2019
Stavskonference i København, forår 2019
Juli 2019


Stavskonference i København, forår 2019

En ganske særlig konference

På en delvis solbeskinnet halvkold forårsdag, den 23. marts 2019, mødte søskende i Københavns Stav frem til denne konference, der var speciel, da det på forhånd var meldt ud, at tiden for kaldelsen og opretholdelsen af et nyt stavspræsidentskab var inde. Men det er jo først søndag, så først lidt omkring lørdagen, der – hvilket jo gjaldt for hele konferencen – var under præsidium af områdepræsident Paul V. Johnson ledsaget af ældste K. Roy Tunnicliffe, områdehalvfjerdser.

Normalt indeholder artiklen fra konferencen ikke noget om lederskabsmødet lørdag, men denne gang var også dette specielt, da søstrene var inviteret med.

Så ud over præsident Bernskov citat, at »huske at vi skal løfte, hvor vi står« og ældste Tunnicliffes påmindelse om, at evigheden ofte kan afhænge et enkelt valg, fik vi nogle særdeles inspirerende budskaber fra stavens hjælpeforeningspræsident, søster Eva Stockholm, samt fra UK’s præsident fra Amager, søster Hannah Østergaard Keogh.

Lørdag aften

Lørdag aften indledtes med 3 stærke taler/vidnesbyrd fra 3 søstre – en formidabel begyndelse. Søster Pia Foss fra Roskilde Menighed indledte med et gennemtrængende vidnesbyrd om sin vej tilbage til Kirken og delte sine oplevelser med store velsignelser, som hun havde modtaget ved at følge inspiration fra Herren. Hun efterlod ikke alene store dele af forsamlingen, men også næste taler meget rørt.

Hun blev efterfulgt af søster Tanja Krogstrup fra Roskilde Menighed, der vidnede om, hvordan Kristus giver hende håb og hjælper hende til at blive en bedre udgave af sig selv. Det er nødvendigt at leve med et håb i Kristus, for Herrens velsignelser kommer i rette tid.

Den sidste af de 3 søstre var søster Aase Bendtsen fra Gladsaxe 1. Menighed, der talte brændende om templets velsignelser. I templet fokuserer vi på Frelseren og bliver velsignet, når vi deltager i templets arbejde.

To præsidenter

Dernæst lyttede vi til to af medlemmerne fra det snart afløste stavspræsidentskab. Først præsident Paulsen, der bar vidnesbyrd om evangeliets gengivelse og Kristi forsoning. At følge evangeliet er det hele værd og bringer velsignelser. Vi skal lægge tingene i Herrens hænder, så lykkes det.

Han efterfulgtes af præsident Bernskov, der udtrykte sin tak til sine rådgivere samt til de tre søstre for deres vidnesbyrd. Udtrykte, hvor rørt han var nu ved afløsningens time ved tanker og minder om de mange søskende, der gør en forskel.

Præsident Bernskov vidnede om skrifterne, der er fulde af positive ting. Skriften peger mod Kristus, der ofrede sig for vores skyld. Vi kan leve af hans ord, der er livets brød og vand.

De blev efterfulgt af et musiknummer fra Frederiksberg Menighedskor.

Vores særlige gæster

Ældste Tunnicliffe glædede sig over de mange inspirerende budskaber, der havde lydt til os denne aften. Han fortalte om, hvordan profet efter profet i skriften har forkyndt ordet, og hvorledes Herren fremmer sin Faders værk ved at forkynde ordet.

Moses underviste tilsvarende og underviste israelitterne i at undervise deres børn flittigt overalt. Gennem skrifter kan vi ikke alene lære ordene fra profeterne, men også lære dem at kende og nærmest sidde med dem. Det handler om at lytte og føle. Når vi forpligter os til at handle i al hellighed for Herren, vil vi blive velsignet.

Han efterfulgtes af aftenens afsluttende taler, præsident Johnson, der glædede sig over de mange unge.

Han fortsatte med at tale om de mange nye tiltag, der er sket siden præsident Nelsons tiltrædelse. Områdepræsidentskaber har arbejdet med at fokusere på de mange ting for at fremlægge en plan for området og har valgt som det første: Følg Profeten.

Han opfordrede os alle til at vælge noget, vi kan arbejde med. Når vi vælger at følge profeten, følger velsignelserne. Livet bliver lettere, men ikke nødvendigvis let, men Herren elsker os og vil støtte os.

Søndagen

Inden konferencens med spænding imødesete hovedmøde kunne vi alle glæde os over et musikalsk overflødighedshorn af et præludium dels ved stavskoret under ledelse af søster Lis Loeve, dels af en missionærkvintet, et herrekor fra Frederiksberg Menighed, en flygelsolo smukt udført af unge bror Thais Haibrock fra Gladsaxe 1. Menighed samt endelig et vidunderligt UK/UM-kor under ledelse af søster Louise Teague

Hvorefter selve mødet kunne indledes i en totalt fyldt sal, hvor vi efter sang og bøn kunne vise vores såvel påskønnelse som støtte gennem afløsninger og opretholdelser.

Afløsninger og opretholdelser

Efter enkelte afløsninger og de »almindelige« opretholdelse (enkelte nye ældster og Kirkens generalautoriteter samt stavens højråd m.m.) blev tiden overgivet til præsident Johnson, der på smukt opøvet dansk med norsk betoning med tak afløste præsident Bernskov og hans rådgivere, præsident Paulsen og Petersen. Derpå blev præsenteret og opretholdt det nye stavspræsidentskab med præsident Steen Gershøj Petersen som præsident og biskop Bjarne Lund Jakobsen fra Roskilde som 1. rådgiver og medlem af højrådet bror Patrick Allan Olsen fra Gladsaxe 1. Menighed som 2. rådgiver. Efter den enstemmige opretholdelse indtog det nye præsidentskab deres plads på forhøjningen.

Mødets videre forløb.

Vi havde dernæst lejlighed til at lytte til en opbyggende tale fra søster Dorthe van der Put fra Slagelse inden en række vidnesbyrd efter ønske fra præsident Johnson.

Søster van der Put fortalte om sin lidt vanskelige tilgang til sin første Mormons Bog, der var på hollandsk, men med missionærers hjælp og efterfølgende først en engelsk siden en dansk Mormons Bog opdagede hun velsignelserne ved at studere bogen. På missionærtræningscentret forstod hun, at bogen handler om Jesus Kristus, og at vi – ved at studere bogen under bøn – kan hæve os til et højere plan.

Vi lyttede dernæst til en række korte, men opbyggende vidnesbyrd fra præsident Bernskov og hans hustru, søster Anne Bernskov, præsident Paulsen, præsident Bjarne Jakobsen, præsident Patrick Olsen og søster Beth Petersen – præsident Steen Petersens hustru – inden vi lyttede til ham.

Præsident Petersen takkede – som de øvrige – såvel det nu afløste præsidentskab som medlemmerne for deres støttende opretholdelse. Han talte med megen lune om sine velsignelser og Herrens kærlighed samt en smittende lignelse om en muldvarpejagt, der som evangeliet først lykkes, når vi ikke alene erkender, at vi har de rette redskaber, men også bruger dem efter hensigten. Lydighed bringer velsignelser, men ekstrem lydighed bringer mirakler.

De afsluttende talere

Afslutningsvis kunne den oplagte forsamling lytte først til ældste Tunnicliffe og siden præsident Johnson. Ældste Tunnicliffe indledte med at erindre os alle om lederes (og andres) ægtefællers betydning og slog fast, at konferencen ikke kun drejede sig om de tre nykaldede brødre, men om os alle. Herrens værk er lige så afhængigt af vores indsats som af stavspræsidentskabets. Han udtrykte sin taknemmelighed for vor himmelske Fader, der påskønner og velsigner os.

Præsident Johnson udtrykte sin taknemmelighed over at have været en del af den skete reorganisering og bar vidnesbyrd om, hvordan Herren forbereder mennesker – overalt i Kirken – til at være på rette sted på rette tid og beredt til at tjene efter hans plan og vilje. Han har forberedt brødrene til at være Københavns Stavs ledere i de kommende år. Det fik såvel han som ældste Tunnicliffe et vidnesbyrd om under udførelsen af deres opgave, og enhver af os vil kunne få det samme. Vi bør lytte til det nye præsidentskab og følge dem.

Han holdt resten af sin tale på forbløffende flot norsk. Det er ca. 40 år siden han tjente på mission i Norge, men man skulle tro, det var i sidste måned. Med baggrund i en sang, han lærte den gang i Norge – »Jesus det eneste« (Evangelie Sangbogen fra Tønder Frikirke, nr. 272) – vidnede han om Kristi betydning.

En herlig konference.

Liahona ønsker det nye præsidentskab tillykke – vi vil i næste nummer bringe en artikel om dem og deres ønsker og mål for fremtiden. Vi takker samtidig det afgåede præsidentskab for deres eksempel og virke.