Vores hjem og familie
Taknemlig for tempelpagter
Forfatteren bor i Arizona i USA.
Hvordan kunne noget som helst lindre min sorg, da min ufødte søn døde?
Da jeg blot var 14 uger henne med vores tredje barn, fortalte lægerne os, at jeg ikke ville kunne holde på barnet, da der var komplikationer med dets lunger. Det var en frygtelig meddelelse. Mit hjerte var knust, jeg var bange og usikker på fremtiden. Den aften tog min mand og jeg, tunge om hjertet og med tårevædede øjne, i templet. Vi havde brug for svar, vejledning og styrke, og vi vidste, at vi i templets højtidelige ro kunne komme Herren nær. Vi blev forbløffede over den fred, vi følte i det celestiale værelse. Jeg vidste, at selvom babyen ikke ville få et liv her på jorden, ville alt ordne sig alligevel.
Senere knælede jeg ned og udøste mit hjerte for vor himmelske Fader. Jeg fortalte ham, at jeg forstod, at det ikke var meningen, at vores søn skulle blive på jorden, men jeg ønskede mig nogle specifikke velsignelser, hvis det var muligt. Til gengæld lovede jeg også, at jeg ikke ville miste troen, hvis mine ønsker ikke blev opfyldt. Jeg bad om, at barnet måtte blive lidt længere hos mig – at han ville kunne leve længe nok til, at alle i familien kunne nå at holde ham. Lægerne havde sagt, at skulle miraklet ske, at jeg ikke tabte barnet, ville han blive født lilla. Men jeg bad om, at han ville blive fin lyserød, så vores andre små drenge ikke ville blive bange for at holde ham. Jeg bad Herren om at lade os huske vore evige familiebånd, når barnet, som vi havde besluttet at kalde Brycen, gik bort.
Som ugerne gik, udtrykte lægerne stor forbavselse over Brycens udvikling, men advarede om, at han helt sikkert ville dø efter fødslen. Mit hjerte smertede usigeligt ved tanken om at skulle miste ham, og alligevel var jeg også henrykt over, at han stadig voksede. Det var en konstant byrde at bære denne søn, som ikke var levedygtig. Jeg mærkede smerten, når andre spurgte til barnets køn eller hvornår jeg skulle føde, og jeg var nødt til at lade som om, at alt var normalt. Vi købte en monitor, så vi kunne følge hans hjerteslag dagligt og var altid bange for, at vi ikke ville kunne høre det. Min sorg var stor. Frelserens forsoning fik en ny betydning for mig. Jeg forstod endelig, at Jesus Kristus ikke alene havde lidt på grund af mine synder, men han også havde båret enhver sorg og smerte. Som min Frelser lod han mig ikke stå alene med byrden.
I 37. uge tog jeg på hospitalet og vidste, at nu begyndte den officielle tidsregning for Brycens liv. Det var både skrækindjagende og smukt. Lægerne sagde, at han kunne leve fra 10 minutter til flere dage. Trods al min frygt følte jeg Herrens trøst. Brycen Cade Florence blev født den 27. januar 2012. Jeg hulkede, da han blev født – lyserød, smuk og helt perfekt.
Vores drenge skyndte sig ind på stuen for at se og holde deres bror; og vi havde en fotograf med til at fange øjeblikket. Brycen levede kun i 72 minutter, lige lang tid nok til, at vi alle kunne nå at holde ham og forelske os i ham. Det var den eneste gang, vi alle var sammen som familie på denne jord, men det var alt, hvad vi havde drømt om. Drengene kunne ikke få nok af deres bror, de kyssede ham og sang for ham og tryglede om at holde ham. Han blev oven i købet længe nok til at modtage en velsignelse fra sin far, hvilket min mand havde håbet på og bedt for.
Som familie har vi et vidnesbyrd om, at den »guddommelige plan for lykke gør det muligt for familiebånd at fortsætte på den anden side af graven« og om, at tempelordinancer og pagter gør det muligt »for familier at være forenet for evigt« (»Familien: En proklamation til verden«, Liahona, nov. 2010, s. 129). For os betyder det at have en evig familie alt. Den smukkeste del af evangeliet er, at døden ikke vil skille os ad; vi fortsætter vores rejse sammen.
Gennem denne prøve har jeg erfaret, at Gud også er i detaljerne. Han bekymrer sig for os hver især. Når vi møder prøver og vanskeligheder, kan Gud gøre dem lettere at bære. Jeg er mere taknemlig end nogensinde for, at jeg er beseglet til min mand i templet, og at vore børn er født i pagten. På grund af Guds smukke plan for vore familier og Frelserens uendelige sonoffer kan vi være sammen igen. Jeg tænker ofte på, om jeg havde stået den svære prøve igennem, hvis jeg ikke havde kendt til denne evige sandhed. Jeg er ubeskriveligt taknemlig for det vidnesbyrd, jeg har fået på grund af Brycens korte liv – Gud åbnede mine øjne og mit hjerte mere op for hans velsignelser.