2015
Stærke padler, stærke vidnesbyrd i Fransk Polynesien
Februar 2015


Unge voksne-profiler

Stærke padler, stærke vidnesbyrd i Fransk Polynesien

Et ungt par i Fransk Polynesien synes, at der er adskillige fælles træk ved evangeliet og deres yndlingssport.

Tahitian family.

Midt i Stillehavet ligger der 118 vulkanøer eller atoller. Disse øer, der er fyldt med palmetræer, sorte kulturperler og gardenier, er hjemsted for omtrent 275.000 polynesere (som man kalder indbyggerne i Fransk Polynesien).

Gerry Huuti, der er 29 år og omvendt til Kirken, tilhører dette folk. Han elsker nationalsporten, va’a eller sejlads med udriggerkano, som har været en vigtig del af hans liv, siden han var 16. Fem år efter, at han begyndte til kaproning, mødte han Laydreane – en meget dygtig kanoroer og medlem af Kirken. Takket være hendes eksempel blev Gerry døbt og tjente på mission i Ny Kaledonien, mens Laydreane tjente i Tahiti. De giftede sig seks uger efter, at Gerry var vendt hjem.

Her flere år og en søn senere deltager Gerry stadig i va’a-kaproning – men han forsørger sin familie ved at lave padler til va’a-udriggerne. »Min forretning ligger lige ved siden af mit hus,« forklarer han. »Jeg går ud og leder efter træ, jeg kan skære og lime sammen til padler.« Det lyder enkelt, men hver af disse smukke padler kræver fem dages arbejde. Og med de omtrent 20.000 roere på øen er der altid efterspørgsel på padler.

Selvom både Gerry og Laydreane har travlt med deres kirkekaldelse, tager de sig stadig tid til at tage i templet. »Det gør vores forhold bedre, at vi tager i templet,« siger Gerry. »Vi bliver også velsignet med det arbejdsmæssige. Det kan såmænd være godt nok at sælge padler selv, men det går bedre med Herrens hjælp.« Den guddommelige hjælp er afgørende for familien Huuti. Gerry og hans hustru har også et stærkt vidnesbyrd om tiende. »Vi bekymrer os aldrig om, hvorvidt vor himmelske Fader vil velsigne os,« siger Gerry. »Betaler man sin tiende, så ender man med mere, end man havde til at begynde med.«

Gerry Huuti of Tahiti paddling a canoe.

For familien Huuti er va’a mere end en sport. Principperne om hengivenhed og forpligtelse, der er nødvendigt for at være en god roer, har hjulpet både Gerry og Laydreane til at være mere hengivne over for evangeliet. »I va’a tæller fysikken en hel del,« siger Gerry, »men den er ikke det vigtigste. Det mentale er vigtigere – det at være opsat på at føre løbet til ende. Når man er nødt til at padle i fire en halv time, så kan kroppen begynde at sige, at det ikke kan lade sig gøre, men sindet kan sige, at det kan det. I evangeliet er beslutsomhed også meget vigtigt. Sommetider mister man modet, men tro kan hjælpe en til at følge Guds plan. Vi kan altid lære noget af va’a, der også gælder evangeliet.«