig stoppede han op.
»Jeg har glemt noget,« sagde han til Johan. Fynn løb hjem igen.
Hans mor kiggede bekymret på ham, da han kom løbende hjem.
»Hvad er der galt?« spurgte hun.
»Jeg glemte at bede,« svarede Fynn. Han knælede ned. Han ville takke vor himmelske Fader for hans hjælp.
Da han var færdig med at bede, gav han sin mor et knus. »Der er altid tid til bøn,« sagde han.
Fynn smilede. Mor smilede. Og da Fynn løb af sted for at indhente sin bror, tænkte han, at vor himmelske Fader måske også smilede.