Celeste skriver sine egne sange … En inspirationshistorie fra en af vores unge talenter i Kirken
En drøm i maven
Hvis man går rundt med en drøm i maven, man ikke rigtig tør føre ud i livet, så kan man lære af 16-årige Celeste Klitgaard Knudsen fra Aalborg Menighed.
Som 11-årig begyndte hun at skrive sin egne sange. I fødselsdagsgave fik hun et gavekort til et lydstudie af sine forældre, hvor hun kunne indspille en coversang. Hun valgte sangen ”Just A Little Bit Of Your Heart” af Ariana Grande. Pludselig stod hun med en cd i hånden, med sin egen stemme på. Det var vildt, og det gav blod på tanden.
KODA-midler var en velsignelse
»Mit næste mål var at få indspillet mine egne sange, men det var straks en anden sag, også rent økonomisk,« siger Celeste og tilføjer, »for vi er jo 4 børn og har kun fars indtægt. Mor har nemlig valgt at være mor på fuld tid, hvilket vi børn er meget taknemlige for.« Men så fandt Celestes mor ud af, at unge talenter kunne søge KODA om midler til at producere egne sange for. Så Celeste sendte en ansøgning ind med et »beskedent« ønske om 15.000 kr. KODA vurderede imidlertid, at der var så meget talentspire i den dengang 13-årige Celeste, at de bevilligede hele 25.000 kr. Der var både chok, skrig og stor glæde i familien, den dag mailen landede i Celestes indbakke. De bevilgede midler fra KODA resulterede i 4 indspilninger med egne kompositioner. Celeste er virkelig taknemlig for denne mulighed, der bød sig, og hun er ikke et øjeblik i tvivl om, at det var en stor velsignelse fra Herren.
Vi er ikke så forskellige
Temaet i de første sange var opdigtede kærlighedshistorier, men et af de budskaber, hun gerne vil kendes for, findes i hendes nyeste udgivelse ”We’re Not That Different”, der handler om noget helt andet – nemlig forholdet os mennesker imellem. Vi er nemlig ikke så forskellige som mennesker, når det kommer til stykket, og vi skal ikke være så bange for at hilse på folk, vi ikke kender, eller tale med andre mennesker generelt.
Spotify og live optrædener
Celeste har som nævnt produceret 4 sange og den seneste i USA. Hun har samarbejdet med 3 producere og gennem Gateway Music er hendes sange lagt ud på diverse digitale platforme, som fx Spotify og iTunes. Gennem talentgruppen Jyske Talenter fik Celeste afprøvet sin lyst til at optræde live. Derefter gik hun solo med et mix af kendte covernumre og sine egne sange.
De sidste par år har hun optrådt i storcentre, ved Open by Night’s og lignende arrangementer. I foråret 2018 blev hun hyret til at varme op for X-factor vinderne ved et stort arrangement i Hobro.
»Jeg synes, jeg havde styr på nerverne,« udtaler Celeste, »men her fik jeg godt nok mange sommerfugle i maven. Der var sindssygt mange mennesker, men så er det godt at der kan hentes hjælp fra oven.«
TV optræden
Gennem bedsteforældrenes kontakter fik Celeste også tilbud om at komme på landsdækkende TV, i DK4-programmet »Syng med og tip et hit«. »Først tænkte jeg, at det måske ikke lige var min genre, da det mest er dansktop-sange, der er med i programmet, men det var en fantastisk oplevelse, og jeg fik mange positive tilbagemeldinger.«
»I udsendelsen sang jeg 3 numre heriblandt mit eget ›We’re Not That Different‹, og der var omkring 100.000 seere der så det, så nogle mennesker når jeg da ud til.«
Følg drømmen og træf kloge valg
Om fremtiden siger Celeste: »Jeg vil gerne se, hvor det hele fører hen. Jeg vil rigtig gerne følge min drøm, men vil også gerne træffe kloge valg, så jeg vil tage Herren med på råd. Jeg skal på gymnasiet til august, så de næste 3 år bliver der nok ikke meget tid til at komponere ny musik, men jeg fortsætter med at optræde, så jeg kan tjene penge til fremtidige studiebesøg. Efter gymnasiet vil jeg søge Herrens vejledning ift. om jeg skal tjene en mission eller tage et par sabbatår, hvor jeg går ›all in‹ på musikken.«
Tro på dig selv og hav Herren med
Hvis Celeste skal give et godt råd til andre med en drøm i maven, så er det at tro på sig selv, og tage Herren med på råd i beslutningerne.
Man skal tro på det og huske at nyde processen. Kom op på hesten igen, hvis det ikke går, som man håber. Foreløbigt går det, som Celeste håber, og med talent, flid og snusfornuft, spår vi hende til at nå langt.