Jeg er taknemlig for dine fødder

Nicholas Nelson, Texas, USA

Der var intet særligt interessant ved mine fødder, så jeg blev lidt forvirret, da Nieves, en nyomvendt i Bolivia, sagde, at hun var taknemlig for dem.

»Jeg er så taknemlig for jeres fødder,« sagde hun i ugerne, efter hun var blevet døbt.

Nieves havde beredvilligt taget imod det gengivne evangelium, men da vi opfordrede hende til at blive døbt, tøvede hun.

Hun forklarede, at hun led af en smertefuld hudsygdom. Når hun rørte koldt vandt, føltes det som om, hun blev stukket med 1000 nåle. Hendes lidelse forhindrede hende i helt dagligdags ting, som fx at skylle grøntsager eller at vaske tøj i hånden.

Vi forklarede, at dåbsbassinet kunne varmes op, og vi forsikrede Nieves om, at hun ville blive døbt i varmt vand. Hendes ansigt lyste op, og hun valgte at blive døbt juledag. Min makker og jeg fortalte grenspræsidenten om hendes hudlidelse, og han sagde, at bassinet ville blive varmet op tids nok til dåben om eftermiddagen.

Men da vi kom hen i kirken til dåben, var dåbsbassinet kun lige blevet fyldt med ekstremt koldt vand! Den desperate grenspræsident forklarede, at der var gået koks i kommunikationen, så vandet ville først blive klart langt senere.

Min makker og jeg vidste, at Nieves gerne ville døbes den dag, og vi troede, at Herren ønskede det samme. Vi fandt et tomt lokale og bad om, at han ville hjælpe Nieves til at blive døbt.

Efter bønnen følte vi os fortrøstningsfulde og besluttede at gå videre med dåbsmødet. De, der talte inden dåben, holdt nogle smukke taler, men jeg blev pludselig nervøs, da der blev sagt: »Nu vil ældste Nelson døbe søster Nieves.«

Jeg prøvede på at skjule mit ubehag, da jeg forsigtigt trådte ned i det kolde vand. Nieves tog min hånd og stak sin fod ned i vandet. Jeg forberedte mig på det værste, men Nieves hverken skreg eller fortrak en mine. Hun trådte roligt ned i vandet og smilede til mig.

Efter dåbsbønnen bøjede hun sig bagover i det kolde vand. Da jeg løftede hende op, smilede hun bredt. Jeg blev fyldt af taknemlighed. For mig var hendes dåb et mirakel.

Den sidste gang, jeg så Nieves, sagde hun noget, der forklarede hendes interesse i mine fødder. Hun sagde: »Jeg er så taknemlig for dine fødder, som vandrede til min dør og bragte mig sandheden.«

Jeg tænker på Nieves og hendes enkle tro og taknemlighed, når som helst jeg hører Esajas’ ord: »Hvor herlige på bjergene er ikke fødderne af ham, som bringer gode tidender, som forkynder fred, som bringer gode tidender om godt, som forkynder frelse, som siger til Zion: Din Gud regerer« (Es 52:7; se også Mosi 12:21).