Tilbage i Kirken og velkommende arme

Rachelle Wilson

Jeg var holdt med at komme i kirke, men jeg mistede aldrig troen på det, jeg troede på. Da jeg kom tilbage, var min menighed der for mig.

Med fedtede fingre fra en lækker stegt kylling og oversaltede, men perfekt friturestegte pomfritter ledsaget af en kølende slurk af en milkshake under det, der skulle have været en matematikklasse, blev jeg introduceret for en ny religion, jeg aldrig havde hørt om, gennem en nær ven – Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg var ikke klar over, at jeg blev guddommeligt ledt ved at møde personer og få oplevelser, vor himmelske Fader på fuldkommen vis havde planlagt til mig.

Jeg havde udviklet en tro på Gud tidligt, da jeg blev opdraget som katolik. Men da jeg kom på college, husker jeg tydeligt, at jeg fik tanken om, at jeg ville vide mere. Jeg ønskede et endnu tættere forhold til Gud. Selve den tanke og min åbenhed for Herren gav min ven mulighed for at præsentere mig for evangeliet og invitere mig i kirke.

Da jeg var i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige første gang, var jeg lidt genert, men jeg følte mig godt taget imod, da alle var så venlige, indbydende og oprigtige. Selvom jeg aldrig havde mødt disse personer, blev jeg behandlet som familie. Jeg begyndte at komme regelmæssigt, og efter en lang tid med at undersøge Kirken og en livsændrende præstedømmevelsignelse, blev jeg døbt. Men efter fem solide måneder med at være aktiv og involveret i kirkeaktiviteter, blev min tro testet. Jeg blev vejledt til at tage hjem.

Tilbage i min hjemby tog jeg i min nye menighed og fik endda en kaldelse. Jeg forsøgte at holde mig aktiv, men alt i livet føltes, som om det var imod mig, hvilket førte til min svindende kirkedeltagelse.

Jeg fortsatte på en skør rutsjebanetur gennem livet, men mistede aldrig troen på det, jeg troede på. Jeg vidste, at Kirken besad Jesu Kristi evangeliums fylde og alt, jeg havde brug for i livet.

Jeg havde lejlighedsvist besøgt forskellige menigheder i de år, jeg var mindre aktiv, og så forskellen mellem at blive budt velkommen og være ubemærket. Heldigvis byggede missionærerne en bro og tjente mig, indtil jeg endelig kom tilbage til Kirken. Min hjemmenighed bød mig virkelig velkommen hjem. Jeg følte, at jeg hørte til det øjeblik, jeg gik ind ad døren. På grund af de imødekommende medlemmer fortsatte jeg med at deltage og nyde alle evangeliets velsignelser.

Jeg tror, at man skal komme i kirke for sin egen skyld, og ikke for de andres. Men det hjælper uendeligt, når man bliver taget kærligt imod. Heldigvis findes der ting, vi kan gøre, for at få os selv og andre til at føle sig mere velkommen i Kirken.

Sådan kan I hjælpe jer selv til at føle jer mere velkommen:

Deltag i institut, tjenesteprojekter og kirkeaktiviteter. Selvom det kan være skræmmende til at begynde med, særligt hvis I ikke kender nogen, åbner det døre til at møde nye personer og skabe livslange venskaber, at vi gør en indsats for at lære folk at kende.
Omgiv jer selv med ligesindede. Det er særligt vigtigt, når man er omvendt til Kirken eller kommer tilbage. At omgive sig selv med folk, der er ligesindede, betyder, at I ikke alene ikke går på kompromis med jer selv, men I kan også lære meget af dem og få god støtte.
Kom i templet. At stræbe efter at komme i templet betyder, at I træffer valg, der stemmer overens med Herrens vilje. I vil opdage, at I bliver styrket i jeres lydighed.
Husk, hvem I er og hvorfor. Hvem gør I dette for? Hvem er vigtig at se hen mod, og hvorfor er I her? Det kan hjælpe jer til at sætte det, der er gavnligt for jeres udvikling, i perspektiv.

Sådan kan I hjælpe andre til at føle sig mere velkommen:

Vis kærlighed. Vær en rigtig ven. Vi er alle på forskellige rejser. Ved at lære andre at kende kan I finde den bedste måde at støtte dem på. Inviter dem til aktiviteter, hold dem opdateret, og præsenter dem for nye personer i Kirken, der vil hjælpe dem til at skabe forbindelser og nye venner.
Lyt til Åndens tilskyndelser, og stol på Herrens timing. Jeg tror meget på, at vor himmelske Fader vejleder os og bevidst sætter folk på vores vej. Ved at gøre jeres bedste hver dag vil det velsigne jer og give jer mulighed for at velsigne andre.

Vor himmelske Fader kender os og elsker os virkelig hver især. Jeg håber, at I kan føle hans kærlighed, men også at I kan se jer selv – og andre – som han gør. Jeg håber, at I vil dele den kærlighed, han har til jer, med andre, især besøgende, nye medlemmer og dem, der kommer tilbage til Kirken. Jeg ved, at jeg er så taknemmelig for hver eneste person, der rakte ud til mig, og jeg ser efter muligheder for at gøre det samme.