Områdekonferencen i København i 1976
En tanke fødes
Da vi hørte, at vores profet præsident Spencer W. Kimball ville komme til Danmark i sommeren 1976, blev vi ellevilde og besluttede, at vi ville gøre ALT for at se og høre vores elskede profet, men hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Jeg var lærerstuderende og Henny var hjemmegående.
Vi var Henny og jeg, Susanne (4 år) og Elisabeth (næsten 2 år). Områdekonferencen varede 3 dage og møderne blev afholdt i Bella Centret på Amager. Hvad med transporten og overnatning? Vi havde slet ikke penge til den slags. Men vi ville så gerne, at vores børn skulle opleve det, og måske få lejlighed til at hilse på profeten. Det ville være fantastisk. Vi begyndte at bede Herren åbne en mulighed for os, så det på en eller anden mirakuløs måde kunne lykkes – og han hørte vores bønner.
Hennys familie var utrolig gode venner med Karen & Vagn Darre i Silkeborg, og vi fik lov til at låne den ene af deres to biler.
Vi skulle ikke betale en krone for at låne bilen, bare selv sørge for brændstof.
Utroligt, men sandt.
Vi var ellevilde og begyndte nu at lægge planer
Hvordan kunne det mon lykkes for os at være med til konferencen? Kirken havde reserveret pladser på campingpladsen Absalon, så vi var hurtigt enige om, at det måtte være vores løsning på overnatning. Men selv om det lød billigt, kunne vi se, at når vi regnede alle beløb sammen i forhold til, hvor meget bilen sikkert kørte på literen, så ville vi lige kunne klare turen og så stå med ganske få kroner til resten af måneden. Det ville blive næsten en hel måned uden penge.
Men sådan måtte det være. I vores bønner følte vi helt klart, at Herren ønskede, at vi tog af sted, og at han nok skulle passe på os, men det blev noget anderledes, end vi i vores vildeste fantasi havde forestillet os.
Et mirakel
Vi kom til at opleve et mirakel, som jeg tror, det er få forundt. Selv nu efter 38 år fyldes mine øjne stadig med tårer. Det var så fantastisk. Nu skal I høre, hvad der skete.
Da Henny hentede bilen til os, var den ikke fyldt op med benzin, og vi skulle heller ikke fylde den op, når vi afleverede den.
Vi fyldte bilen op med benzin og 5 liter i en reservedunk og besluttede, at vi ville køre bilen helt tør for benzin på vejen til København og så regne ud, hvor meget den kørte pr. liter.
Vi pakkede bilen og drog glade og forventningsfulde af sted. På Fyn kørte vi tør for benzin, og gav os så til at beregne, hvor meget bilen kørte pr. liter. Vi fyldte tanken helt op og reservedunken og fortsatte så videre over Sjælland til Absalon campingplads.
Vi havde besluttet, at vi efter konferencen ville blive en dag mere i København, så børnene også kunne komme med en tur ind i Tivoli.
Men så skulle vi hjem
Vi havde virkelig en dejlig tid med mange vidunderlige oplevelser. Det var en fantastisk konference, som vi nød i fulde drag.
Men vi skulle naturligvis også hjem igen. Aftenen inden hjemturen kørte vi til en tankstation for at få fyldt tanken, der efter det, vi havde kørt, måtte være næsten tom. Det var en ubemandet station med seddelautomat. Jeg stoppede 2 hundredkronesedler i automaten og begyndte at tanke, men da der var fyldt på for 33 kr., klikkede pistolen, og jeg kunne ikke komme mere benzin på.
Henny prøvede også, men det samme skete. Det kunne ikke passe, alt det vi havde kørt. Tanken kunne ikke være fyldt.
Vi havde ikke fået benzin nok på til, at vi kunne køre ret langt, og pengene kunne vi ikke få igen, fordi stationen var ubemandet. Vi gik ind i bilen og bad til vores himmelske Fader om hjælp. Vi bad om han ville løse problemet, så vi kunne få fyldt tanken, og få benzin for de penge vi havde puttet i automaten.
Umiddelbart efter ankom ejeren af tanken pludselig. Vi kontaktede ham og forklarede vores problem. Han prøvede også og måtte konkludere, at der ikke kunne fyldes mere benzin i tanken. »Men,« fortsatte han, »nu kan jeg så give jer de 167 kr. tilbage, I har lagt for meget i automaten. Men hold op, hvor er I heldige. Jeg var på vej til et helt andet sted, da jeg pludselig fik den indskydelse, at jeg skulle køre forbi anlægget nu med det samme.«
Miraklet fortsætter
Vi vidste, at der ikke var tale om held, og vi takkede vor himmelske Fader. Vi bad ham hjælpe os på turen hjemover, at vi ikke ville få problemer med bilen eller benzintanken.
Dagen efter holdt vi øje med tankstationerne, for at få fyldt noget på, inden vi kørte om bord på færgen. Men der kom ikke nogen, inden vi nåede færgelejet, så vi kørte bare om bord. Mens vi sejlede, lavede vi lidt sjov med, hvad der ville ske, hvis vi ikke kunne starte og ikke kunne køre fra borde pga. benzinmangel. Det ville være flovt.
Vi kørte tværs over Fyn uden at tanke, og vi begyndte at køre op gennem Jylland, og da vi nærmede os Viborg, kan jeg huske, at Henny sagde: »Hvis vi kommer helt til Viborg, uden at bilen går i stå, står jeg af. Så er det et mirakel, jeg ikke forstår.«
Da vi nåede Viborg begyndte vores øjne at blive fugtige og Ånden overvældede os fuldstændigt. Vi vidste med 100 % sikkerhed, at Herren ville velsigne os og skænke os de midler, vi havde brug for til resten af måneden, fordi vi ønskede at lytte til hans profet og satte ham først i vores liv.
Fyldt med taksigelse
Vi takkede for den store velsignelse og vidste begge to, at vi nu ville kunne køre hele vejen hjem til Aalborg uden at tanke, og det gjorde vi.
Senere afleverede vi bilen med benzin på og en fyldt reservedunk, og så havde vi de penge, vi havde regnet med at bruge på brændstof til at købe mad for i resten af måneden – og midt på måneden fik jeg et legat, jeg havde søgt, men ikke regnet med at få.
Vi blev velsignet i overflod, og vi fik også den store velsignelse at hilse på præsident Spencer W. Kimball. Han gav os hver især hånd, også Susanne, og Elisabeth, der sad på armen, blev aet på kinden af en Guds profet.